Statusopdateringer om Grønland klædt i forårsdragt

Her til aften sluttede nyhederne på KNR med billeder af Ilulissat klædt i forårsdragt, som den kønne, smilende grønlænderinde så malende udtrykte det. På billederne dalede en smule sne ned fra de grå skyer og man kunne se en lille båd sejle mellem isbjergene i fjorden.

Man skulle med andre ord have meget gode øjne og/eller et meget positivt sind for at få øje på forårsdragten.

Det lignede unægtelig mere vinter med lys på. Men det har vi heldigvis her, ja, faktisk både vinter med lys på og et positivt sind. Og hør! - mon der ikke bor en spurv, her i denne lille kurv? Jo, minsandten, det er en snespurv. Og den pipper skam, hvis man hører godt efter. Og det gør vi her. Kvidr, kvidr.

Her i nord er vi af gode historiske grunde skeptiske over, hvad de går og finder på nede i Danmark (og her kan jeg tale for alle der bor i Grønland). Den stålsatte Hans Egede med arvesynden og den strenge pietisme var som bekendt kun et varsel om flere hvide mænd i skibe. Og hvor de end kom frem gik de straks i gang med at ødelægge Grønland med deres sprut og deres pis og papir, som Gasolin så smukt formulerede det:

”Det er den hvide mand, send ham hjem/Han vil stjæle dit land, send ham hjem/Han tager din sjæl i pant, hvis han kan det//I Danmarks land var han en lille mand, men i Upernavik blev han mægtig og rig/Det er den hvide mand/send ham hjem/Han vil stjæle dit land/Send ham hjem.”

Men jeg vil ikke stjæle noget (og jeg bor for den sags skyld heller ikke i Upernavik). For tiden føler jeg mig mere som en ensom huleboer med istapper i skægget, der kaster længselsfulde øjne skiftevis mod foråret i sit gamle fædreland (snøft) og på kalenderbladende. Så efter sidste omgangs, ja, nærmest hysterisk morsomme indlæg, drypper vi nu lidt virkelighed i bægeret.

Og så var det, at jeg hørte om et nyt socialt forum. Facebook tænker I nok, det er da ikke nyt. Men nej, jeg tænker kvidr kvidr, twitter. Det hedder det nemlig. Twitter. Hvorfor ikke? Jeg er måske ikke den eneste ensomme kateket i universet? Princippet er at kan man følge hinandens status opdateringer.

Hmm…hvilken status? Men ok, jeg forsøger (tilgiv mig min uvidenhed). Hermed:

Status opdateringer: Lad mig se: Påskeferien!! Mens Jesus kaldte på sin skaber på korset (og fik eddike til gengæld) fik jeg fint besøg fra Danmark. Bror Rasmus og fætter Peter (kalak). Det skal hermed anbefales. Hvis man altså har hang til omgang med selvretfærdige og 100% objektive idiosynkrasier. Og det har jeg :)

Vi fik både forår, vinter og endnu mere vinter og fik klaret turistpligterne på en uge. Og minsandten om ikke de to flyfriske fætre fik lokket en isbjørn til byen for første gang i 10 år! Den blev selvfølgelig, som en anden Jødernes konge, aflivet og hånet af pøblen. Og sidenhen drog de tilbage til kone og børn, mens jeg fandt de gule gummihandsker (der er lidt for små) og sæven frem. Og nu har jeg skrubbet gulvet det bedste jeg har lært (og det er ikke så ringe endda).

Men nu er det igen blevet hverdag med arbejde og den slags (?). Snart kommer der synlige beviser (ud over lyset) på foråret. Den 7. maj begynder læseferien og dermed skal jeg ikke undervise mere i dette skoleår. Og ikke nok med det. Jeg er også i fuld gang med at samle flasker, så jeg kan købe en båd (sammen med to kollegaer). Så kan det nok være, at jeg skal ud og fiske i det store hyttefad (når det ikke blæser). Derudover er en båd efter sigende en af de bedste kure mod den berygtede lille-by-kan-ikke-komme-væk-kuller.



Statusopdatering: Mens vi venter på båden og foråret kan jeg da fortælle, at det ikke går op i fis og ballade det hele. Takket være Hans Egede (og andre velmenende fx gymnasielærere) er vi skam alvorlige og gudfrygtige mennesker her på øen.

På torsdag skal jeg således ned og høre en Hr. Peter Øvig Knudsen fortælle om ’Pekinggadebaden’. Det er en journalist, der skriver om en gruppe revolutionære unge, der røver banker og vil sende pengene ned til de fattige (og vist skæve børn i Pisa). Ja, ja, tænker I sikkert: Den er god med dig din gamle grønlænder. Det lyder da åndsvagt. Der er da ingen der gider og høre om unge røvere der kommer fra Pekinggade. Men det er sandt nok og bare vent: Jeg tror, at der er en chance for at historien også kommer til Danmark på et tidspunkt! Jo, vi har skam fingeren på pulsen her i byen. I pausen spiller Leo Mathisen.

Slut for statusopdateringer.

Kh Jeppe

Om smagen af asfalt og smerten i det danske samfund

Med lånet af en dekoder har jeg, for en kort periode, finger på tv-pulsen. Jeg kan nu holde mig ajour og forsyne mig fra det overflødighedshorn af uimodståelige køtilbud, som de danske public service stationerne har på hylderne. Lige før jeg slukkede for skidtet og slog op i Marcel Prouts’ På sporet af den tabte tid og Tolsjoys Krig og fred, nåede jeg, at høre den buldrende øltønde Klaus Hjort Frederiksen kloge den om ’smerten i det danske samfund’.

Det slog mig, at selvom Danmark er et meget homogent land, hvor få har for meget og færre for lidt, og de fleste køber ind i Netto, må der trods alt være forskel på, hvor og hvor meget det gør ondt. Mon ikke ministeren har ondt et andet sted end posemand og terrorist på tålt ophold i Sandholm lejeren?

Selvom jeg lyttede godt efter lykkedes det ikke helt at finde ud af, hvor denne fusentast har ondt. Måske er det i meningsmålingerne? Det var altså ligesom der manglede et ’t’. For ærlig talt, så tænker jeg altså mere på ’ond’ end på smerte når jeg ser denne minister. Det var ganske sikkert også en formulering en dygtig spindoktor havde udstyret ham med, i forsøget på at gøre ham en smule menneskelig og sympatisk.

Men det var sandt at sige ikke det indtryk ministeren efterlod her i stuen. Det kan nu også skyldes mine to mdr. som mistænkelig snydetamp af en a-kasse-snylter, der efterlod en grimmer eftersmag. Og det er jo alt sammen ham Hjort Frederiksens skyld. Men det er han sikkert ret ligeglad med. Jeg er jo både nuværende grønlænder og tidligere kystbanesocialist er dermed i virkeligheden en inhabil domsmand.

Selvom det er bekvemt sådan, at gå og gøre sig til domsmand over dette og hint er verden sjældent sort/hvid. Og Hjort Frederiksen er sikkert en god kristen der bærer sit kors med oprejst pande, mens han smiler til forårssolen. Og det, altså foråret, er skam også kommet til Nuuk. Det var dog ikke til at se i fredags. Torsdag aften blæste det op og fredag formiddag var det storm og sne. Det var en imponerende altædende snestorm som jeg ikke har oplevet før. Det var bare at tænde for kaffemaskinen og finde Thomas Manns Troldomsbjerget frem. I det hele taget har det været knitrende koldt. Ja, næsten som i de gode gamle dage, hvor tysken gik over isen og Ole Madsen scorede med hælen mod svensken.

Jeg holder stadigvæk af at suse på ski ned af Lille Malene. Men jeg har dog ikke haft så travlt, at jeg ikke kunne tage dette billede (som bliver større hvis du klikker på det):



I denne uge er der noget i luften. Der er ikke så mange forårsbebudere her som i gamle Danmark. Eller også er det fordi de er knap så velkendte for denne fremmearbejder. En fremmearbejder ser dog, at solen er meget skarp og insisterende. Og her kommer det med sort og hvid igen. For I ved nok at sne er hvid og at asfalt er sort. Og her har vi altså begge dele. Og nu da solen er begyndt at varme smelter sne og is på asfalten. Og det er en blandet fornøjelse. For selvom man er skabssocialistisk cyklist er det jo ikke rart, at møde på arbejde med munden fuld af asfalt og halvdelen af vejbanen på den hvide nystrøgede skjorte. Vel? (det er fordi jeg ikke har skærme på ciklen endnu).

En anden forårsbebuder er stenbidere. Hun-stenbideren kaldes en kvabso. Det er fordi den er så grim. Og det er ganske vist. Her om foråret er det en formildende omstændighed at kvabsoen har vommen fuld af rogn. Jeg købte én på brættet (der hvor fritidsfiskerne sælgers noget af deres fangst) og efter lidt kyndig assistance lykkedes det, da den jo var meget medgørlig, at få et fint forhold til kvabsoens afkom.

Også i dag har jeg oplevet noget, som jeg håber at forstå senere.

Som I nok kan fornemme på den linde strøm af veloplagte munterheder i ovenstående er jeres Bredahl ikke så meget i kanvassen som i forrige afsnit. Sådan går det heldigvis ofte i livet.

Kærlig hilsen fra
Jeppe