Jeg kan ikke komme på Internettet. Det er ikke rart. For nok er jeg nu, så godt som, halv grønlænder (jeg undskylder af samme årsag eventuelle stravefjel). Altså et barn af naturen, der kun behøver havets frugter og de store vidder. Men den anden halvdel af mig har det svært.
Jeg vil gerne være sådan lidt overskudsagtig. Jeg mener: frisk, ung (sic!), nyuddannet overskuds idræts/dansklærer, med mod på eventyr og på uddannelsen af blomsten af den grønlandske ungdom. Men hvis sandheden skal frem (Det skal den ikke altid. Men her er lidt): Det er jeg ikke altid.
I hvert fald. Lige nu synes jeg at vinteren har varet tæt på en evighed. Jeg længes efter kugleregnen om mandagen på Solitudevej, forårets fuglesang og de små blomster der kommer op af jorden. Så når internettet holder op med at virke, så sender jeg tanker til Job (ham fra biblen), ham der skulle gennemgå alverdens prøvelser (se selv efter i Jobs bog).
I går da jeg kom hjem fra min lange dag (onsdag) var jeg ’off line’. Det er jo på mode i Danmark. Sådan retræte eller regression. Hiv telefonstikket ud, ud med bluetoothen og luk den bærbare ned. Folk er villige til at betale store summer for den slags - hvis de får det at vide på en fancy workshop.
Et af mine frikvarterer hedder internettet. Så læser jeg (ligegyldigheder) om AC Horsens venstre back, om QPR’s nye unge angriber, der nok bliver synet af flere topklubber i England og så tænker jeg over om det mon er en Dame, Nordstrand eller selveste oraklet Don Ø der starter inde for FCK?
Jeg blev urolig. Men det er sket før, at TELE Post har rod i systemet.
Men her dagen efter er den stadig gal - og det er jeg også: ”Nøgen kom jeg ud af moders skød, nøgen kommer jeg tilbage. Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet.” Bander Job (sådan cirka) da alt er taget fra ham.
Jeg ringer i stedet til TELE Posts kundeservice. Det er fordi du mangler, at betale en regning, siger den venlige stemme. Aha, ja, så, siger jeg. Den blev sendt til dig i december, siger den. Aha. Men den har jeg ikke fået, siger jeg. Har I sendt en rykker, siger jeg. Ja, siger den. I januar. Den har jeg ikke fået, siger jeg. Vi kan sende den til dig på mail, siger de. Jeg siger ja tak. Kan I åbne for internettet, så jeg kan betale (det der webbank via internettet)? Nej, siger den. Du skal betale først. Røvhul, tænker jeg, og siger, ok, tak for hjælpen. Det er vist næsten catch 22. Du skal betale for at få adgang, men uden adgang kan du ikke betale. Hjælp mig Kafka.
Men som mange gode historier er det dog ikke helt sandt. For jeg kan tage min bærbare pc med på arbejde og betale regningen der. Godt vi har internettet.
Men nu skal alting jo ikke handle om mig og mig og mig.
Udenfor har det været koldt med mere sørøg. I husker måske. Jeg kom til at kalde det havrøg. Sørøg hedder det og det er ikke havet det koger (endnu en god historie). Det er sådan her: Havvandet fordamper altid. Men når luften er omkring – 18 C, så fortættes dampen tæt på overfladen og det kan ses med øjnene (se fx billedet øverst). Det er noget jeg har læst.
I går dryssede der lidt sne fra de grå skyer, men i dag skinner solen.
Og jeg har jo også været i Ilulissat (Jakobshavn).
Det er jo der den store isbræ ligger. I ved. Den Conny Hedegaard har besøgt med en del af denne verdens mægtigste mænd og kvinder for at vise klimaforandringer. De er nu tilbage i magtens korridorer, men der er stadigvæk store, ja, kæmpe store isbjerge. Ilulissat er det rigtige Grønland. Det siges. Måske er det på grund af de hylende slædehunde, den bidende kolde vind, hustruvolden og på denne dag et hundeslædevæddeløb til at bringe folk ud fra de varme stuer (det var kvalifikation til GM i slædehundevæddeløb. Jørgen Kristensen vandt i tiden 1 tiimit 29 min,35 sek).
Og så var der jo GM – Grønlands mesterskabet - i indendørsfodbold. Vi var kommet fra Tasiilaq i øst til Qaqortoq (Julianehåb) i syd. Og der var to hold fra Nuuk. NUK og så B-67. B-67 er danskerklubben. At jeg er den eneste fuldblodsdansker på holdet er i den sammenhæng en ligegyldig detalje. Især for folk i Ilulissat. De råbte buhh, æv og uhh. Vi var også storbygrønlændere i det smarteste og mest moderigtige tøj fra NIKE med Carlsberg logo på trøjen. Danskeklubben fra danskerbyen (et kort øjeblik følte jeg en smule sympati for FC København. Men den forsvandt hurtigt). Og piiiift. Så fløjter dommeren og der bliver skubbet og sparket - også til bolden - og publikum råber UHH, BUHH og JAAA. Og der jubles og så gik det som det gik og vi blev nr. 3. Vi vandt over dem der siden vandt (i den indledende pulje), - så ja, vi er faktisk de ægte mestre. Vi var (også helt objektivt set) det bedste hold og det var selvfølgelig bolden, banen, dommerne, vejret, modstandernes skyld, at det ikke blev til mere.
Jeg har en bronzemedalje hængende, og hvis jeg pudser længe nok på den, så bliver det sikkert til guld..
Og nu er jeg tilbage bag kateteret. Her er der gode dage og dårlige dage. Og så hører jeg lidt radio med endnu mere 'breaking news' med gadekampe og skyderi og jeg skal komme efter dig. Det er selvfølgelig igen de der indvandrer den er gal med. DR 1's kriminal/krigsrapporter Claus Buhr slikker sig om munden. I’m lovin’ it, hvisker han, før han online med tilpas alvorlig mine bringer os endnu mere blodig 'breaking news'.
Og Jønke. Han mener, at det bestemt ville være en god idé med strengere straffe og udvisninger. For hans brødre i motorcykelklubben vil jo bare have fred, så de i ro og mag kan pudse på deres motorcykler og (evt. med en have saks) klippe fingrene af et par forgældede narkomaner i omegnen af Randers. Og selvom det er svært at spå om fremtiden, så tror jeg, at Jønke har det der skal til. The X-Factor. Hvem ved, måske bliver han en dag dommer i X faktor?
Men bedst som jeg ser mit kære gamle Nørrebro som en slagmark, så ser jeg at Helmut Lotti with the golden symphonic orchestra giver koncert i Falkoner Salen den 5. april kl. 20. Time to swing. Nu er Frederiksberg jo ikke Nørrebro. Men jeg er alligevel lidt mere fortrøstningsfuld nu.
Giv tid giv tid.
I kan i øvrigt se billeder på: http://picasaweb.google.com/JepperBP/GMIlulissat09
Kh Jeppe
