Breaking news fra Nuuk

En kritisk og opmærksom læser har sendt mig følgende:

"Hedehøges trækrute kortlagt
Hvilken rute flyver hedehøgen, når den hen på sommeren forlader Danmark og flyver syd på for at overvintre i Afrika? Det spørgsmål giver to hedehøge svaret på. De er nemlig blevet ringmærket med små satellitsendere af Dansk Ornitologisk Forening. Den ene forlod landet 13. august og nåede via det østlige Tyskland, Tjekkiet og Italien frem til Afrika. Efter et stop på ti dage i Tunesien er den nu formentlig fremme ved sit vinterkvarter i Niger. Den anden høg er nået knap så langt. Han (hedehøgen, ikke biologen, red.) forlod Danmark en måned senere, og sidste melding om ham (igen hedenhøgen, red.) er fra Bruxelles-området. Læs mere på www.dof.dk."

Pludselig står det lysende klart: Jeg kan nu meget bedre forstå, hvorfor vores ven, biologen, var så fraværende…

Måske havde han netop fået ’the breaking news’? Hvor om al ting er må det være såre trist, at have dedikeret sit liv til at redde hedehøgen og så finde ud af at man bor i Grønland.

- Mon ikke en kombination af disse to informationer har taget hårdt på biologen?


Nok om det.

Det har været en blæsende kold, men klar solrig dag, og her til aften er blæsten taget til. Jeg sidder og ser ud over havet, hvor bølgetoppene nu er hvide (ok, jeg ser også lidt på skærmen). Godt tænker jeg. Godt at jeg ikke er derude på søen. Og godt at jeg kan sidde her, med fast grund under fødderne, i min varme stue. Jeg drikke veltilfreds lidt kaffe og ser på lygtepælen der svejer i vinden.

i dag er det onsdag, og onsdag er min lange dag. Seks idrætstimer og to mellemtimer giver nærmest et 8-16 job – hvilket jeg som udgangspunkt da gerne vil have mig frabedt.

Koldt og klar skrev jeg. Og der er nu faldet en hel del sne på Sermitsiaq og på Store Malene – ja, selv Lille Malene er blevet hvid i toppen. Jeg, den friske idrætslærer, dikterede selvfølgelig undervisning ude og overhørte de mange formaninger a la: ”- Skal vi ikke nok være inde i dag? - Please. - Jeg bliver forkølet. - Det er alt for koldt. - Jeg har ikke udendørs tøj med. Og endnu engang - Please”. Jeg mindede dem om at de var grønlændere og der var ingen kære mor, for snart skal vi være inde i fem mdr. i træk. Og som en god formynder er jeg klar over, at de unge mennesker er meget bevidste om hvad de vil, men ikke hvad de har brug for. Det ved jeg: BØJ, STRÆK og LØB efterfulgt af kolde afvaskninger. Altså, legemsøvelser tilsat ro, renlighed og regelmæssighed.



Apropos regelmæssighed så skylder jeg at fortælle lidt om min nye by Nuuk.

Som den trofaste og opmærksomme læser vil erindre, så skulle Nuuk og jeg se hinanden lidt an inden vi blev venner. Men jeg kan nu, med en vis tilfredshed, mærke at jeg trives bedre her. Det er en lille by og jeg møder efterhånden nogle gange folk jeg kender. Så siger jeg godaw (her er mange jyder) og/eller aluu eller hilser på den grønlandske måde med store øjne og ved at løfte øjenbrynene. Ja, det sker endda nogle gange at jeg hilser på folk jeg ikke kender. I tænker nok; hør hvad er den af? Og dette ville da også være nærmest ganske uhørt i byen, hvor jeg har boet de sidste mange år. I kongens København gælder det jo om at have meget meget travlt - eller i det mindste at se sådan ud. Vi og de kører gerne i store (og helst endnu større) biler og er nok (ganske sikkert) på vej til et vigtigt møde. Det hænder dog, at der trædes ud af bilerne, men så tales der nok i mobiltelefon på vejen og er gangen er ganske målrettet og man ser ret frem - og ikke til siden, og ikke tilbage.

For en udenforstående kan denne adfærd synes anstrengende. Men forklaringen er den, at tid jo er penge og at dem der har travlt nok er meget betydningsfulde, sådan VIP-agtige: Mediefolk, politikere, kendte i al almindelighed, ansatte i PR-bureauer eller andre af samfundets pinger, kan man tænke sig. Og så er det jo ganske klart at der jo ikke tid til, så at gå og hilse på andre.

Nuuk er jo en ganske lille by (sådan set i et globalt perspektiv) og her er der ikke så mange pinger og VIP’er. Og ved du hvad? - det er faktisk meget rart sådan at gå og hilse på mennesker man ikke kender. Min gode ven Morten Findstrøm sagde engang de vise ord (som jeg håber aldrig at glemme): ”Omhu breder sig som ringe i vandet”.

Venlighed er en omhyggelig måde at omgås hinanden på, synes jeg. Travlhed og stress er en anden måde at omgås hinanden på. Det breder sig også, men forhåbentlig ikke over Atlanten til Nuuk.

En af mine kollegaer oplevede for noget tid siden at tabe sit digitalkamera på Lille Malene. Det var jo ret ærgerligt, for der var mange gode stunder foreviget. Han vendte tilbage dagen efter for at lede men uden held.
Et par dage efter bankede det på døren. Det var en politibetjent der spurgte om ikke de manglede et digitalkamera, og jo, jo. - Jamen, så værsgo og tak for det.

Kameraet var fundet og indleveret til politiet. Betjentene havde set billederne igennem og havde kunnet genkende huset på nogle af billederne.

Se, det var vist en opbyggelig historie.

Forleden dag spiste jeg brunch på en restaurant her i byen. Det var en fødselsdagsgave fra en god veninde(bare rolig, ingen ødsel her). Og så sad vi der, venlige og veluddannede danskere i alderen 28-39, rundt om bordet og spiste de skønneste retter. Vi talte om forskellige ting, som man nu gør. Om vores fædreland, om vejr og vind. Et andet emne var ’gode brunch steder i København’.

Den slags emner, som man ikke skal pege fingre af, sætter ikke desto mindre nogle tanker i gang hos mig. Den samme fornemmelse fik jeg, da jeg efterfølgende så et indslag i DR1's tv-avis.

Tv-avisen kunne berette om mord, vold, krig og andre modbydeligeder. Men ikke nok med det. Og nu bliver det spændende!

(Jeg må først indrømme, at jeg har byttet lidt om på kronologien for at bevare spændingsmomentet så længe som muligt, jf berettermodellen).

- Synes du at opfindelsen er en god idé? Spurgte journalisten, der havde studeret i mange år, for at være i stand til at stille lige præcis den slags skarpsindige spørgsmål.

Den kernesunde lyshårede kvinde med barnevognen svarede, at hun simpelthen ikke vidste hvordan hun nogensinde havde kunnet leve uden. Og hun tilføjede derefter, nærmest spontant, og dog med dybfølt ærlighed, – Det er ganske simpelt en genial opfindelse!(Journalisten, der lavede indslaget, havde nemlig gjort sig den ulejlighed, at lave en lille forbrugerundersøgelse på Sct. Hans Torv, selvfølgelig).

For jo, det viser sig nemlig, at endnu en genial opfindelse har set dagens lys. Det drejer sig, som du naturligvis allerede har gættet, om cafe latte holderen til barnevogne. Opfinderen (der til og med er en pæredansk kvinde) udtalte i indslaget, med slet skjult skam i stemmen, at hun før i tiden måtte sætte cafe latten (altså, den varme, men eksotiske drik fra de fremmede egne) ned mellem de små pusselanker i barnevognen. Men så en dag.

Men så en dag!

Men så en dag:(her går jeg over i dramatisk nutid) kvinden får den (jeg tøver ikke med at skrive, den geniale) idé at lave en cafe latte holder til barnevognen! Og opfinderen er en handlekraftig kvinde og som sagt, så gjort.

Indslaget sluttede med en konstatering af at cafe latte holderen nu sælges, nej, ikke kun på Østerbro, men så langt væk som i Frederikshavn!!

Se, det bekræfter den gamle sandhed om at ’nød lærer nøgen kvinde at spinde’.

Med endnu en opbyggelige historie, der efterlader menneskeheden med lidt mere håb om en bedre verden, siger jeg tak og takuss for denne gang.

Ps. se i øvrigt og evt. nye billeder på http://picasaweb.google.com/JepperBP/Nuuk6September08#

Hedehøgen


Efter den noget voldsomme oplevelse på havet (kloge hoveder har informeret om at det var resterne af den onde orkan Ike. Men hvad ved jeg?) har jeg nu igen fast grund under fødderne. Hvis man er lidt munter (det er jeg nu og da) kan man sige, at det er gået fra vejrdag til hverdag. Og med den slags stormende vejrdage er det godt.
Mange har spurgt hvorfor vi dog tog af sted nu da der var storm på vej. Men sagen er den - var den - at vi ikke vidste bedre. Vores livslinie på landjorden var en lidt verdensfjern biolog, der har dedikeret sin færden på denne jord til at redde den truede hedehøg (som vist på billedet). Han var åbenbart så optaget af denne ærværdige gerning at han i farten helt glemte at give den nyttige information om stormen der var på vej videre til os. Det havde nu været meget rart at vide. Men hvad. Det er svært at lave omelet uden at knække æg, som man siger, og set i en større sammenhæng er mennesker er jo ikke ligefrem en mangelvare på denne jord. Hedehøgen derimod…

Man skal vælge sine livliner med omhu, har jeg lært.

Nå, men nok om det. Nu var jeg hurtig til at skrive, at det var blevet hverdag igen. Det er ikke helt rigtigt. Faktisk er det sådan at Nuuk i disse dage synes koloniseret af en hel hær af grå skæg og måner, forvaskede skovmandskjorter, lærredsbukser der er trukket godt op over navlen, (så de bliver endnu mere for korte) og de obligatoriske hvide tennissokker i Ecco sandalerne eller jacoformsko.
- Hvad laver alle de skovmandskjorter mon i Nuuk? Er der tale om en invasion af det ’grå guld’ der nu indtager Nuuk i stedet for at nyde deres opium med Søndags BT, sangria og grisefest under sy(n)dens sol på Costa del Sol?
Svaret er at der skal laves en ny gymnasiereform da den gamle reform var og er en gammel dansk HF reform, hvor Danmark er streget ud og Grønland er skrevet oven på retteblækket. De fleste der har sat deres ben i Grønland ved, at der er forskel på de to lande, og i en tid med en gradvis løsrivelse fra den tidligere – og nuværende – kolonimagt skal reformen selvfølgelig tilpasses virkeligheden.

Jeg hørte en interessant radioudsendelse forleden hvor to de begreber 'forventninger' og 'erfaringer' blev sat overfor hinanden. Som ung har man mange forventninger og få erfaringer. Det giver ofte megen dynamik, men ikke altid fornuftige valg. Som ældre har man ofte mange erfaringer, men knap så mange forventninger. Det giver så det modsatte af dynamik. Hvis dette forholdes til skovmandsskjorteinvasionen var det tydeligt at en del havde forventninger om at det nok vil blive værre med en ny reform. Men hvad værre var, så var der også en klar forventning om, at der blev serveret kaffe fra morgenstunden i forbindelse med workshoppen. Det var ikke tilfældet (der var først kaffe kvart over 9) og det gav en del dynamik, - FOR HVAD FANDEN ER MENINGEN?! – det var tæt på overskrifter som; BLODBAD PÅ GYMNASIET I NUUK. Så galt gik det nu ikke og det er selvfølgelig, (og heldigvis) muligt at have både mange erfaringer og mange forventninger til fremtiden.
Jeg har fx også forventninger, men knap så mange erfaringer som gymnasielærer. Og for sådan en som mig er det lidt underligt, ja, måske endda lidt forstemmende, at se sig selv 20-25 år ældre. Nogle vil ligefrem sige; hør her unge mand. Er det egentligt ikke vældigt flabet af sådan en opkomling, at gå og pege fingre og drille den ældre generation?
Jo, er svaret. Men den der kender mig vil være klar over, at selvom jeg ikke holder ubetinget af forvaskede skovmandsskjorter og hvide tennissokker i sandaler, så er jeg er stor tilhænger af kaffe med blødt brød (chokolade). Måske er det det der bekymrer mig?

Det er sikkert blevet noteret, at jeg har været lidt ude med riven efter mit fædreland. Jeg tror at der bliver sat gang i nogle ting og tanker når man/jeg flytter til et andet land. En ting jeg holder meget af ved at være her, og bestemt ikke savner, er det hæsblæsende tempo og den allestedsnærværende støj a la ’goddaw jeg hedder dit og dat og jeg har et godt tilbud til dig’. Tænk en gang, jeg er efterhånden så gammel at jeg kan huske pausefisk og prøvebillede på tv. Disse små afbræk og tænkepauser lyder næsten som noget fra Johannes Ewalds tid. Men ikke her. I KNR er der velsignede pauser mellem udsendelserne. Der bliver vist nogle billeder af den skønne natur og spillet lidt jazz og anden rar musik. Ja, faktisk er pauserne ofte bedre end udsendelserne. Jeg har været ude efter det moderne ’public service’ kræmmermarked Rabbatten og den slags; ”Der (modigt) tager springet ned i en verden af gode råd til at spare virkelige penge i din hver dag. Rabattens arkiv rummer sparetips om bilpærer, restaurentbesøg, sadelkøb, træpillefyr og uendeligt meget mere.” - Uendeligt mange flere uendeligt gode råd til at spare virkeligt uendeligt meget på de forvejen uendeligt mange gode tilbud, der giver så mere indhold i den uendelige ligegyldighed.
Eller hvad med public service programmer hvor ejendomsmæglerne kan gætte hvad denne skønne liebhaverbolig i Hellerup koster? Min opfordring til mit fædreland er: Sæt farten lidt ned. Hold pauser og hør lidt jazz eller anden rar musik.

I går aftes sluttede workshoppen om reformen og vi var derfor ude og opleve Nuuk by night. Men først to oplysende indslag: 1. Som det vides må jeg vist kategoriseres som uhensynsfuld ikke-ryger. 2 Der er ingen rygelov i Nuuk. Tilbage til Nuuk by night.
Grunden til de to overstående informationer er at de fleste grønlændere ser ud til at ryge (det må være langt over 100%!!). Og det kræver derfor en hel del målrettethed, ihærdighed og en vis portion dødsforagt at tygge sig igennem den beskidte luft der findes rundt om byens puls. Det havde jeg i fredags (der var ikke så meget tilbage lørdag..) Hvis rygning generelt er en dårlig idé. Så kræver det ikke den store handelseksamen at regne ud at idéen ikke bliver bedre af at en pakke her koster 80 kr. for tyve stk. Men Nuuk by night er, ud over de mange gratis smøger i luften, en god oplevelse. Jeg har endnu ikke været på byens diskotek (det hedder Manhatten), men på Gothåb Drukhus (det hedder nok Bryghus) kommer alle for at få en hyggelig aften. Det er dog så stinkende dyrt at købe noget som helst, at der ingen mennesker er før kl 01:00, men så lyder gong gongen og folk og fæ strømmer ind, som til januarudsalg i Magasin, hvor man bare kan spare SÅ meget. Der bliver spillet de obligatoriske sing a long kopinumre af det litauiske tre mands orkester, så der ikke er et øje tørt (måske er det mest pga røgen) Men kl 03:00 tændes lyset og så sejler ung som gammel op eller ned ad åen og de fleste vågner vel op et eller andet sted og tænker et eller andet med, at nu gør jeg det aldrig igen.

Nå men.

Apropos dårlige idéer så fandt jeg forleden min cykel stående uden forhjul. Der lå så et andet forhjul ved siden af. En avekat havde med andre ord byttet sit forhjul ud med mit. Ja, selvfølgelig fordi avekattens eget dæk var punkteret.

Den slags er måske liiige friskfyrsagtigt nok til mig. Og jeg har efterfølgende måtte trække cyklen (med min Eccosandaler) ned for at få en ny slange. Fåk.

Inden jeg siger farvel, kan jeg sige at vejret her er blevet koldere og den første sne er faldet i byen. Det er tidligt, siger de. Det er tidligt siger jeg. Men den tykke tåge har vi ikke oplevet på det seneste og faktisk skinner solen en del. Det er dejligt og for første gang (siden jeg var 5 år) glæder jeg mig lidt til vinter.

De siger at vinteren er smuk her. Jeg siger at vinteren er smuk her.

Slut prut

Stormen kom i løbet af ti minutter

Det havde været en god dag. Vi havde været oppe kl 6 og lede efter rensdyr, vi så ingen, men oplevede derimod dagens komme med sol og klar blå himmel i smukkeste landskab længe set.

På vej mod Nuuk var der havblik. Vi skulle sejle i 4 timer og langsomt begyndte vejret at ændre sig. Det blev overskyet og begyndte at regne. Vi skulle hente lidt ting og sager fra lejrturen i Paradisdalen ca en times sejlads fra Nuuk. Mørket var begyndt at falde på, og jeg havde helst set at vi havde ladet tingen ligge til en dag med lys og sol da det nu regnede kraftigt. Mens Klaus og jeg var i gang med at fragte tingene ud til båden blev Karen ombord med Gabriel på 4 år. Det blæste nu kraftigt og vi var to mand om at hive ankeret op fordi vinden trak i båden. Og i løbet af få minutter var vi, Karen, Jeppe, Gabriel og Klaus tæt på enden i den lille båd. Jeg, (den knap så kække) landkrabbe fra 2750 Ballerup Centret, var måske nok den der først fik hjertebanken og følte dødens klamme ånde. Men Klaus, der har boet i Nuuk i 11 år havde aldrig oplevet noget lignede. På et tidspunkt kunne den rimelig store motor ikke klare mosten og vi var hjælpeløse som en lille fjer på et frådende hav. Var vi kæntret ville vi være druknet. Vandet er koldt og dybt og ingen overlever mere end en halv time og der var ingen der kunne hjælpe.
Men motoren, og dermed vi, fik fat igen og vi søgte langsomt mod nødhavn. Vi siger jeg. Men jeg lå nederst i båden og klaprede tænder og var ikke til anden hjælp end 80 kg kød og knogler i bunden af båden. Jeg klamrede mig til den 4 årige dreng, vist mest for min egen skyld. Nødhavnen var svær at se. Ud over mørket piskede vinden vandet mod båden og den kraftige regn gjorde sigtbarheden meget dårlig. Men nødhavnen blev fundet og vi kom lidt i læ. Vi var dog kommet for tæt på et skær og vinden pressede båden mod stenene og vi valgte at springe for livet over på land. Vi bandt båden, så godt vi kunne til klipperne, på det vi troede først at det var en ø. Øen viste sig dog at være en lang mole og vi krøb mod lyset fra husene. Vi bankede på et vilkårligt hus og de flinke mennesker kørte os fire forkomne størrelser hjem.



Efter at have sundet os lidt og fået tørt tøj på tog vi tilbage for at se om båden kunne reddes. Det var ikke et kønt syn. Vinden var taget lidt af, men det var blevet lavvande og båden var kæntret og lå i overfladen med bunden i vejret. Vi forsøgte at gøre noget, men blot fire meter fra kysten kan der være 100 m dybt og det var natten mellem søndag og mandag, regn og rusk og en båd fuld af vand er tung. Så det eneste vi kunne gøre var at trække den så langt ind i nødhavnen som muligt. Jeg kom hjem kl 02:00 efter at have været på farten i tyve timer. Lige nu er det mandag morgen og jeg sidder i min seng og hører vinden og regnen tromme mod ruden. Det var en rystende oplevelse og jeg har gået lidt rundt om mig selv og forsøgt at samle tankerne. Stormen var blevet varslet, men da vi tog af sted fredag var vejrudsigten fin. Vi skulle selvfølgelig have tændt skibets radio for at sikre os at det fortsat så fint ud søndag. Det vil jeg forslå næste gang. Derudover skulle vi nok have taget redningsveste på. Altså, jeg lå helt bogstaveligt oven på redningsveste uden at overveje at tage en på. Det siger mig et og andet om manglende overblik. Der blev målt vindstød op til 38 m i sekundet og vejret her er ikke til at spøge med. Det vidste jeg godt. Men nu ved jeg det endnu mere.
I øvrigt kom der ingen rensdyr med hjem. Vi så ingen dyr, men til gengæld hørte jeg stilheden og oplevede efterårets farver, det blå hav, den kolde klare luft og de høje hvide tinder. Og det er ikke så lidt.

Aluu igen.
Jeg er just hjemvendt fra en tur til Præstefjorden, der ligger ca. 2 timers sejlads fra Nuuk downtown. Jeg var af sted med Klaus, der også er lærer på gymnasiet, og hans søn på 4 år. Planen var at vi skulle fiske og gå på jagt efter rensdyr (men selvfølgelig også drikke en kop kaffe, se ud over havet og snakke om stort og småt). Med til historie hører, at jeg jo er (det er jeg jo) blevet den stolte indehaver af en fin jagtriffel (hvilket gør at min diæt mestendels fremover kommer til at bestå af havregrød). Dette (det med riflen) ser jeg som en investering i min nye tilværelse her i landet. Og det skulle være nu for rensdyrjagtsæsonen er i fuld gang. Nå, men ikke, flere forklaringer.

Men I kan forstå at jeg derfor var fint tilfreds ved udsigten til muligheden, selvom den var ringe. - Der var selvfølgelig det aberdabei at båden vi skulle sejle i havde haft nogle motorproblemer. Og jeg har (siden) lært at motorproblemer på joller i Grønland skam er en alvorlig sag. Dette blandt andet fordi her er farligt langt mellem ditten og datten, og fordi det ofte er mere end tvivlsomt, at ’der sandsynligvis lige kommer nogle forbi’ og forbi vejret skifter hurtigt, og fordi havet er koldt og dybt, og fordi bølgerne er store og fordi vinden sagtens kan blæse en toupé af, hvis man er udstyret med en sådan.
Det var vi ikke (udstyret med toupé), men vi havde fint humør, så vi drog friske af sted. Altså, der havde været en mekaniker og klappe lidt på motoren. Så slog han en skid og bevægede hovedet op og ned. - Så den skulle være i orden. Det er vist bedst at gifte sig ind i en familie med mekanikere, eller selv at være det, eller den slags, her i byen. For ellers kan det åbenbart være svært at finde en ansvarsfuld og grundig mekaniker. Hvorfor ved jeg ikke.
Men efter to timer i en lille båd på det store hav kom vi frem til den beskedne fangerhytte i fjorden. Og efter kaffemik og en bid brød gik vi lidt rundt og så jageragtige ud. Uden dog at få dyr i kikkerten eller fisk på krogen - for den sags skyld. Vi aftalte at stå tidligt op og prøve lykken. Som sagt så gjort. Kl 6 var vi på farten igen. Igen uden held. Som rigtige jægere blev vi enige om, at det nu var tid til en lille lur. Efter denne, og en lille kaffetår, besluttede vi at komme ud med krogen på havet. Men så sagde motoren ikke VROOONNN, men bare et forkølet host. Og jf. overstående er det bad news. Hvem ved? Måske var det batteriet? Måske kølede motoren ikke? Måske måske...(find evt. selv på flere muligheder).

Det korte og det lange var, at vi måtte tilbage til hytten og bede til Vorherre om en sejlende mekaniker (der vist er ligeså sjældne som rensdyr omkring Præstefjorden), eller en venlig sjæl der ville komme forbi og have os med på slæb.

Det hører med til historien at Klaus har boet i Nuuk i 11 år og selvom han ikke er mekaniker, så var fjorden valgt ud fra hensynet til den knap så driftsikre motor. Forstået på den måde, at der kan komme både sejlende (hvilket er grunden til at der sjældent kommer rensdyr). Og sådan gik det. Så vi fik et lift af en af mine 1. g'eres forældre i en stor, hurtig og flot båd. Og nu da Klaus nok ikke kommer til at læse dette, kan jeg godt sige og skrive, at det ærligt talt passede mig fint. For blæsten var taget til, og at sidde i den lille plimsoller med skrantende motor havde været i kategorien under nærdødsoplevelser for landkrabben fra Jonstrup (mig).

Så meget klogere sidder jeg nu i min varme stue en søndag aften og tænker lidt over forskellen på DK og Grønland. Og der er mange. Her i landet kan hvem som helt gå ind og købe et skydevåben og ammunition. En jagttilladelse koster 50,- på posthuset. I Danmark skal man tage prøve og søge om tilladelse og registreres (med mindre man er med i Hjemmeværnet…) og den slags, som vi holder så meget af. Det er jo sikkert meget fornuftigt at våbnene flyder i gaderne i et lille land ude ret meget natur.I det hele taget er vi danskere ret fornuftige. Og hvis jeg må være så fri (hehe, det må jeg jo nok) så vil jeg spørge om det mon, on nogle gange, kan blive for meget med al den fornuft?

Hvis det er tilfældet, at det protestantiske fornufttyranni bliver internaliseret i alle danskere, er det i det tilfældet at der hersker en anden indstilling til fornuft her til lands. Dette viser sig på mange niveauer. Lad mig nævne et par stykker:
Af de mere nære kan jeg skrive, at der har været husspektakler hos underboen. Det var omkring den 1. hvor en del af indkomsten (og noget af bloktilskuddet) forsvinder ned i leveren på folk og fæ her i landet. Uden at kende detaljerne er her hvad jeg tror der skete:

Efter rigelige indtagelser af opløsningsmidlet alkohol ville kvinden (eller var det manden?) ikke åbne døren. Derfor kastede han/hun sten mod ruden fra gaden. Det var ikke den slags småsten som prinser/prinsesser kaster for at vække den slumrende udkårne med små bank på ruden, for to af ruderne var smadrede og selve facaden, der er lavet af et tyndt materiale, minder om Berlin efter 1945.
Den slags spektakler er der jo ikke patent på her i landet. Men min (sparsomme) oplevelse er, at det er et eksempel på at menneskelige følelser som vrede og frustration er stærkere end fornuften. Jeg tror at de fleste jeg kender nok ville overveje om det nu var det værd. Altså, hvor det meget det mon ville koste at ødelægge facaden på et 1 ½ år gammel hus. Billigt er det i hvert fald næppe.
Et andet eksempel (af den mere kulørte slags) er at kønssygdomme er ret udbredte blandt grønlandske unge. Mens de danske ungersvende og møer selv i de mest intime stunder hører Luther kalde, har de grønlandske unge øjensynlig ikke så travlt med at efterleve overjeget og fornuftens dommedagsbasuner om sikker sex.

Nu kan man måske mene, at overstående er lommesociologi af værste skuffe og i øvrigt lyder meget som Danmark. Så lad mig komme med eksempler der er mere skudsikre (sic!):

Det er mig en stor fryd at leve et sted, hvor der ikke er seven eleven på hvert gadehjørne, eller McDonald’s for den sags skyld. Tro mig. Vi kan godt leve uden. Her er heller ingen reklamestøj overalt i gadebilledet og i æteren. Det passer mig storartet at jeg ikke behøver at forholde mig til alverdens tilbud så snart jeg går ud i det offentlige rum eller tænder for radio eller tv. I et hele taget kører mediemøllen ikke så hurtigt her.
Det er muligvis ikke så godt for demokratiet, da de journalistiske vagthunde vist ikke har overdrevet skarpe tænder her, men det er godt for andre ting.
Fx kan den der er in absentia godt få den tro at Danmark er blevet et ragnarok af knivstikkeri og skyderi. Oh, frygt og rædsel. Denne selvforstærkende og allestedsnærværende utryghed kan brede sig som en steppebrand. Den eneste fornuftige løsning må være at alle må begynder at gå med skydevåben eller kniv for at kunne forsvare sig selv. Det, og derefter melde sig ind i DF, så der kan komme mere politi på gaderne og så vi kan få sendt alle de skydegale knivstikkere hjem til Gaza og Libanon, og hvor de nu ellers kommer fra. Men ikke nok med det. Hvad gør vi ved den terrortrussel? - Den kan vi ikke sende hjem. Lad det være sagt det samme. Terrortruslen er vi lykkeligt fri for her. Selvom Osama (eller er det Ondsama?)Ben Ladens arm er lang og ond – meget lang og meget ond – tror jeg de fleste er enige om at den ikke når helt til Nuuk. Så mens man i resten af den vestlige verden synes at være enige om at den største risiko i verden er terrorangreb, er vi her i Grønland fritaget for denne fare.

Fra denne fredelige og ophøjede position (i hvert fald rent geografisk) må det være på sin plads at gøre opmærksom på, at sådan noget som vaniljekranse har flere liv på samvittigheden end terrorangreb i Danmark. Alligevel er det ikke den lurende fare fra Karen Wolfs bagværk der skaber skræk og rædsel, men derimod et skægget fantom fra Langbordistan, der synes at stå klar bag hvert et gadehjørne med sin morderiske turban fyldt med onde bomber. Så puha og tak til Bush, Fogh og ikke mindst Pia Kjærsgaard for at vi ved et sandt lykketræf overlevede endnu en dag i den krig de kalder samfundet. Ikke underligt at vi trænger til en kop kaffe efter sådan en omgang, og hvad mon der findes i skåle ved siden af kaffen? - Vaniljekranse! Aha.
Hvem ved? Måske ejer den rævesnu Ben Laden rent faktisk Karen Wolfs vaniljekransbagerier? Vågn op Holger Danske. Kom frem fra dine tomter! Det er nu Danerne har brug for dig!
Nå, men nu skal jeg nok holde op med at drille. Det er jo ret nemt at sidde her på en klippe højt mod nord og pege fingre af andres frygt og bæven.

Jeg vil slutte med noget mere fredeligt. Vejrudsigten. Dagen aftager med 15 min i døgnet og det kan godt mærkes. Det er endnu mere efterår nu og mere er på vej. Vi nærmer os tiden for efterårsstorme, så jeg må se at komme ud og se mens vejret endnu er til det. Onsdag skal jeg forhåbentlig ud og fiske og jeg glæder mig til at kunne skrive at jeg ikke kun går rundt og ser jægeragtig ud, men både af navn og af gavn er deerhunter, måske snarere reindeerhunter

Takuss fra Jeppe