Kort fra Kysten

Er du glad? spørger krisen og hvad en jæger bør vide om listeria og toxoplasmose

2009-09-08T18:54:00.004-02:00

Jagten I
Den korte version af forrige weekends jagt kommer her: I har jo nok allerede regnet ud, at der heller ikke denne gang stod død og kød på menuen. Sådan en latenstid ville ligne en farlig jæger som mig dårligt…Og det passer også fordi jeg er temmelig sikker på, at de dåsehakkebøffer vi fik til aftensmad var 100% kødfri. Hvad de så er lavet af er ikke godt at vide. Og det mener jeg.

Men det var en god tur. Igen. Tidligt op og tidligt i seng. Og lange traveture i den rene friske og kølige luft i en storslået og mennesketom verden. Kolde afvaskninger i smeltevand. Og vi fik opklaret en hel del. Fx spørgsmål så som; hvem kan sejle foruden vind? Og om et anker kan holde en båd i springflod og springebbe (?). Begge dele gav det gode skib Bennedikte svar på. Hele to gange fandt vi hende drivende, som en rejselysten flåde, væk fra os og ud mod evigheden. Uha sagde Klaus. Mens jeg dansede en indre krigsdans i afmægtighed er der heldigvis noget mere jordbundet og rationelt gemt i Klaus. Så af sted kom vi i gummibåden. Og den ene gang var det langt. Men begge gange kom skibet i havn igen.
Ligesom det aldrig er for sent, for en nøgen kvinde at lære at spinde, blev vi enige om, at vi næste gang, ud over det noget tamme anker, ville binde båden fast med et langt reb. Og det hjalp.

Er du glad nu?, spørger krisen
Og så gik der 14 dage. Finn var bare SÅ sjov. Og nu er Eddie Skoller på plakaten. Det bliver bedre og bedre. Apropos Finn, så må jeg citere ham for følgende: ”Om kriser: En krise kan faktisk være en god ting. I vores kultur har vi det bare sådan, at en krise skal vi af med. Væk med den. Men krise er et signal fra kroppen. Er du glad?, spørger krisen.” Grunden til at Finn er blevet så begavet er angiveligt den, at han er gået hen og blevet ’Gestaltterapeut’ i 2005. Men så fortsætter han:” Jeg tror ikke, at folk kan forstå hvor hårdt det kan være, at kæmpe sig op gennem sådan en krise. Det har været ren Titanic for mig. Vi havde et liv på tredje soldæk med stort orkester, balkjoler og smoking. Så går der 10 min, og man ligger i to grader koldt vand uden redningsvest.” Se det lyder ikke rart. Og det ser da også ud som om, at det kolde vand får ham til at glemme det terapeutiske tågesnak med ”…at krisen jo er en god ting og at i vores kultur” og bla bla. Og selvom om der sikkert er et par stykker, ud over den arme Finn selv, der bliver lidt våde i øjnene over den rørende lille-Finn-med-svovlstikkerne-pastiche så bor Finn nu i et fint rækkehus og ikke på bunden af et to grader koldt hav. Men det kan jo være slemt nok. Jeg er fx vokset op i et rækkehus, og se hvor galt det kan gå!

Jagten II
Nå, men tilbage til jagten: På 14 dage er det blevet efterår. Røde og brunlige farver og sne på fjeldene. Men vi raske svende ryster ikke på hænderne, og jeg kommer stolt hjem med rensdyr. Ej, ok. Klaus mente, at harer jo nok er ca. lige så store som rensdyr (eller rener, som det vist hedder rigtigt), men han har også et meget passioneret, ja, nogle vil sige nærmest erotisk, forhold til harer. Så noget sandhedsvidne er der med andre ord ikke tale om. Men en hare. Jeg har skudt en hare. Og her er lidt pral: Der var to ca 100 m væk. Og en hare er altså ikke det nemmeste dyr at ramme, og da vi skulle til at skyde begyndte de at løbe, men så skød Klaus og så stoppede den ene op og tænkte, hov, hvad var det? Og det var så den sidste tanke i det liv. Det var en meget potent oplevelse, sådan at gøre sig selv til herre over liv og død. Omnipotent, tror jeg det kan kaldes. Og sandt at sig, er det jo også rart at vide, at jeg rent faktisk kan ramme. Det er jo også godt når og hvis Danmark bliver bestormet af alle verdens muslimer, som meget tyder på snart vil ske. Men hjem kom jeg med haren. Og hvad gør man så? Tja bum bum. Selvom postadressen siger 3900 Nuuk, så er jeg et moderne menneske, der selvfølgelig bruger internettet. Men hvad finder jeg:

listeria og toxoplasmose
Der er to infektioner, som du kan blive smittet med gennem mad, og som kan være særligt farlige, når du er gravid. Det er Listeria og Toxoplasmose også kaldet Haresyge, som dog er sjældne hos danske gravide. Bakterien Listeria kan forårsage spontan abort og for tidlig fødsel. Toxoplasmos kan forårsage øjen- eller hjerneskade hos barnet.

Bakterien Listeria Monocytogenes - Listeriose undgår du bedst, ved at:
● skylle, koge eller stege madvarerne
● overholde holdbarhedsdatoer og opbevaringstemperaturer
● spise maden inden for få dage efter den er åbnet.
● undgå rå mælk og oste fremstillet af rå mælk (upasteuriseret)

Parasitten toxoplasma - og kaldet Haresyge eller Toxoplasmose undgår du bedst, ved:
● at vaske hænder efter berøring af råt kød og grønsager og efter havearbejde
● kun at spise kød, der er gennemstegt eller kogt. Smag ikke på rå fars
● at undgå rå mælk (upasteuriseret)
● at lade en anden tømme kattebakken dagligt, hvis du har kat
● at undgå at flå og håndtere harer og andre dyr.

Side op og side ned med historie om bakterier og pas på, pas på, de er på vej! Der står ganske simpelt intet om, hvad en jæger gør med en død hare. Hvad skal jeg med alle de information om hvor farlig verden er? - Sig mig engang: Er Danmark blevet en stor 100% Dansk Folkepartisk paranoid ammehjerne? En nation af frygtsomme små menneskebørn, der ved, at uha, uha, pas på, pas på. Farerne lurer bag hvert et hjørne. Vi ved, at de lurer med deres lange onde sorte muslimske frakker bag hvert et gadehjørne og om lidt springer de frem med posen fuld af halal terrorbomber, HIV kanyler, Ebola virus og streptokker, H1N1 og andre livstruende sygdomme!! Det filde det falde i mit hoveskalle sagde den lille kylling, der troede at himlen var ved, at falde ned. I den verden er det meget bedre, at blive hjemme med en kop kaffe og en skål vaniljekranse og se magasinet Penge.
Fra min høje hest er der afgjort mere grund til at være bange for Risikosamfundet og frygtindustrien end verden.

Nå, men så måtte jeg søge viden i bøgernes verden. Og siden fik jeg, som en noget famlende amatørkirurg, indvoldene ud af haren. Under det omfattende indgreb kom jeg til at prikke hul på tarmene. Det kan ikke anbefales. Men hvad så? Jo. Nu skal haren hænge og blive mør. Så nu hænger der en hare uden for mit vindue. Så der hænger den og digler. Og jeg er klar på en tur mere i næste weekend. Og hvad ellers? Jo, den første sne er faldet på Store Malene og det er ganske vist, at jeg skal på studietur med en 3. g klasse i de første to uger af oktober. Ikke dårligt.

Luft

2009-08-17T17:56:00.003-02:00

Luft. Luft. Luft. Ahh.. Luften er ubeskrivelig. Frisk, og det så meget, at det faktisk er en (ren) fornøjelse at trække vejret. Og hvornår har det sidst været en fornøjelse? - Ja, jeg spørger bare! Og så er det til og med GRATIS! Og det er jo nok noget dansken kan forstå.

Og jo. Jeg har haft en god ferie. Men det er også dejligt at være tilbage. Jeg har købt og købt og drukket latte duppio, cyklet og badet og heldigvis set en masse af de dejlige mennesker jeg kender. Tak.

Og nu sidder jeg her bag skærmen. Igen. Når jeg ser tilbage, så har min form i DK nok været lidt svingende. Det er ikke helt omkostningsfrit at skifte kultur over night.

- Men hvad skal det nu til for? Er dette organ nu blevet endnu et at tidens New Age fora for allestedsnærværende og omsiggribende navlepilleri?

For nye, og gamle og måske lettere forvirrede læsere, vil jeg straks slå fast, at der ikke er tale om, at jeg har brugt ferien til en indre og ydre rejse i en Sai Baba asram i Bihar. Men de trænger sig på. Spørgsmålene: Hvor skal jeg bygge og hvor skal jeg bo? Og hvem er jeg? Ja, jeg spørger bare.

Men så er der hjælp at hente i litteraturen. Fx Populær musik fra Vittula, hvor faderen fortæller sønnen, at grublerier er den sikreste vej til tosseanstalten. Og bøger. Hold dig fra bøger, og find en jævn bondekone med en stor røv, siger faderen. Javist.

Tilbage til virkeligheden. De kloge siger, at den næste tid her i landet er den bedste. Inden efterår og vinter, med regn, rusk og kulde. August og september. Om lidt falder den første sne, så det gælder om at komme ud. Men her til morgen er der faktisk mest regn og tåge på programmet. Så jeg venter lidt. I øvrigt er mine gaster på det stolte skib Benedicte endnu ikke kommet til byen – de er vist sidst set i Shanghai, så jeg må vente med at komme ud og ind i fjorden. Men bøsse og fiskestang er ladt og står klar i skabet. Så mon ikke der venter dragende og opbyggelige historier om drengen fra stenbroen, der fandt jordforbindelse gennem jagt og fiskeri i det høje nord? (dette er tænkt som en cliff hanger).

Apropos program. Så vil jeg, selvom jeg nu, igen, nærmest er grønlænder, fortsat holder mig orienteret, og forbeholde mig retten, til at kommentere på ting og sager fra det danske overflødighedshorn af nyheder. Eller bare ’breaking’, som det hedder på TV2.

Og jo jo. Jeg ved da godt, at det ikke er noget dansken bryder sig om. Sådan en utidig indblanding fra en krønlænder. Men anyways. I går så jeg på tv blandt andet en kvinde, der fik mange tæsk af ordensmagtens knipler. Hun lå der på jorden og hylede (den so). Så da hun forsøgte at flygte, fik hun lige en huskekage (til at tude på) fra den dygtige betjent. Det grundige arbejde ville gøre enhver diktator varm om hjertet. - Hvorfor de ikke sparkede til hende forstår jeg ikke? Så behøvede de ikke bukke sig ned. Nå, men ingen tvivl, om at kvinden fik, hvad hun havde fortjent. Så kan hun lære det (kommunistsvin). Det mente ministeren i hvert fald. Han virker lettere forurettet over at skulle forholde sig til sådanne bagateller. - Hvis kvinden mener, at hun har fået for mange tæsk, så kan hun jo bare klage, sagde han. Herfra lignede det en uskøn og overdreven (mis)brug af magt/vold. Men det ser ikke ud til, at interessere journalisterne synderligt. De vil nok hellere have et stykke med mad og høre lidt P3. Så vi går derefter til DM i pælesidning i Juelsminde. Her spidser det til. (hø hø) Hvordan mon det ender? (hø hø). Når vi nu er ved pæle og spidser, så ser jeg at irakerne i Brosons Kirke har fået deres bekomst. Jeg mener. De kan jo ligeså godt vende sig til det. Og sådan set er hele sagen ren win win, og noget for noget. Og når politiet samtidig får god knippeltræning, så er der ikke et øje tørt. At der over i købet er ros fra ministeren fra Ballerup (ligesom undertegnede) for "det grundige politiarbejde" er skræmmende. Ordnung muß ein! Macht schnell!

"Først kom de for at hente kommunisterne,
men jeg protesterede ikke, for jeg var ikke kommunist.
Så kom de for at hente socialdemokraterne,
men jeg protesterede ikke, for jeg var ikke socialdemokrat.
Så kom de for at hente fagforeningslederne,
men jeg protesterede ikke, for jeg var ikke fagforeningsleder.
Så kom de for at hente jøderne,
men jeg protesterede ikke, for jeg var ikke jøde.
Da de kom for at hente mig,
var der ingen tilbage til at protestere."

Ok, det var måske lidt over mål, men jeg har engang været på besøg i et svineslagteri, og jeg kan kende et svin når jeg ser det.

Men nu til noget mere stilfærdigt:

Vejrudsigten

Ud over den megen friske luft vi boltre os i her, er der skam også en del varm luft på programmet i den kommende tid. Her i byen kan vi således se frem til fint besøg af hele to af kongerigets morsomste mænd!

- Og nej, det hverken undertegnede, der (nok ellers må ligge i top ti) igen omtaler sig i pluralis majestatis, eller den omtalte retfærdigheds medister med tæskeholdet. Det er derimod selveste Finn Nørbygaard og Bjørn Lomborg!! FINN og BJØRN. Min fantasi rækker ikke til, at gætte hvad showet hedder. Faktisk er jeg lidt usikker på om de optræder sammen, men det ville da være oplagt - de ved i hvert fald begge noget om, hvordan det er at blive taget i røven (hø hø). Finn kan gå rundt og lave musik og fis og fortælle om, hvor forfærdeligt det er at skulle flytte i rækkehus, mens han tigger. Bjørn kan flyve højt på sin varmluft sky, der kan redde hele verden. Himmelsk.

Onde tunger vil påpege, at rækken af rodløse guldgravende danske fantaster, der søger lykken her på civilisationens yderste grænse, åbenbart ingen ende vil tage. (Og her tænker de onde ikke så meget på undertegnede. Håber jeg:)

Men jeg siger: kom glad i raske svende. Her er der ingen offentlige tæskehold, her går vi ikke i geled, her er frisk (og varm) luft og der er højt til loftet på mange måder og her er der plads til de fleste (jeg vil dog helst være fri for Jønke, Pia K og tæskeholdsleder Brian Mikkelsen fra Ballerup).

Kh Jeppe

2009-06-25T12:09:00.009-02:00

BUM, BUM. Kongesangen blev afsunget kl. 8:26, afsunget må det vel næsten hedde i det meget fine selskab:

”Katten står og krummer ryg,
men forstyrres af en myg;
barsk han den med poten slår
og igen som hofmand står.
Moder klapper barnets kind;
se, hvor sødt det sover ind,
drømmer om de engle smukke
i sin lille, pæne vugge.”

Arj, ok. Det var ikke den. Vi prøver igen:

”Kong Kristian stod ved højen mast
i røg og damp.
Hans værge hamrede så fast,
at gotens hjælm og hjerne brast.
Da sank hvert fjendtligt spejl og mast
i røg og damp.
Fly, skreg de, fly, hvad flygte kan!
hvo står for Danmarks Kristian,
hvo står for Danmarks Kristian, i kamp?”

Ja, fly, skreg de, som flygte kan. I røg og damp. Dronningen kom og skød med en kanon. Det var kl. 8:23 og kl. 8:24 blev der råbt Hurra, hurra. Derefter, som skrevet, den dramatiske Kongesang. Den kongelige højhed hendes majestæt Dronning Margrethe den 2. af Danmark tampede dog ikke så hjelm, så hjerne brast. Og tak for det. Hvorfor det synes passende, at afsynge den slags volds/nationalromantik står ikke helt klart, men for mig synes sangen ligeså håbløs altmodisch som selve monarkiet. Der er en af mange ting jeg ikke forstår. Det er måske fordi jeg nok er mere republikaner end monarkist. Men hov, hvad er det?

Solen skinner og Nuuk er fuld af glade mennesker i nationaldragter og flag i hænderne. Det er den 21. juni 2009. Nationaldag og den dag det nye selvstyre indføres.
Salen er fuld af folk i fint tøj. Hov, der sidder Thor Pedersen, og der Statsministeren, der Line Barfoed og der Mary og Prinsgermalen!! - De spiser og taler. Der er billeder på tv fra gallamiddagen i kulturhuset. Jeg spiser også, og det er næsten som at være der selv. Og nu kommer to operasangere, jo, skam vaskeægte grønlændere, i fint tøj såmænd. De synger noget jeg ikke forstår. På engelsk tror jeg. Men jeg kan se, at det er finkultur. Og den slags er jo fint i sig selv. Folkeligt er det næppe, men denne aften er det ikke folket, der er i centrum. Det er spidser og VIP’er, suk, siger den forsmåede gymnasielærer, - bare det var mig der var så fin, at være inviteret - og forstod opera. Men de første skal blive de sidste og det er aldrig for sent, at få en lykkelig barndom.

Men bedst som al den fornemhed når kvalmestadiet bliver der spillet op til dans. Og der står Kjubæk Klast med selveste Dronningen af Danmark, Margrethe den 2. og de danser!! Den gamle ræve røde IA’er (og hashpibe) svinger rundt med hele Danmarks dronning. De er alle mennesker! Vi er alle mennesker! Gymnasielæreren får en klup i halser og stiller fanerne (og molotovcocktails) ind i skabet igen. Jeg var ellers kommet i tvivl med al den sæcuriti, der har været i anledning af det fine besøg. Der skal en del anstrengelser til at bremse Nuuk trafik, da den er meget beskeden. Men det lykkedes alligevel de ihærdige og alvorsfulde unge mænd med ledninger ud af ørene og stilrene jakkesæt. Barnevogne og gamle damer blev set på med mistænksomme øjne, blev gennet væk og pludselig lurede farerne overalt. Selv i den ret så fredelige by Nuuk. Uha uha, hvor er verden farlig og hvor er de vigtige disse mennesker. Men måske er det i virkeligheden omvendt? Måske er det os almindelige mennesker, os kasteløse, der bliver beskyttet mod de kongelige og kendte? Så vi bliver frie for at fly og flygte, så både hjelme og hjerner brast? – Nå, ja, det er jo bare en tanke.

Dagen før nationaldagen var det snevejr, så det forbigår jeg i tavshed.

I den virkelige verden har jeg med gode skib Benedicte (og skibets medejere Klaus og Kåre) været en tur i bygden Kapisillit, som bedre lader sig gengive i billeder.

Båden sejlede frem og tilbage og det lover godt for jagt, fiskeri og udeliv efter sommerferien.

Og i går dansede blomsten af den grønlandske ungdom rundt om Kassassuk i deres flotte nationaldragter. Det ses også bedste på billeder, men I må nøjes med at se dem siddende.

Og til slut en tak til alle jer (mange) trofaste læsere, men også til de mere løsagtige, fortravlede og irriterede. Jeg holder nu sommerferie, men vender mere eller mindre frygtløst tilbage i midten af august. Takuss

(gen)Født den 2. juni

2009-06-05T23:39:00.009-02:00

Det kan jo være, at der har været en notits på et tidspunkt, men her, hvor disse ord skrives (den 3. juni) står der ingenting på dr.dk. Der står simpelthen INGENTING. Altså. Man kan læse om, hvor mange gange en japaner (måske ham på billedet) søgte porno på nettet og man kan hjælpe Morten Olsen med gode råd til startopstillingen mod Sverige. What the fuck! Er det et udtryk for den generelle mentale økonomiske krise i DR eller er det bare herrefolkets arrogance i yderste potens? Svæver Hans Egedes onde ånd stadig over vandene? - Jo, den opmærksomme læser vil huske, at det i dette organ er blevet fortalt, hvordan Hans Egede skam var meget optaget af at fortælle grønlænderne en hel del. Men også at han var knap så interesseret i en egentlig dialog. Faktisk var han ret ligeglad (NB! det er noget jeg har læst og dermed ikke selv oplevet..).
Men lige meget hvad grunden er, så er det pinligt og jeg skammer mig over denne håbløse mangel på interesser.

Men. Jeg ved jo at I er langt mere begavede og nysgerrige end gennemsnittet og bare fordi verden er at lave skal I jo ikke snydes. Der er nemlig sket et vaskeægte jordskred i grønlandsk politik. ’Sneskredsvalg’ som den uambitiøse skolelæreravis Politiken i et meget muntert øjeblik (på lærerværelset) havde fundet på at kalde det. Hø hø.
Men altså, den med gummistøvler har åbenbart også fået nok af at se de samme gamle fuskere stå og mumle i portvinsskægget. IA vandt mod alle skrevne og uskrevne regler stort over Siumut, der jo ellers havde været PARTIET i Grønland siden 1979. Her i Nuuk fik IA halvdelen af de afgivne stemmer.

Og her til aften må jeg æde lidt af mit sure opstød i mig igen. For jo, der var skam blevet plads i DR’s tv-avis til det grønlandske valg. Valgets store vinder blev dog kaldt Kleist Kuupik i stedet for Kuupik Kleist, men hva faen, det er jo et underligt navn, så den kan jo smutte. Spørg bare Egede Hans.

Den kønne unge journalist have oven i købet ulejliget sig med et par spørgsmål til Kleist Kuupik. Og hvad skal man dog spørge sådan en om??

Tja bum bum. Hvad med noget om visioner, håb og drømme? Nej, drop det. Hvad så med dette: – Hvad vil du gøre for at undgå den nepotisme og kammerateri, der har været så udbredt under den forrige regering? (…for det ved vi jo godt hvad I tænker på deroppe. Når I vel at mærke tænker noget overhovedet, for det meste af er i jo fulde eller skæve eller begge dele). Det sidste sagde hun dog ikke. Kleist Kuupik forsøgte sig med noget om, at IA havde en klar politisk dagsorden, og tak til Klubek Kejst, sagde journalisten for nu skal vi til noget anderledes interessant, nemlig noget mere om den pornoglade japaner. Arj, ok. Jeg ved godt, at jeg måske er lige ivrig nok i min bitternes. Så jeg lader sagen ”JeppeBP mod Danmarks Radio (og hele det danske folks) manglende interesse for Grønland” falde for denne gang. Men tag jer I agt. Vi er flere end I tror!

Og i dag er det jo Grundlovsdag. Som svoren tilhænger af demokratiet (for ligesindede) og som kolonialist mener jeg jo nok, at det bør være en helligdag, også i denne del af Rigsfællesskabet. Men næ nej. Nationaldagen her er den 21. juni. (Det er så en søndag). Så jeg har pænt måttet møde på arbejde i dag fra 8 til næsten 16. Fy. Jeg forventer et snarligt indgreb fra Kjubæk Kajst. Og så har jeg jo fået Bente og Per på besøg. For nye læsere kan jeg oplyse, at det er mine forældre. Så ud over demokrat, IA’er, halv bitter gymnasielærer er jeg nu også tour guide. Og det med fornøjelse. I aften har vi spist frisk torsk fra brættet, drukket vin og hørt Trille mens solen uden held forsøger at gå ned udenfor. En dejlig aften har det været. Så skal vi slutte med en opsummering, så er torsk og godt selskab en god kur mod sure opstød. Og inden jeg får set mig om sidder jeg med en latte duppio, Gucci briller og et Euroman på Skt. Hans torv (som jeg rent har glemt hvordan staves?).
Ses vi?

Fremad, menneske og sammenhold - Siumut IA

2009-05-19T16:41:00.006-02:00

Ja tak.
Og så kom foråret for alvor til Nuuk. I dag har det været lunt og dejligt. Jo, temperaturen har været helt oppe på omkring 7 (SYV!!) grader, og der har hersket nærmest sydlandske tilstande med folk og fæ i T-shirts og shorts (ok, sidstnævnte var retfærdigvis indenfor).
Sneen smelter i en rasende fart og vandet fosser ud og ned alle steder. Og ikke nok med det. I dag, her til aften, kommer vandet også ned fra himlen. Det regner faktisk med skomagerdrenge (hvis man kan sige det) og det blæser med fuld fart.

Vejret har ellers været godt. Altså med sol og blå himmel, (så jeg har fået flot rødlig teint) og her på 2. sal var det næsten glemt, hvordan rusk og regn lyder på ruden. Det er nærmest - hvis man har en poetisk åre - som en gammel ven, der efter lang tids fravær kommer på besøg. Og hvad er da mere passende på sådan en dag at sende nyt hjem til mine mange (mange) læsere, der har ventet i spænding på nyheder fra det høje nord? Ja, jeg spørger bare..

- Ja, det skulle da lige være, at spise chokolade og drikke kaf, men det har jeg jo gjort i rigelig mængder, og nu kan jeg til og med ikke finde på flere overspringshandlinger. Og det er jo også vigtigt, at læserne får noget for abonnementet. Men det var et sidespring.

Apropos gamle venner, så har jeg haft besøg af en af slagsen (til og med af kød og blod!) i den forløbne uge. Min gamle ven, kritiker og wing man i stort og småt fra de 42 dage på isen ud for den grønlandske nordvest kyst i 2004 har været på besøg. Og selvom han ikke, som bror og fætter, fyldte alle mine sko op med sammenkrøllede aviser, så har vi alligevel haft mange gode og meningsfulde stunder. Det er blevet til en del skiløb, grønlandsk kaffe, diskussioner om stort og småt, stærkmands konkurrencer (som jeg allerede har glemt resultatet af) og et par enkelt ture ud i det pulveriserende natteliv. Og traditionen tro fik vi igen besøg af en isbjørn. Den blev, som det åbenbart kræves af pøblen, sat på hjul og stejle under stor mediebevågenhed og rigelige mængder glosuppe (glostrup) for lokale, fremmedarbejdere (som mig) og/eller turister.

Vi fik med andre ord set det meste, Morten oven i købet vaskeægte hvaler. Og her taler jeg ikke om Nuuk by night, men om pukkelhvaler i Godthåb Fjorden…

Så, jooo, vi ser skam lyst på tingene for tiden. Det har også lidt, at gøre med, at det aldrig bliver rigtigt mørkt i denne tid. Der er lige et par timer fra halv et til tre, men derudover er det svært at bevare sortsynet. Det er nye tider og lyset giver energi, D-vitaminer og kampgejst. Måske er det derfor, at der er udskrevet valg til Landstinget.

Vi skal til urnerne den 2. juni og nogle optimister mener, at der NU må blæse nye vinde over landet. Og lad dette være en kærkommen lejlighed til at komme en af mine (mange) kritiske læsere i møde. Denne (navnet er redaktionen bekendt) påpegede forleden dag, at der jo rent faktisk ikke står ret meget om Grønland i nærværende spalte. Jeg, undtagelsesmennesket, ser mig selvsagt som i besiddelses af et enormt fortælleoverskud og er ganske upåvirkelig af alle former for kritik. Men omvendt kan det måske være lidt om snakken. Og da jeg, som de fleste mennesker, føler mig lidt klogere end gennemsnittet, er det derfor en handske jeg må tage op.

Men lad det være sagt med det samme: Jeg føler mig altså på mere sikker grund når talen falder på min egen eksistens skrå brædder (hvad den, altså talen, ofte gør. For mig) end når jeg skal forsøge mig på skarpsindige analyser af magt og afmagt i Grønland.

Med dette forbehold. Hermed:

Der plejer, at gå som det plejer. Og plejer vil her sige, at Siumut vinder. Partiet har siddet urokkeligt på magten siden hjemmestyrets indførsel i 1979. Jeg ved, at der er forskellige holdninger til grønlandsk politik og grønlandske politikere nede i Danmark. Men faktisk er der en del lighedspunkter mellem grønlandsk og dansk politik. Begge steder føler den (bysmarte) kulturelle elite sig lidt tættere på Gud og visdom, og mener sig dermed selvskreven til magten.

Men som det er tilfældet i Danmark er det her i landet de andre der bestemmer. Dem Grundtvig kaldte 'folk som de er flest'. Her kaldes de, ’dem med gummistøvler’. Det er stemmen fra de stummes lejr. Og her i Grønland hedder deres parti altså Siumut – der betyder fremad. Siumut er en kolos i grønlandsk politik, (der vist er søsterparti til Socialdemokraterne i Danmark..(?)) Siumut har som en stolt supertanker navigeret nærmest uanfægtet af adskillige politiske skandaler, kammerateri, nepotisme og andre uheldigheder gennem det is (og hval) fyldte politiske farvand. Politisk blandes selvstændighedstrang og grønlandisering (med bloktilskud) og mærkesagerne er ikke mere nepotisme og højere politiker lønninger, men Tryghed, vilje og fællesskab.

”Vi er født i dette land, som vi har arvet fra vores forfædre, arvet fra deres forfædre og igen arvet fra deres forfædre. Vi skal aflevere dette land til vores efterkommere som deres rette hjemland. Vores forfædre har i mange, mange år levet i deres elskede land, på den yderes eksistensgrænse under barske betingelser, uden at forvente hjælp udefra.”

Sådan.

Overfor denne kolos af magtfuldkommenhed står IA (Inuit Ataqatigiit, inuti betyder menneske og Ataqatigiit, sammenhold – bare rolig, det er noget jeg har slået op). Partiet kaldes venstreorienteret og har den stærkt sympatiske Kuupik Kleist i spidsen. Jeg har ledt lidt efter buzzwords og onelinere på deres hjemmeside, men uden held. I kan dog høre en af partiets sang her:

http://www.ia.gl/fileadmin/user_upload/File/inatsisartut09/Ataqatigiinneq.mp3

Der er selvfølgelig flere mindre partier, men nu må det være rigeligt med al den snik snak om politik. Og vi får se. Spændende bliver det. Storbygrønlænderne med 4-hjulstrukne Oakley solbriller i panden, råber Yes we can!! - med munden fuld af cafe latte. Mens de tavse gummistøvler fra bygderne holder godt fast i taburetterne.

- Ja, hvem ved? Måske bringes der i de danske dagblade ligefrem en lille notits om valgets udfald! Så hold godt øje den 3. juni!!

Og med denne lange smøre er der røget en ny dag ud af kalenderen. Og i dag er jeg allerede træt af, regn og rusk, det jeg i et anfald af melankoli kom til at kalde ’en gamle ven’. Det er ikke rart, at være ude i og det skal ikke gentage sig.

Tak for tålmodigheden.

Kærlig hilsen

Jeppe

Og til slut billedet af en lille mand, jeg mødte.

Statusopdateringer om Grønland klædt i forårsdragt

2009-04-21T21:08:00.011-02:00

Her til aften sluttede nyhederne på KNR med billeder af Ilulissat klædt i forårsdragt, som den kønne, smilende grønlænderinde så malende udtrykte det. På billederne dalede en smule sne ned fra de grå skyer og man kunne se en lille båd sejle mellem isbjergene i fjorden.

Man skulle med andre ord have meget gode øjne og/eller et meget positivt sind for at få øje på forårsdragten.

Det lignede unægtelig mere vinter med lys på. Men det har vi heldigvis her, ja, faktisk både vinter med lys på og et positivt sind. Og hør! - mon der ikke bor en spurv, her i denne lille kurv? Jo, minsandten, det er en snespurv. Og den pipper skam, hvis man hører godt efter. Og det gør vi her. Kvidr, kvidr.

Her i nord er vi af gode historiske grunde skeptiske over, hvad de går og finder på nede i Danmark (og her kan jeg tale for alle der bor i Grønland). Den stålsatte Hans Egede med arvesynden og den strenge pietisme var som bekendt kun et varsel om flere hvide mænd i skibe. Og hvor de end kom frem gik de straks i gang med at ødelægge Grønland med deres sprut og deres pis og papir, som Gasolin så smukt formulerede det:

”Det er den hvide mand, send ham hjem/Han vil stjæle dit land, send ham hjem/Han tager din sjæl i pant, hvis han kan det//I Danmarks land var han en lille mand, men i Upernavik blev han mægtig og rig/Det er den hvide mand/send ham hjem/Han vil stjæle dit land/Send ham hjem.”

Men jeg vil ikke stjæle noget (og jeg bor for den sags skyld heller ikke i Upernavik). For tiden føler jeg mig mere som en ensom huleboer med istapper i skægget, der kaster længselsfulde øjne skiftevis mod foråret i sit gamle fædreland (snøft) og på kalenderbladende. Så efter sidste omgangs, ja, nærmest hysterisk morsomme indlæg, drypper vi nu lidt virkelighed i bægeret.

Og så var det, at jeg hørte om et nyt socialt forum. Facebook tænker I nok, det er da ikke nyt. Men nej, jeg tænker kvidr kvidr, twitter. Det hedder det nemlig. Twitter. Hvorfor ikke? Jeg er måske ikke den eneste ensomme kateket i universet? Princippet er at kan man følge hinandens status opdateringer.

Hmm…hvilken status? Men ok, jeg forsøger (tilgiv mig min uvidenhed). Hermed:

Status opdateringer: Lad mig se: Påskeferien!! Mens Jesus kaldte på sin skaber på korset (og fik eddike til gengæld) fik jeg fint besøg fra Danmark. Bror Rasmus og fætter Peter (kalak). Det skal hermed anbefales. Hvis man altså har hang til omgang med selvretfærdige og 100% objektive idiosynkrasier. Og det har jeg :)

Vi fik både forår, vinter og endnu mere vinter og fik klaret turistpligterne på en uge. Og minsandten om ikke de to flyfriske fætre fik lokket en isbjørn til byen for første gang i 10 år! Den blev selvfølgelig, som en anden Jødernes konge, aflivet og hånet af pøblen. Og sidenhen drog de tilbage til kone og børn, mens jeg fandt de gule gummihandsker (der er lidt for små) og sæven frem. Og nu har jeg skrubbet gulvet det bedste jeg har lært (og det er ikke så ringe endda).

Men nu er det igen blevet hverdag med arbejde og den slags (?). Snart kommer der synlige beviser (ud over lyset) på foråret. Den 7. maj begynder læseferien og dermed skal jeg ikke undervise mere i dette skoleår. Og ikke nok med det. Jeg er også i fuld gang med at samle flasker, så jeg kan købe en båd (sammen med to kollegaer). Så kan det nok være, at jeg skal ud og fiske i det store hyttefad (når det ikke blæser). Derudover er en båd efter sigende en af de bedste kure mod den berygtede lille-by-kan-ikke-komme-væk-kuller.

Statusopdatering: Mens vi venter på båden og foråret kan jeg da fortælle, at det ikke går op i fis og ballade det hele. Takket være Hans Egede (og andre velmenende fx gymnasielærere) er vi skam alvorlige og gudfrygtige mennesker her på øen.

På torsdag skal jeg således ned og høre en Hr. Peter Øvig Knudsen fortælle om ’Pekinggadebaden’. Det er en journalist, der skriver om en gruppe revolutionære unge, der røver banker og vil sende pengene ned til de fattige (og vist skæve børn i Pisa). Ja, ja, tænker I sikkert: Den er god med dig din gamle grønlænder. Det lyder da åndsvagt. Der er da ingen der gider og høre om unge røvere der kommer fra Pekinggade. Men det er sandt nok og bare vent: Jeg tror, at der er en chance for at historien også kommer til Danmark på et tidspunkt! Jo, vi har skam fingeren på pulsen her i byen. I pausen spiller Leo Mathisen.

Slut for statusopdateringer.

Kh Jeppe

Om smagen af asfalt og smerten i det danske samfund

2009-04-02T22:39:00.010-02:00

Med lånet af en dekoder har jeg, for en kort periode, finger på tv-pulsen. Jeg kan nu holde mig ajour og forsyne mig fra det overflødighedshorn af uimodståelige køtilbud, som de danske public service stationerne har på hylderne. Lige før jeg slukkede for skidtet og slog op i Marcel Prouts’ På sporet af den tabte tid og Tolsjoys Krig og fred, nåede jeg, at høre den buldrende øltønde Klaus Hjort Frederiksen kloge den om ’smerten i det danske samfund’.

Det slog mig, at selvom Danmark er et meget homogent land, hvor få har for meget og færre for lidt, og de fleste køber ind i Netto, må der trods alt være forskel på, hvor og hvor meget det gør ondt. Mon ikke ministeren har ondt et andet sted end posemand og terrorist på tålt ophold i Sandholm lejeren?

Selvom jeg lyttede godt efter lykkedes det ikke helt at finde ud af, hvor denne fusentast har ondt. Måske er det i meningsmålingerne? Det var altså ligesom der manglede et ’t’. For ærlig talt, så tænker jeg altså mere på ’ond’ end på smerte når jeg ser denne minister. Det var ganske sikkert også en formulering en dygtig spindoktor havde udstyret ham med, i forsøget på at gøre ham en smule menneskelig og sympatisk.

Men det var sandt at sige ikke det indtryk ministeren efterlod her i stuen. Det kan nu også skyldes mine to mdr. som mistænkelig snydetamp af en a-kasse-snylter, der efterlod en grimmer eftersmag. Og det er jo alt sammen ham Hjort Frederiksens skyld. Men det er han sikkert ret ligeglad med. Jeg er jo både nuværende grønlænder og tidligere kystbanesocialist er dermed i virkeligheden en inhabil domsmand.

Selvom det er bekvemt sådan, at gå og gøre sig til domsmand over dette og hint er verden sjældent sort/hvid. Og Hjort Frederiksen er sikkert en god kristen der bærer sit kors med oprejst pande, mens han smiler til forårssolen. Og det, altså foråret, er skam også kommet til Nuuk. Det var dog ikke til at se i fredags. Torsdag aften blæste det op og fredag formiddag var det storm og sne. Det var en imponerende altædende snestorm som jeg ikke har oplevet før. Det var bare at tænde for kaffemaskinen og finde Thomas Manns Troldomsbjerget frem. I det hele taget har det været knitrende koldt. Ja, næsten som i de gode gamle dage, hvor tysken gik over isen og Ole Madsen scorede med hælen mod svensken.

Jeg holder stadigvæk af at suse på ski ned af Lille Malene. Men jeg har dog ikke haft så travlt, at jeg ikke kunne tage dette billede (som bliver større hvis du klikker på det):

I denne uge er der noget i luften. Der er ikke så mange forårsbebudere her som i gamle Danmark. Eller også er det fordi de er knap så velkendte for denne fremmearbejder. En fremmearbejder ser dog, at solen er meget skarp og insisterende. Og her kommer det med sort og hvid igen. For I ved nok at sne er hvid og at asfalt er sort. Og her har vi altså begge dele. Og nu da solen er begyndt at varme smelter sne og is på asfalten. Og det er en blandet fornøjelse. For selvom man er skabssocialistisk cyklist er det jo ikke rart, at møde på arbejde med munden fuld af asfalt og halvdelen af vejbanen på den hvide nystrøgede skjorte. Vel? (det er fordi jeg ikke har skærme på ciklen endnu).

En anden forårsbebuder er stenbidere. Hun-stenbideren kaldes en kvabso. Det er fordi den er så grim. Og det er ganske vist. Her om foråret er det en formildende omstændighed at kvabsoen har vommen fuld af rogn. Jeg købte én på brættet (der hvor fritidsfiskerne sælgers noget af deres fangst) og efter lidt kyndig assistance lykkedes det, da den jo var meget medgørlig, at få et fint forhold til kvabsoens afkom.

Også i dag har jeg oplevet noget, som jeg håber at forstå senere.

Som I nok kan fornemme på den linde strøm af veloplagte munterheder i ovenstående er jeres Bredahl ikke så meget i kanvassen som i forrige afsnit. Sådan går det heldigvis ofte i livet.

Kærlig hilsen fra
Jeppe

3900 Happiness

2009-03-13T16:59:00.004-03:00

Jeg kan ikke komme på Internettet. Det er ikke rart. For nok er jeg nu, så godt som, halv grønlænder (jeg undskylder af samme årsag eventuelle stravefjel). Altså et barn af naturen, der kun behøver havets frugter og de store vidder. Men den anden halvdel af mig har det svært.

Jeg vil gerne være sådan lidt overskudsagtig. Jeg mener: frisk, ung (sic!), nyuddannet overskuds idræts/dansklærer, med mod på eventyr og på uddannelsen af blomsten af den grønlandske ungdom. Men hvis sandheden skal frem (Det skal den ikke altid. Men her er lidt): Det er jeg ikke altid.

I hvert fald. Lige nu synes jeg at vinteren har varet tæt på en evighed. Jeg længes efter kugleregnen om mandagen på Solitudevej, forårets fuglesang og de små blomster der kommer op af jorden. Så når internettet holder op med at virke, så sender jeg tanker til Job (ham fra biblen), ham der skulle gennemgå alverdens prøvelser (se selv efter i Jobs bog).

I går da jeg kom hjem fra min lange dag (onsdag) var jeg ’off line’. Det er jo på mode i Danmark. Sådan retræte eller regression. Hiv telefonstikket ud, ud med bluetoothen og luk den bærbare ned. Folk er villige til at betale store summer for den slags - hvis de får det at vide på en fancy workshop.

Et af mine frikvarterer hedder internettet. Så læser jeg (ligegyldigheder) om AC Horsens venstre back, om QPR’s nye unge angriber, der nok bliver synet af flere topklubber i England og så tænker jeg over om det mon er en Dame, Nordstrand eller selveste oraklet Don Ø der starter inde for FCK?

Jeg blev urolig. Men det er sket før, at TELE Post har rod i systemet.

Men her dagen efter er den stadig gal - og det er jeg også: ”Nøgen kom jeg ud af moders skød, nøgen kommer jeg tilbage. Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet.” Bander Job (sådan cirka) da alt er taget fra ham.

Jeg ringer i stedet til TELE Posts kundeservice. Det er fordi du mangler, at betale en regning, siger den venlige stemme. Aha, ja, så, siger jeg. Den blev sendt til dig i december, siger den. Aha. Men den har jeg ikke fået, siger jeg. Har I sendt en rykker, siger jeg. Ja, siger den. I januar. Den har jeg ikke fået, siger jeg. Vi kan sende den til dig på mail, siger de. Jeg siger ja tak. Kan I åbne for internettet, så jeg kan betale (det der webbank via internettet)? Nej, siger den. Du skal betale først. Røvhul, tænker jeg, og siger, ok, tak for hjælpen. Det er vist næsten catch 22. Du skal betale for at få adgang, men uden adgang kan du ikke betale. Hjælp mig Kafka.
Men som mange gode historier er det dog ikke helt sandt. For jeg kan tage min bærbare pc med på arbejde og betale regningen der. Godt vi har internettet.

Men nu skal alting jo ikke handle om mig og mig og mig.
Udenfor har det været koldt med mere sørøg. I husker måske. Jeg kom til at kalde det havrøg. Sørøg hedder det og det er ikke havet det koger (endnu en god historie). Det er sådan her: Havvandet fordamper altid. Men når luften er omkring – 18 C, så fortættes dampen tæt på overfladen og det kan ses med øjnene (se fx billedet øverst). Det er noget jeg har læst.

I går dryssede der lidt sne fra de grå skyer, men i dag skinner solen.

Og jeg har jo også været i Ilulissat (Jakobshavn).

Det er jo der den store isbræ ligger. I ved. Den Conny Hedegaard har besøgt med en del af denne verdens mægtigste mænd og kvinder for at vise klimaforandringer. De er nu tilbage i magtens korridorer, men der er stadigvæk store, ja, kæmpe store isbjerge. Ilulissat er det rigtige Grønland. Det siges. Måske er det på grund af de hylende slædehunde, den bidende kolde vind, hustruvolden og på denne dag et hundeslædevæddeløb til at bringe folk ud fra de varme stuer (det var kvalifikation til GM i slædehundevæddeløb. Jørgen Kristensen vandt i tiden 1 tiimit 29 min,35 sek).

Og så var der jo GM – Grønlands mesterskabet - i indendørsfodbold. Vi var kommet fra Tasiilaq i øst til Qaqortoq (Julianehåb) i syd. Og der var to hold fra Nuuk. NUK og så B-67. B-67 er danskerklubben. At jeg er den eneste fuldblodsdansker på holdet er i den sammenhæng en ligegyldig detalje. Især for folk i Ilulissat. De råbte buhh, æv og uhh. Vi var også storbygrønlændere i det smarteste og mest moderigtige tøj fra NIKE med Carlsberg logo på trøjen. Danskeklubben fra danskerbyen (et kort øjeblik følte jeg en smule sympati for FC København. Men den forsvandt hurtigt). Og piiiift. Så fløjter dommeren og der bliver skubbet og sparket - også til bolden - og publikum råber UHH, BUHH og JAAA. Og der jubles og så gik det som det gik og vi blev nr. 3. Vi vandt over dem der siden vandt (i den indledende pulje), - så ja, vi er faktisk de ægte mestre. Vi var (også helt objektivt set) det bedste hold og det var selvfølgelig bolden, banen, dommerne, vejret, modstandernes skyld, at det ikke blev til mere.
Jeg har en bronzemedalje hængende, og hvis jeg pudser længe nok på den, så bliver det sikkert til guld..

Og nu er jeg tilbage bag kateteret. Her er der gode dage og dårlige dage. Og så hører jeg lidt radio med endnu mere 'breaking news' med gadekampe og skyderi og jeg skal komme efter dig. Det er selvfølgelig igen de der indvandrer den er gal med. DR 1's kriminal/krigsrapporter Claus Buhr slikker sig om munden. I’m lovin’ it, hvisker han, før han online med tilpas alvorlig mine bringer os endnu mere blodig 'breaking news'.

Og Jønke. Han mener, at det bestemt ville være en god idé med strengere straffe og udvisninger. For hans brødre i motorcykelklubben vil jo bare have fred, så de i ro og mag kan pudse på deres motorcykler og (evt. med en have saks) klippe fingrene af et par forgældede narkomaner i omegnen af Randers. Og selvom det er svært at spå om fremtiden, så tror jeg, at Jønke har det der skal til. The X-Factor. Hvem ved, måske bliver han en dag dommer i X faktor?

Men bedst som jeg ser mit kære gamle Nørrebro som en slagmark, så ser jeg at Helmut Lotti with the golden symphonic orchestra giver koncert i Falkoner Salen den 5. april kl. 20. Time to swing. Nu er Frederiksberg jo ikke Nørrebro. Men jeg er alligevel lidt mere fortrøstningsfuld nu.

Giv tid giv tid.

I kan i øvrigt se billeder på: http://picasaweb.google.com/JepperBP/GMIlulissat09

Kh Jeppe

Om ungdommelig følsomhed, Bonnie Tyler og kolde dage i Nuuk

2009-02-21T16:22:00.008-03:00

“You took the words right out of my mouth. It must have been while you where kissing me.”

Jeg husker ordene fra en del af min fodboldkarriere i Måløv Boldklub. Det var omkring 1990. Jeg var rykket op som senior. Dette overgangs ritual fra barn til voksen var et stort og vigtigt skridt for en (lovende?) ung mand i en forstad til København. (Men ikke hvilken som helts forstad. En forstad med et imponerende nyt flot citycenter. Faktisk det eneste sted (ud over Odense), hvor man kan tage en rulle trappe direkte fra toget op i centret (der er sikkeret kommet flere af den slags succeser til senere..))

Den ungdommelige overmod var, sandt at sige, også en vaklen mellem mellem verdensmand og nul og niks og alt og intet. Og som det ofte går når bønder forsøger sig som baroner kunne trænerne ikke se min storhed og mit åbenbare talent. Så i stedet for at blive rykket op i 1.- 2. holds truppen kom jeg i 3. holds truppen. Tænk. Hvad mon Ronaldo ville sige til at spille på 3. holdet i Måløv Boldklub? Nej vel. Så skuffelsen var selvfølgelig total (ikke mindst fordi Ture og Mikkel T skulle spille med 1.- 2. holdet. Mikkel der i øvrigt altid fik pokaler ved afslutningerne i modsætning til undertegnede). Og som enhver anden primadonna, med respekt for sig selv, ville gøre, gik jeg i strejke.

Under strejken spillede jeg for Måløv Boldklubs ”Dream Team”. Holdet bestod af en samling fallerede ’evigheds- og/eller stortalenter’ der havde fortabt storhed, kærlighed til grøn Tuborg og benzin i blodet tilfælles. Selve fodboldspillet kom så i 4. - 5. række. Vi spillede altid søndag formiddag og det forgik på knoldede marker i Ganløse, Slagslunde og Veksø. Vi havde fået trykt ”Måløv Boldklub Dream Team” bag på træningsdragterne. Måske fordi vi jo ikke kunne være helt sikre på, at drengene fra omegnen var klar over hvem de egentlig stod over for.

Det var dog ikke altid, at The Dream Team var en velsmurt og sammentømret fodboldmaskine. For selvom Carlsberg mener sig som ’Part of the game’ er alkohol ikke på listen over præstationsfremmende stoffer for aktiv fodboldspil. (For mens det aldrig var svært at finde biler til udekampe, var en en men en ædrulig chauffør en mangelvare). De fleste på holdet var jo (som tidligere noteret) ENORMT store talenter og det var derfor altid bolden, dommeren, medspillerne, banen, modspillerne, vejret (og verden i det hele taget) den var gal med når tingene ikke lykkedes. Så bølgerne gik ofte højt.

Men efter kampen var vi alle en slags venner igen. Bonnie Tyler kom i kassetten og der var altid rigeligt med grønne Tuborg. Ingen kom til at tørste på vejen hjem.

Åh, ja, disse minder, suk…

Men sikke en skovtur rundt på den københavnske vestegn anno 1990. Og hvordan kommer Bonnie Tyler ind i alt dette? tænker I nok. Hvad er meningen? Er der overhovedet en mening? Hvordan hænger det sammen? Hænger det overhovedet sammen? Hvad er der mon sket med den unge adjunkt (på prøve) i al den tid? Er han blevet ganske forrykt deroppe i det kolde nord?

Men jo, der er skam en sammenhæng. Jeg har nemlig altid troet, at det var Meat Loaf der stod bag ordene: ”You took the words right out of osv”… Men nej og nej. Forleden var der nemlig et tv spot for Bonnie Tylers koncert i Qaqortoq (Julianehåb) og der, der kl 19:55 tirsdag aften efter nyhederne fra KNR faldt det på plads. Og sådan kan det gå, og sådan kan man pludselig få en tur ned af mindernes boulevard.

Eftersom Tyler allerede var ren nostalgi, der i 1990, må det have været en meget lang verdensturné hun har været på.

Men sådan er det at bo i et udkantsområde. Det understreges også af, at rapperen L Ron Harald giver koncert på Heat (aka diskoteket Manhattan) her i weekenden. Han blev verdensberømt i DK i 1998 med hittet Mæ å Min Kadett fra cd’en Pornogangster (der blev solgt i mere end 50.000 eksemplarer). Hvem der bliver de næste der kommer til Nuuk kan vi kun gætte på: Limahl med eller uden Kajagogoo? Grethe og Jørgen Ingmann? John Mogensen?

Ad denne omvej er vi nu tilbage til det kolde nord. Og koldt det er det. I dag -19 C og blæsende, så det hverken er vejr for mand eller mus. Faktisk damper det fra havet. Havrøg, eller hvad det hedder. Det sker fordi havvandet nærmest koger på grund af temperaturforskellen. Jeg er ikke helt sikker på om det er en vandtæt naturvidenskabelig forklaring…Men hvad. Og det er i hvert fald for koldt til skiløb. Det er kun den lille lift der er åben. Og skiløb er ellers blevet en af mine favoritbeskæftigelser. Det forgår på Lille Malene, hvor der er to skilifter. Og nok er det ikke de franske alper med høj sol, smarte solbriller og/eller baguette i håret. Men det duer, gør det. Og det gør mænd til drenge og drenge til mænd.

Og ud over den bidende kulde, så er lyset kommet tilbage. Det er gået hurtigt. Og det er godt. For mig.

Vi har ikke talt så meget om mit talent for fodbold her i organet. Så det vil jeg, sådan en passant, lige bringe på banen (den lå lige til venstrebenet..). Nok blev det ikke til mange triumfer for Måløv Boldklubs Dream Team. Men der er altid tid til at vinde et nyt slag. Og i næste weekend skal jeg til Ilulissat og spille om det Grønlandske mesterskab i indendørsfodbold. Jeg spiller for Nuuk klubben B-67. Det er flinke folk, og dygtige fodboldspillere, og hvem ved, hvordan det kommer til at gå?

Og hvad ellers? Ikke så meget. Den ene dag tager den anden. Mandag bliver til fredag og søndag til mandag. Jeg klarer mig. Og trives. Og glæder mig til, at mærke solen og havet på min krop. Og måske til at blive grønlands mester i indendørsfodbold??

Kh fra Jeppe

You may say I'm a dreamer...

2009-01-14T18:28:00.007-03:00

Tik, tik, tik…
Op og ned af trapper, ind og ud af døre, goddag og farvel, og hej hej. Og så er jeg pludselig tilbage til hverdagen og arbejdslivet i Nuuk. Sådan kan det gå og sådan gik det. Fik jeg set det jeg ville? Fik jeg hørt min melodi? Hmm… I hvert fald gik der ikke mange sekunder, minutter og timer før jeg flød ivrigt med i den københavnske malstrøm.

Og når man lever midt i det er det knap til at se. Og det skal ikke hedde sig, at jeg i mit grønlandske exil er blevet beriget med den helt særegne grønlandske åndemaner/trommedanser indsigt om livet, døden og den slags.

Men det går hurtigt i København. Der er ingen tid at spilde. Hurtigt, effektivt og klinisk. Jeg var nær blevet opslugt af det frådende menneskehav på Strøget og havde det ikke været for mine dejlige, og opmærksomme, nevøer var jeg blevet lavet til matak i metrodørene. Dørene må være lavet af mennesker der ikke ser med milde øjne på tøven og/eller noget som helst slinger i valsen. Og jo, jeg kunne/burde selvfølgelig have holdt mig fra Magasin kl. 10 den dag udsalget begyndte. Det var i særdeleshed en overvældende og angstprovokerende oplevelse. (Så det gør jeg nok igen næste gang…) Men ved I hvor meget jeg har sparet? Ret meget (tror jeg). Men det mærkelige er, at der alligevel står minus ud for tallene på min konto?
- Så måske var det alligevel de kloge der narrede den mindre kloge…

...apropos de kloge og de knaps så smarte, så har jeg været lidt ude med riven efter den stakkels komiker Finn Nørrebygaard. Men Herren mildner, som bekendt, luften for de klippede får. Og forleden dag læste jeg da også i avisen, at der nu er ind til flere U-lande der samler ind til stakkels Finn. Den slags varmer jo unægtelig i en kold tid (Og koldt det er det her for tiden. Og sne har vi skam også fået en masse af). Den slags giver mig tro på en bedre verden. For er det ikke livsbekræftende (ikke det med sneen, men det med at de fattige også tænker på os..), at der findes ansvarsfulde mennesker ude omkring i verden. Mennesker der kan give en hjælpende hånd når krisen kradser her i Vesten? Man kan (næsten) se det for sig: Finn smilende i sin have, der nu er fuld af får fra indsamlinger fra den tredje verden. Der klippes til billeder af stjerne fra den afrikanske musikscene i et stort rørende kor: "We are the world, we are the world" og/eller ”Do they know it’s Christmas time at all?”

You may say I'm a dreamer, but I am not the only one.

Nå, men tilbage til MIG MIG MIG: Uden at klynke (for meget) var jeg nærmest klar til et par ugers ferie da jeg kom tilbage til Nuuk. Men det er trods alt nok lidt for tidligt at gå på efterløn. Så jeg ranke ryggen og møde dette nye nye år med lige dele ydmyghed og nysgerrighed (håber jeg).

Tik, tak og qujanaq fra Jeppe

Når jeg hører ordet kultur trækker jeg min revolver..

2008-12-18T17:54:00.004-03:00

Min kære nevø (Jonathan) samler på billetter fra svømmehaller. Derfor var jeg forleden i svømmehallen for at få sådan en (eller to). Jeg var lidt fortravlet og skyndte mig gennem gruppen af børn og forældre op til billetsalget. De havde ingen brugte billetter, men jeg fik lov til at gå ind i omklædningsrummet for at se om jeg kunne finde en der. Jeg trådte over et gelænder og var på vej ind i omklædningsrummet, men HOV HOV, DET MÅ DU ALTSÅ IKKE, jeg vendte mig og så at opråbet kom fra to forældrepar, der så meget indigneret ud. Da jeg var som sagt var lidt fortravlet og da jeg jo sådan set havde fået lov, mente jeg, at jeg var i min gode ret til at gøre som jeg gjorde. Jeg bad dem derfor om at passe sig selv, men det skulle jeg aldrig have gjort. Så fik jeg læst og påtalt, at den duer ikke Granberg, for tænk på alle de børn der så mig træde over det gelænder. Hvad ville de mon tænke? Måske at man bare sådan kan gå og træde over gelændere? Hvad kan det ikke ende med? Det rene anarki? Stofmisbrug og kriminalitet? Revolution?

Og her er så en lille julequiz. Hvad tror I: Var de mon danskere eller grønlændere?

Aap.

Denne ’Jeg er til hver en tid i min gode ret til, at korrigere og rette på andre’- kultur (med henvisning til ’objektive’ kriterier for korrekt og normal opførsel) er noget af det jeg savner absolut mindst ved mit fædreland.

Nå, men nu er julen jo børnene, købmændene og hjerternes fest, så nu skal jeg nok være rar og ikke komme med sure opstød….

Her er det koldt om mørkt og jeg ser tv en gang i mellem. En journalist holdt en mikrofon op for den stakkels (godtroende) og (vist en gang) sjove Finn Nørrebygaard. Det var meningen, at vi skulle få ondt af staklen. Han behøvede ikke at sige noget. Man kunne se det i hans øjne. Historien handlede om tab. Det var smerte og sorg. Moralen synes at være: se blot Den ØKONOMISKE KRISE rammer også de rige og kendte. Vi er i samme båd. Det er hårde tider for rig og fattig.

Forskellen er vel bare den, at de fattige ikke har så meget at tabe, eller hvad?

Det har længe været sådan, at mange har tjent mere på at sidde og se græsset gro på deres græsplæne end at gå på arbejde. Det har været dejlige tider for Karius og Baktus. Og så har alle har ret til et fedt køkken, til en fed firehjulstrækker, til mindst to uger til de varme lande, til mindst én ny fladskærm om året og alle har ret til bla bla (find evt. selv på flere).

Det er jo så let. Køb lidt aktier hist og her. Og så er det bare, at lave en kop kaffe og vupti – så er der minsandten bonus. Men hvor mon de kommer fra, alle disse dejlige kroner? Er det manna fra himlen?

Jeg ved det ikke, men det må da gøre noget ved vores forestilling om værdi.

Det ikke en naturlov, at man bliver grisk og havesyge af at have mange kroner. Der er sikkert mange rige mennesker der både er glade, gavmilde og omsorgsfulde. Jeg har bare aldrig mødt dem. Jeg tror ikke, at det nødvendigvis er lykken at danse om guldkalven og fylde sin verden med kroner og ører, renter, fradrag etc etc.

Ikke at jeg tror, at mennesket nødvendigvis bliver mere lykkeligt af, at klæde sig i sæk og aske og leve på en sten. Men jeg har mødt meget mere umiddelbar venlighed og imødekommenhed blandt fattige mennesker end blandt rige. Selvom ham Finn ser så rar ud.

Måske er det værd at huske på, i denne tid, hvor man mange steder har været nød til at afskaffe juletræet al den stund, at der desværre ikke er plads til både pakker og træ i stuen. Måske ikke.

Med disse små (moralske) julehistorie (sendt fra Julemandens eget land) ønsker jeg alle trofaste men også de mere eller mindre løsagtige, læsere en Juullimi Pilluaritsi - glædelig jul.

Kærlig hilsen Jeppe

Ugeavisen

2008-12-09T13:55:00.004-03:00

Ugeavisen
Hver uge får alle nuummiutter (de mennesker der bor i Nuuk) Ugeavisen ind af døren. Ud over de obligatoriske annoncer, der betaler gildet, er det en god kilde til viden om en af verdens mindste hovedstæder.

Se blot:

På forsiden reklamerer Brugsen med 10 kiwier for 20,- kr. og det er jo egentligt tankevækkende. Tænk engang: Kiwier fra – lad os bare sige New Zealand – der er transporteret og fragtet jorden rundt (sikkert en til flere gange) kan nu købes for 2 kr. pr. styk, på et fjernt og forblæst isfjeld! Det er da imponerende. I Godthåb Auto Service er der efterårskampagne (om vinteren?). Her kan man spare intet mindre end 38.900,- kr. !! Og her kan det nok være at en og anden dansker nær fik vaniljekranse og/eller gevaliakaffen galt i halsen. HVORDAN??

Jo, du skal blot købe din nye Volvo Penta marinemotor i kampagneperioden og benytte vinteren til at få den monteret.

Med Volvo Penta får du:
Driftsikkerhed
Større sejlkomfort
Let tilgængelige reservedele
Landsdækkende servicenet
Høj gensalgsværdi på båden

Ja, det er nærmest for godt til at være sandt.
Der står ikke noget om hvad herligheden koster, men jeg gætter på at det må være mere end de 38.900,- kr. (men hvis man så køber to…hvor meget har man så sparet?..tja bum bum…)

Selve avisen kan, for en ikke-nuummiut, måske virke en smule forvirrende. Annoncer for Salon Puk og Salon Lulu – (hvor Annica starter den 5. december. I kan allerede bestille tid hos hende), Arktis gaveshop, Café Mik – cafe og smørrebrødsforretning (sic!) og jobopslag findes i en uskøn pærevælling. På side tre er der jul i Pisattat. Vi skal huske søndagsåbent og kan købe fade, en stegesø i stentøj, knive fra Røsti. Og der er minsandten halv pris på Menu og Erik Bagger. Dette bliver dog en kende indforstået for denne læser. Menu og Erik Bagger? Var det ikke Stein Bagger han hed?
Og vupti. Straks går mine tanker til den flinke og sjove kunstner Finn Nørrebygård – der har bidraget til dansk kunst og kultur med blockbustere som blandt andet Musik og fis. Det viser sig, at Finn har tabt ikke mindre end 200 mio kroner på IT Factory. Det er jo nemt nok at være bagklog. Men Finn skulle nok have holdt sig til morsomhederne. I hvert fald har hans evner som erhvervsspekulant ikke kunnet stå mål med hans evner som entertainer. Jeg har aldrig tabt 200 mio. men jeg kan godt forestiller mig, at det må være svært at se det morsomme i dette. Han (Finn) talte om at putte håndgranater ind i ham Bagger, altså der hvor solen ikke skinner (…og det er ikke London). Tsk tsk, den pæne mand, ja, eller mænd, pæne er de jo sådan set begge. Men midt i medfølelse med Finn og med tanker på de mange forsamlingshuse han landet over har fyldt med sit gode humør, så får jeg alligevel den tanke, at hvis man har råd til at investere 200 mio. kr. så kan det vel ikke være helt galt. Eller er det bare mig, der er hægtet af?

Nå, tilbage til virkeligheden.

Katuaq - kulturhuset – har en biograf. Der vises i denne uge Tropic Thunder, High School Musical 3 og SAW 5 – der skulle være en gyser om en detektiv og mord og den slags.

Hvis dette ikke frister (det gør det ikke), så spiller TV2 minsandten Tusarnanrtitsineq – koncert den 12. december kl 22. Iserneq – entre i Pisiaarneq - forsalg 200,- og matumi pisineq - ved døren 250,-

Alternativt var der Juullimut Bingo i Godthåb Hallen Supaat den 7. december. Det er arrangeret af GSS håndbold.

På opslagstavlen kan man finde alt hvad julehjertet måttet ønske sig: Skabsfryser, rustfri dør 1500,- kr, aquacykel 1400,- eller hvad med en 20 fods container? Eller en nationaldragt str. 40?

Ja, livet er fuld af muligheder.

Vejrudsigten er ikke noget at skrive hjem om. Men jeg har udsigt til juleferie og det er godt:)

Kh Jeppe

Aap til Vise mænd

2008-11-28T17:37:00.012-03:00

Spørg ikke hvad dit land kan gøre for dig, spørg hellere hvad kan du gøre for dit land.

Dette synes, at være visse vise mænds kategoriske imperativ. Men denne slags vise mænd skal ikke forveksles med de tre fra Østerland, der i kong Herodes dage, med den strålende stjernes hjælp, fandt jødernes konge - Jesusbarnet - i en lade blandt halm, får og geder. – Nej, disse vismænd bringer ingen gaver, intet røgelse (og dog..) og ingen myhraskær (hvad det så er?). Det her er den nålestribede slags. Regnedrenge. De kan deres tabeller og finder ikke deres svar i kaffegrums og horoskoper. De har derimod set i sol og måne, at det kommer til at knibe. Det kan gå galt. Vi må spænde livremme ind. Men bare rolig. Julefrokosten bliver ikke aflyst. Puha. Topskatten skal fjernes. Det er nemlig hårdt at være rig i disse alvorlige tider. Ja, det er i det hele taget ikke nemt. Men boligskatten, den bliver der ikke rørt ved.
Efter gode tider, med både Wienerbrød og chokolade, har den ØKONOMISKE KRISE lært boligejerne det ubehagelige ord recession. Jo, de stakkels boligejere har lidt nok. Det har bestemt ikke været en dans på Rhodos at være husejer på det sidste. Friværdien er styrdykket med op til flere procent, så de næsten har måttet aflyse ferien til Malta (der er toldfrit) og man har ventet med at skiftet bilen ud.

En sang kommer mig i hu:

Alt som var av søtt og godt
det er borte stort og smått.
Alt har børsten feiet bort,
det var veldig dårlig gjort!
Her er ikke noe nå -
ingen karameller små,
ingen loff med sirup på -
Å hvordan skal dette gå...

Å hvor skal vi bo i natt ?
Tanna her er slett og glatt !
Å jeg er så sint så sint
at jeg nesten flyr i flint !
Men det er nok ingen råd,
for vi er så altfor små.
Vi er trette begge to,
men har ingen sted å bo.

- Ja, hvad kan det ende med? Jeg spørger bare. Man ser overskrifterne for sig:

Oprørte boligejere besætter Kastrup lufthavn – 14 dage sydpå er en menneskeret

Illums Bolighus stormet af boligejere! – Alle har ret til et fedt køkken og en ny fladskræm.

Peberspray mod vrede boligejere. Politiet frygter flere optøjer.

Og inden længe får vi kilomenterlange køer foran herberg og varmestuer. Mariatjenesten og kirkens korshær bliver besat af desperate boligejere. - Men så galt går det nok ikke. Godt at der stadig findes vise mænd.

Selvstyre
Hey, der har været afstemning om selvstyre! Selvstyre, tænker I måske. Mener han ikke sæl-styre? Hehe…

- Men nej. Der er faktisk mange her i landet der både kan læse og skrive og som ikke sejler rundt ude på Christiania og/eller Christianhavns Torv. Og nu har de været til folkeafstemning om selvstyre og over 70% stemte aap - ja.

- Jeg fandt nyheden på DR’s hjemmeside. Ud fra placeringen, langt nede på hjemmesiden, så det ikke ud som det var noget der for alvor har interesseret dansken. - Måske har de siddet klistret foran skærmen og fulgt C20 index og Nasdaq og set verdens styrte i grus?

Hvad ved jeg. Men Søren Espersen fra Den Danske Folkeforening, benytter gerne lejligheden til at sige verden et par(småracistiske) sandheder. Espersen mente, at grønlænderne var blevet hjernevasket og havde fået olie på nethinden – i nævnte rækkefølge. Nu bliver I opslugt af USA, sagde han. Med andre ord, mener Espersen, at grønlænderne er nogle smådumme og fordrukne fangere. Og de kan selvfølgelig ikke administrere noget som helst, mindst af alt al den dejlige olie, der (måske) findes i undergrunden.

Jeg, der ikke kunne stemme, men dog alligevel har en stemme, skrev et indlæg til den udmærkede skolelæreravis Politiken. Jeg ved endnu ikke om Brandes og Hørup vælger at trykke mine ord. Men her er ordet frit. Så I skal ikke snydes:

Demagogen Espersen

Grønlænderne har stemt klart ja til selvstyre aftalen. Men Søren Espersen, mener at det udelukkende er sket fordi grønlænderne er blevet hjernevasket af en propagandakampagne. Landet kan ikke stå på egne ben, grønlænderne har fået oliemilliarderne på nethinden og uden Danmark og DF bliver landet nu opslugt af den store stygge ulv, USA, siger han.

Men da selvstyre kommissionen kom med forslaget til en selvstyreaftale mellem Grønland og Danmark var DF og Sørens Espersen på barrikaderne med advarsler om, at Danmark nu begik en historisk bommert. Hvorfor? – Fordi selvstyreaftalen blandt andet giver Grønland retten til den - formodentlig - meget righoldige undergrund. En undergrund som Espersen mener, bør tilfalde Danmark. – Måske ved Espersen noget om hvad det vil sige, at få oliemilliarder på nethinden?

Udtalelserne viser, at Espersen ikke mener, at grønlænderne er i stand til hverken at tænke eller handle selv. Det mener Espersen, at han bør gøre for dem.

Men grønlænderne både kan og vil selv. Og de er heldigvis fuldstændig ligeglade med hvad Espersen mener. Har Espersens udtalelser nogen som helst effekt, må det være at understrege, hvor vigtigt det er at Grønland har taget endnu et skridt mod selvstændighed.

Som dansker i Grønland er det derimod anderledes forstemmende og pinligt at være vidne til Espersens demagogi. Udtalelserne er gennemsyret af en herrefolksmentalitet, der ikke hører hjemme i det 21 århundrede.

Men disse ord vil jeg sige qujanaq (tak) og takuss (udtales dakuss og betyder vi ses)

ps Bemærk i øvrigt at det er muligt at efterlade kommentarer. I længden bliver det kedeligt at tale med sig selv.

Ikke et ord om tv

2008-11-17T20:55:00.004-03:00

Jagten
Og vi drog igen på jagt, stadig morgenfriske og forventningsfulde. Denne gang kunne det jo (igen) ikke gå galt. Vi havde hørt rygter om, at rensdyrene mange steder (så godt som) selv hoppede op i båden.
Men som andre Titanicer har måttet sande, så er det svært at spå, især om fremtiden og endnu mere når det gælder rensdyr. Faktisk var vi kun lige nået ud af havnen før motoren gik i stå. Det var en kedelig oplevelse. Båden drev og ankeret blev kastet og så lå vi der, ret hjælpeløse og ikke specielt ’potente på den jægeragtige måde’. Det viste sig, at der ikke var mere benzin på. Det var jo lidt uheldigt – nogle ville måske kalde det urutineret? (tåbeligt?) – for vi havde heller ingen reservetank. Nå, men der var heldigvis (forhåbentlig) andre der skulle på jagt. Godt for motoren, men omvendt kunne det jo hænde, at de andre jægere (dermed) ville komme først og skyde hvad der var at skyde, mens resten af dyrene ville flygte langt væk. Det havde vi prøvet før.

Der kom en båd til undsætning. Nogle muntre grønlændere, der sagde ’når der er nok nogle danskere der er på vej på jagt’ mens de fnisede lidt. Det var ikke så godt for vores moralske jægerhabitus, men desværre sandt nok. Ud over at fnise kunne de heldigvis også låne os lidt benzin og så kom vi af sted mod tanken (tanken er ikke det nogle mennesker går og får i tide og utide, men en tankstation, der sælger benzin og diesel til mere eller mindre tomme motorbådstanke). Vi nåede at gå i stå igen 200 m fra. Derfra blev vi trukket det sidste stykke af nogle andre hjælpsomme sjæle. Men al det hurlumhej havde taget 1 ½ time. Ikke en god start.

Da vi kom frem til det udvalgte sted på Nordlandet, kunne vi se en masse spor. Men det er jo ikke noget at servere til aftensmad. Vi så kun to dyr og de var allerede døde, skudt af en anden jæger, der smilede venligt og vinkede. Men naturen var flot.
Og nej, der var ingen dyr der hoppede op i vores båd.

Så i den korte version er jeg, med andre ord, stadig solidarisk med alle tiders mænd. I ved, dem der gennem menneskehedens historie er vendt tomhændet hjem fra jagt. Og faktisk kom jeg hjem endnu mere tomhændet end jeg drog af sted. For jeg mistede mit kamera. Jeg opfatter ellers ikke mig selv som en der går og mister sine ting. Så jeg mener jo nok at det var Klaus der tog et billede og lagde kameraet fra sig og gik. - Men det finder vi aldrig ud af. Det behøver vi jo heller ikke. For jeg ved, at det var Klaus’ skyld.

Vejret

I øvrigt vil jeg mene, at jeg som dansker ved et eller andet om dårligt vejr. Måske især som tidligere cyklist i Danmarks fire årstider – i tåge, blæst og regnlandet. Især om vinteren kan vi danskere byde på ret elendigt vejr. Men det kan Nuuk altså også. Det skal bare ganges med to, tre, fire stykker. Selv når vejret er allermest elendigt. Som lige nu fx. Altså, så man virkelig må knibe sig selv i armen. To grader, sjap i ankelhøjde, regn fra helvede og 25 meter blæst i sekundet. Så man tænker, at nu, nu kan det da ikke bliver værre? Men jo. Det kan det.
Fx siger vejrudsigten, at det vil blæse 30 meter i sekundet og at der vil være vindstød af orkanstyrke (over 40 m/sek).

Jeg sidder lige nu og håber (igen) at håndværkerne, der har lavet husets fundament har passet deres arbejde og ikke drukket for mange (af de dyre) øl og derfor liiige tænkt, at, skål, det holder sgu nok til vi er taget hjem haha. For det knager i hele hytten og huset står og rokker frem og tilbage (og det er ikke engang løgn).

Og ikke nok med det. Når det regner, så forsvinder sneen. Det er ikke godt. For ud over at sne er rar at se på, så lyser den også det hele op når det er mørkt. Forleden dag var der strømafbrydelse i hele byen, men det var nærmest lidt tusmørke og slet ikke så sort som vinteren i Danmark.

Apropos Danmark, så kommer jeg alligevel ikke til Randers her om lidt. Det bliver i stedet i uge tre eller fire. I stedet har jeg besluttet mig for at tage hjem til jul. Og det glæder jeg mig til.

Stenalderen revisited

2008-11-08T19:20:00.007-03:00

Her bor jeg. På 2. sal til højre på billedet.

Nå, men en læser har for øvrigt gjort mig opmærksom på, at jeg jo bare kan lade være med at tænde for skidtet.

Skidtet? - Ja. TV’et.

Jeg ser på min livecoach. Han nikker. Han er enig.

- Det er jo det jeg siger. De vil høre noget andet. De vil høre noget spændende. Verden er fuld af sure gamle mænd der peger fingre af verden.

- Men hvad skal jeg finde på?

- Skriv noget med at du har mødt ham muslimen Obama i Nuuk, eller hvad med at du var ved at blive ædt af isbjørne? Eller måske noget, der bekræfter deres fordomme, noget om stive grønlændere - uden tænder - der falder i søvn efter at være faldet i en bananskræl. Det skal enten være sjovt eller dramatisk, eller helst begge dele.

– Og du vil jo gerne være med i klubben ik´ Mulle?

Jo, tak. Vi vil alle samme godt være med i klubben. Og de utallige opfordringer til at skrive (tak Mor og Morten) gør selvfølgelig også indtryk på selv den køligste skandinav.

Nå, men jeg kan fortælle, at jeg får læst i en del bøger her, nu da kulde og mørket har sænket sig.

Det er egentligt meget passende. Lige efter efterårsferien blev det vinter. Først kom sne, siden lidt regn og så to storme og så blev det koldt igen. Det har været koldt siden. Koldt og klart. Solen går ned ved halv fire tiden og det er lyst omring otte om morgenen. Det gode er, at sneen knitrer under mine støvler, at nordlyset ikke kan beskrives med ord og at solen skinner og at luften er kold og klar.

Jagtsæsonen går på hæld. I morgen (søndag) er sidste chance for nærværende ambitiøse jæger-wannabe. I lørdags var Kjeld, Klaus og Jepper tidligt på færde. Godt pakket ind (og med mit storm post traumatiske stress syndrom (aktiveret over at være i en lille båd på det store hav) nogenlunde under kontrol) drog vi af sted. Vi sejlede 1 ½ time ind i Godthåbfjorden og var så taknemmelige over muligheden for at opleve den storslåede natur, at vi blev enige om kun at skyde to dyr.

Denne ydmyghed blev dog ikke belønnet af jagtguderne, for der var ingen, NUL, dyr. Det tætteste vi kom var spor efter en ræv - man kan sige at rensdyrene havde taget ræven på os – hvis man er lidt munter.

På vejen tilbage til båden ledte Klaus os igennem et tæt vildnis af buske og høje træer (dvs hovedhøjde). Her lykkedes det mig at falde og slå hovedet ned i en pind, hvorfor jeg – forståeligt nok – brokkede mig til vores guide (Klaus). Klaus er blandt mange andre ting historiker (hvorfor jeg kalder ham Klausewitz, efter en anerkendt (?) historiker af samme navn). Klausewitz, sagde jeg, hvor hele hule hævlede skal vi gå gennem dette vildnis? Se nu har jeg slået hovedet!

- Klaus svarede, at jeg bare skulle forstille mig vinterkrigen mellem Finland og Rusland i 1939. Det var sådan det var, sagde han. Og med den øjenåbner forsvandt mit brokkeri som dug for solen.

Ja, naturens muntre sønner var vi. Nærmest lidt berusede over det imponerende vinterlandskab. Det blev endnu bedre da vi mødte tre færinger før vi tog tilbage. De var også var på tur. De inviterede os rask ind i deres lille hytte til kaffe. Før kaffen blev kogt, som det hedder på de egne, skulle vi jo lige have lidt rødvin. Der går tre glas på en flaske kunne vi se og - for fanden, som Kjeld (der er meget økonomisk bevidst) konstaterede bagefter, det var en 120’er !! – den koster over 100,- kr!! Siden fik vi da også lidt kaffe og hjemmelavede boller og nogle røverhistorier. Jo, det var skam flinke folk. Efter denne opmuntrende oplevelse var vi klar til turen hjem til Nuuk. Glemt var det næsten, at vi kom tomhændet hjem. Næsten.
At komme tomhændet hjem er ikke rart. Jeg føler en form for slægtskab og sympati, ja, måske lige frem broderskab, med tidens tomhændet jægere? Med mænd i jæger/fanger samfund der igennem tiden kom hjem uden aftensmad.

- Det er ikke så godt for maskuliniteten.

- Måske er det derfor de store 4-hjulstrukne biler er blevet opfundet?

Så i morgen skal vi af sted ingen. Det huer mig ikke at stå op midt om natten. Men det huer mig at komme på jagt, så sådan bliver det. Vi skal til Nordlandet. Alene navnet lover godt. Det lyder som et vintereventyr.

Med alle de dejlige ting kan I måske forstå, hvorfor jeg ikke sidder meget bag skærmen og sende ord og tanker ud i universet. Uden at træde i det kan jeg konstatere, at der også foregår mere interessante ting end at sidde bag skærmen og taste der hvor I er. Måske er det godt. Så er ingen af os bevidsthedsmæssigt et andet sted.

Takuss fra Jeppe

Hr. Biedermeier og Jønke

2008-10-26T13:47:00.007-03:00

”På det jævne, på det jævne!
- Ikke i det himmelblå! -
Der har livet sat dig stæve,
Der skal du din prøve stå!
Alt, hvad herligt du kan nævne,
Alt, hvad højt din sjæl kan nå,
skal hernede på det jævne
fast sin rod i livet slå.”

(HV Kaalund)

Efter disse sandheder af en skønlitterær entre, vil jeg komme med en advarsel:

ADVARSEL!

Det følgende vil måske, sandsynligvis, kunne opfattes som kritik. Der er med andre ord mulighed for, at blive stødt på manchetterne - også for dem der ikke er helt sikre på om de nogensinde har haft manchetter (jeg tilhører denne kategori).

Trofaste læsere (?) har erfaret, at mine opdateringer fra overdrevet har ladet vente. Min livscoach har været efter mig. Han siger, at hvis kunderne ikke finder den vare de leder efter, så går de hen i en anden butik. Med et klik. Klik. Kunderne vil have oplevelser, siger han. Nej. Kaffe er ikke bare kaffe. De vil høre, ”…at kaffebønnerne har hentet den unikket karakter i et lavtliggende tropeland ved foden af bjerget Ngong, hvor selve Ækvators Linie trækker sig over Højlandet femogtyve Mil længere Nordpaa.”

Skriv noget. Ellers mister du dine markedsandele, siger han. Han har været Nille og jeg bonden Jeppe på Bjerget, og Crabasken Mester Eric har smurt mig saa eftertrykkeligt. ”Har du Lyst at tale med Mester Eric end engang? Har han, som Nille, spurgt i tide og utide.

Måske klikker kunderne over på DR 1 for at se Talent 2008 - eller måske over til Mikkel Kessler på TV2? Og med al respekt for vor tids heltes store landvinger og bedrifter, så er det forresten værd at overveje, sådan i et større perspektiv, hvilke af deres milepæle der, som Jellingestene, vil blive stående for eftertiden?

I går fx. Var der med sikkerhed ikke et øje tørt på Islands Brygge da vores allesammens Mikkel ’The Viking Worrier’ Kessler, med kroppen fuld af dødningehoveder, tævede de sidste hjerneceller ud en tysker ved navn, hmm, noget med D (eller var det B?), men han var fra Oldenburg.

Eller tag nu fx Jønke. Han holdt forleden hof for den samlede danske verdenspresse. Anledning var, at Jønke var blevet løsladt fra fængslet. Han var i Godaften Danmark, hvor han turde sige sgu og fandeme for åben skærm. Men charmerende, det er han. En årvågen journalist ville vide, hvordan Jønke mon havde det? – Jo, svarede Jønke fint fint, men han skulle snart på toilettet. Hihi og haha, så var der (igen) ikke et øje tørt, journalisterne tørrede tårenen væk og reporterede, at Jønke skam var den samme som han altid havde været. En slagfærdig og charmerende fyr. Med andre ord en rigtig mand, og en HELT! En rigtig helt. Ligesom Kessler, der ganske sikkert også kommer i God Aften Danmark i den kommende uge. Her vil han bliver spurgt, hvad han følte da han tævede ham tyskeren. For os danskere kan nemlig godt lide når nogle tæver dem fra Tyskland. Så bliver Rådhuspladsen helt fuld af folk, der skråler ”Døjtsland Døjstsland, alles ist forbei!” HAHA. Så kan de lære det!!

Efter nederlaget til Preussen i 1864 og skammen over den manglende modstand den 9. april 1940, da Danmarks blev taget med buksene nede af den tyske overmagt, har vor nation forstået at hylde den der har mod og mandshjerte til at fægte mod tysken med åben pande.

De færreste kan efterhånden huske Jønkes heltegerning, men hvorfor bekymrer sig om den slags?

Eller tag nu Talent 2008. DR havde været noget mere på stikkerne end undertegnede i forhold til prime eventen. På forhånd var jeg lidt skeptisk. Jeg havde set lidt af talenterne fra Gentofte Gospel. Men for mig var det som om ergoterapeuterne, SOSU'erne og gymnasielærerne fra Gentofte og omegn, i deres hvide tøj og anæmiske udtryk, ikke helt brændte igennem. Og det selvom de var frankeret af en welness mandsling, der hverken havde sparet på botox eller selvbruner. Faktisk fik jeg den tanke, at det maniske og konstante smil MÅ resulterer i, at bisserne skal bleges igen inden julefrokosten.

Men jeg blev da også straks mere rolig, da jeg torsdag kunne læse følgende på public service stationen DR’s hjemmeside:

””Der bliver ikke sparet på effekterne, og der bliver ikke sparet på talenterne," siger DR's underholdningsredaktør forud for aftenens store finale i Talent 2008.”

Det viste sig at være to drenge, der kunne danse præcis som robotter, der var de største talenter i 2008. Og effekterne var der ganske rigtigt ikke sparet på.

Og så er vi tilbage ved begyndelsen. Der er ingen tvivl om, at Grundtvig havde fat i noget da han skrev, at ved ”…Jorden at blive, det tjener os bedst.”

I dag kaldes denne litterære periode Biedermeier.

Hov, måske var det Biedermeier ham tyskeren fra Oldenburg hed?

Men vi slutter med en vejrudsigt:
Det har været koldt med sne og is i den sidste uge. Jeg cykler stadig, takket være mine pigdæk, og er også sund og rask og har det fint – også selvom jeg godt kan blive lidt gnaven på verden en gang i mellem.

Takuss

Om Hans Egede, Håbets Ø, Adam og kartoffelferie

2008-10-13T14:07:00.010-02:00

Efter sidste omgangs idiosynkrasier er jeg nu tilbage med en ny og up to date version med det mål at fastholde stake holders. Den megen snak om økonomisk krise gør indtryk - ordet skaber det det nævner - også her i stuen.

Jeg har derfor, i samråd med min livstilscoach, valgt en mere strømlinet (lean) coaching-stil.

Hvordan? - Jeg stiller de spørgsmål (jeg formoder) læseren vil være intersseret i at få besvaret, og jeg kommer dernæst med med svar.

Hvorfor? Brugerne skal have have det indtryk, at der er en personlig dialog. De vil føle, at de har indflydelse, at de bliver taget alvorligt og hørt og set. Dette vil efterlade dem med indtryk af at have fået mere igen, altså den tid (der som bekendt er penge) de bruger på dette organ (ROI - return on investment) er givet godt ud.

Hensigten er at kvalitetssikre brandet i en tid med øget konkurrence.

Så...

I sidste weekend var jeg på tur til Håbets Ø. Hvorfor? - Fordi turen var arrangeret for alle gymnasiets lærere. Håbets Ø er det sted saglig Hans Egede slog sig ned da han i 1721 kom til Grønland. Da danskerne jo efter Reformationen i 1536(+/-) havde protesteret mod katolikkerne og var blevet protestanter, kunne der ikke være tale om katolikker i kongeriget, så det var på sin plads at også danskerne i de mere afsides egne fik denne besked.
Man vidste at vikingen Erik den Røde var taget til Grønland ca. 721 år tidligere og da han så at det var lunt, grønt og godt, slog han sig ned (måske slog de også andre ned, jeg ved det ikke). Nordboerne bosatte sig i fjordene omkring Nuuk og et sted længere sydpå. Hans Egede skulle finde disse potentielle katolikker og lære dem at protestere.

Sekundært kunne Hans jo fortælle de indfødte hedninge, om arbejdslivets glæder og forresten, at alt hvad de vidste om verden var forkert, og at alt hvad han sagde var rigtigt. - Og at hvis de var i tvivl, så kunne de skam selv se efter i en bog.

Men nordboerne var som sunket i jorden. Dette både i overført betydning og bogstaveligt. De kloge (det er ikke mig) er kommet med forskellige forklaringer på nordboernes forsvinden. Jeg hælder mest til en kulør forklaring med UFO’er og/eller for mange vaniljekranse. Men det er mere sandsynligt, at deres forsvinden skyldes, at temperaturen var faldet. Så nordboerne, der levede af markens planter måtte sande, at selvom agerjorden var forbandet, så de måtte spiste deres brød og kartofler i deres ansigts sved (som var Guds straf til mænd siden Adam, den sjuft, havde ladet sig lokke af Eva til at tage en bid af frugten fra træet midt i haven), gik det alligevel fra slemt til værre - og til sidst til endnu værre.

Så slut med nordboerne og tilbage til Hans Egede.

Når man ser stedet, står det klart, hvorfor han måtte kalde stedet Håbets Ø. Hvorfor? Fordi øen er vindblæst og isoleret, der er meget langt til den nærmeste Seven-Eleven og den ligger omgivet af en masse undersøiske rev, der gjorde at mange skibe gik på grund. Der har været god brug for opbyggelig tale.
Måske svarer det lidt til sloganet Flink, Flinkere Fona. Enhver der har været i Fona ved, at det er mere ønsketænkning end virkelighed, hvorfor det vel primært er opfundet som moralsk oprustning til indvortes brug, så at sige. Som det antydes var det op ad bakke for Hans.

Hvorfor?

- Måske fordi de lokale hedninge havde svært ved, sådan uden videre at acceptere, al den snik snak om skaberen, hans værk, treenigheden og om straf og synd. Især det med at (vi) alle er født syndere var (er) da også lidt besynderligt. Men selvom de var hedninge var de flinke og høflige folk, og de ville gerne lytte til missionærens ord. Det er jo god tone at lytte til hinanden. Men de havde svært ved at forstå, hvorfor missionærerne så ikke ville lytte til, hvad de fortalte? - Men det var hvad man kunne forvente - de var jo hedninge.

Men det var mest forældreløse børn, der kom i Hans Egedes varetægt. En kilde fra den tid giver et indtryk, af hvordan missionæren blev opfattet: ”Der er kommet en fremmed mand over det store hav fra vest. Han stjæler drenge og giver dem tyk suppe med skind til føde (grød) samt tørret jord fra sit land” (skibskiks).

Da missionen var betalt af Bergenske købmænd, var Hans Egede under et vist pres, for købmændene ville se kroner og ører og/eller varer retur til Bergen. Da missionsforetningen ikke gik godt forsøgte Egede i desperation blandt andet at lave guld. Resultatet blev ikke guld, men en eksplosion der forgiftede hele hytten, så en grønlandsk pige døde, mens andre blev syge. Hans Egede forsøgte sig også med et forslag om, at hedningene skulle betale en slags skat til ham, men det blev heller ikke en store succes.

Hans og kone boede på Håbets Ø fra 1721-1728, hvorefter de flyttede til det der i dag hedder Nuuk, og som engang hed Godthåb. Selvom han kom med tørre skibskiks, grød og en masse ord som ingen forstod er der alligevel rejst en statue af Hans Egede her i byen. Tja, måske er der noget om den der står i den bog Hans Egede talte så varmt om? I hvert fald trives kristendomme og har det godt her. Det er (som så meget andet) lidt af et mysterium for mig.

Hvorfor?

- Fordi historien foregår for 2000 år siden i et fjernt land der tilmed flyder med mælk og honning, så livsvilkårene er og har været meget anderledes. Der er ikke mange fællesnævnere. Men måske er det fordi mange af de ting, der står i den bog, sådan noget med, at du skal elske din næste som dig selv, og at du ikke må slå ihjel, er så tilpas almene at man kan kalde det hvad man vil. Nogle kalder det kristendom.

Men det må I spørge jeres religionlærer om. Nu er historietimen slut. Vær venlig at sætte jeres stole op inden I går. Tak for i dag.

Og nå, ja, i denne uge har jeg efterårsferie. Det er en god opfindelse. Det var vist oprindelig en ferie, hvor det var meningen, at børnene skulle hjælpe med at grave kartofler op ad jorden. Jeg køber mine kartofler i Brugsen, men ferien falder nu alligevel på et tørt sted. Jeg har hængt lidt med den nederste del af ryggen i vandskorpen i den seneste tid, så nu har jeg lavet en god lang ’to do’ liste. På listen står - "forbered historietime om Håbets Ø". Det er gjort.

Og så står der 'drikke kaffe og høre musik.'

Takuss

Om Erasmus, Jesus og om Jorden, der er flak som en pandekage,

2008-10-03T17:01:00.011-02:00

En anden kritisk læser har givet udtryk for, at jeg efterhånden har visse ligheder med Holbergs Erasmus Montanus. Efter at have set mig i spejlet er jeg kommet frem til, at jeg mere ligner fx Brat Pitt eller Mads Mikkelsen. - Men det har alligevel givet mig lidt at tænke over, for hvordan var det nu med denne Erasmus?

Rasmus Berg var navnet, men efter at have taget en bid af æblet fra visdommens træ i Kjøbenhavn vender han tilbage til landet og nu er det danske navn ikke længere fint nok. Han har jo udstået sine examina og har derfor det latinske navn Erasmus Montanus. Han afskriver næsten broderen Jacob. For det går jo knap nok at have en bondeknold som bror, når man er så klog og fin, og i hvert fald går det perfecto kun, hvis denne (broderen) titulerer den lærde philosophiæ baccalaureus (Erasmus) Monsieur Montanus.

Som det antydes er Erasmus lidt af en klovn og øretæveindbydende ud over det sædvanlige. Som man råber i skoven kan man få svar, og det viser sig da også at brændet ender med at falde ned over den fine 'Månsør' Montanus. Det sker pudsigt nok da Erasmus ikke vil æde sine ord om, at jorden er rund, men derimod flak som en pandekage. - At jorden er flad kan enhver jo se med det blotte øje! Men intet menneske er en ø, i hvert fald ikke ret længe. Og tæsk og trusler om at blive indkaldt som kanonføde i uniform hjælper Monsøren på plads, jo jo, jorden er skam flad!!

Mon jeg er på vej fra Grønlands svar på Brad Pitt til en bedrevidende, klogeåge der sidder på et isfjeld og peger fingre af verden? Løftede pegefingre kan man selvklart godt blive træt i længden.

Hmm…Måske tid til selvransagelse?

For mig at se, hvis jeg skal tage de lommepsykologiske briller på, hov, der var de sørme – Så kan al den sarkastiske skælden og smælden måske ses som en form for besværgelse mod hjemve?

For, jo, jeg synes da at jeg er langt væk hjemmefra. Og mens jeg går og er på materialistisk detox og er steget af rotteræset, kræver en del af mig (som en anden Natasja) Danmark tilbage. Dette noget vil have ”en cafe Latte til mit ugeblad (selvom jeg sagtens kan leve uden holderen til barnevogne), sommerhus i Monaco og at købe sko og blomster og al det der ballade, score en model og knalde himmelsengen ned, tage på NASA og blive skudt af sted og ende med at vade hjem fordrukken og ked.”

Det er i hvert fald en dårlige idé at skide i sin egen rede. Og mindst af alt har jeg lyst til at blive mødt med rådne æg og tomater når jeg næste gang sætter fod på dansk asfalt. Eller endnu værre. Af ingenting. Så jeg har besluttet af skrue lidt ned for spydighederne. Hvis jeg kan..

(En lille replik til ovenstående…så sagde ham der Jesus blandt meget andet, at os mennesker jo ofte ser splinten i vor broders øje, men ikke bjælken i eget. En klog mand m/k (der ikke var Jesus og Erasmus) tilføjede, at det nogle gange kræver en bjælke for at se splinten… Nå, men ikke mere doceren fra gymnasielæreren).

Hvis jeg vender blikket fra min navle til verden, kan jeg berolige jer med, at de nordlige og lettere hengemte egne af rigsfællesskabet endnu ikke har drejet nøglen om på grund af DEN ØKONOMISKE KRISE!!!

I tv kan vi se og høre en masse slips vriiiide deres (usynlige?) hænder, mens luftkasteller og andre økonomiske korthuse falder i grus. Mon verden består? Jeg håber det.

Måske får danske husejere ikke fem gange mere for huset end det de har betalt. De må nøjes med fire gange.

Jeg hørte en meget alvorlig professor eller den slags berolige de urolige med, at hvis man har under 300.000 kr. i banken, så er der ingen risiko. Og uheldet skulle være ude, så man har mere end 300.000 kr. på kistebunden, så kan det være en fordel af dele pengene på flere konti.

Jeg ved ikke helt hvad den gode Erasmus ville sige til det. Men hvis dette er økonomisk nedtur, - Ja, så er det da nedtur på 1. klasse.

Men hvad. Orkesteret spillede jo stadig mens Titanic gik ned, så det kan jo være, at vi kun har set toppen af isbjerget (hvis I fanger sådan en lille munterhed).

Personligt er jeg mere bekymret for min studiegæld. Vil den mon blive taget fra mig?

Til dig der var med hele ven rundt om jorden. Nu til noget helt andet.

Vejret: I dag regn hele dagen. Men i næste uge bliver det koldt. Ned til minus 10 grader C og fredag er det efterårsferie. Og det holder jeg af. Begge dele.

Og ikke nok med det. Jeg har også fået en appelsin i turbanen! Et HF center i Randers har fået kroner til en udvekslingrejse. Nogle tager til Paris og Rom, men jeg skal til Randers med mit idræt tilvalgs hold. Vi skal møde borgmesteren og det hele.
Det glæder jeg mig til. Og det med Randers ved jeg i hvert fald vil passe min gamle ven Kristian Madsen, der må være den største Randers fan jeg kender (Kristian og Henning Primdahl). Førstnævnte er altid liiige et hestehoved foran.

Det bliver sidste uge i november. Så har I lidt tid til at lade tomater og æg rådne…

Tak og Takuss fra Jeppe

2008-09-26T16:51:00.017-02:00

Breaking news fra Nuuk

En kritisk og opmærksom læser har sendt mig følgende:

"Hedehøges trækrute kortlagt
Hvilken rute flyver hedehøgen, når den hen på sommeren forlader Danmark og flyver syd på for at overvintre i Afrika? Det spørgsmål giver to hedehøge svaret på. De er nemlig blevet ringmærket med små satellitsendere af Dansk Ornitologisk Forening. Den ene forlod landet 13. august og nåede via det østlige Tyskland, Tjekkiet og Italien frem til Afrika. Efter et stop på ti dage i Tunesien er den nu formentlig fremme ved sit vinterkvarter i Niger. Den anden høg er nået knap så langt. Han (hedehøgen, ikke biologen, red.) forlod Danmark en måned senere, og sidste melding om ham (igen hedenhøgen, red.) er fra Bruxelles-området. Læs mere på www.dof.dk."

Pludselig står det lysende klart: Jeg kan nu meget bedre forstå, hvorfor vores ven, biologen, var så fraværende…

Måske havde han netop fået ’the breaking news’? Hvor om al ting er må det være såre trist, at have dedikeret sit liv til at redde hedehøgen og så finde ud af at man bor i Grønland.

- Mon ikke en kombination af disse to informationer har taget hårdt på biologen?

Nok om det.

Det har været en blæsende kold, men klar solrig dag, og her til aften er blæsten taget til. Jeg sidder og ser ud over havet, hvor bølgetoppene nu er hvide (ok, jeg ser også lidt på skærmen). Godt tænker jeg. Godt at jeg ikke er derude på søen. Og godt at jeg kan sidde her, med fast grund under fødderne, i min varme stue. Jeg drikke veltilfreds lidt kaffe og ser på lygtepælen der svejer i vinden.

i dag er det onsdag, og onsdag er min lange dag. Seks idrætstimer og to mellemtimer giver nærmest et 8-16 job – hvilket jeg som udgangspunkt da gerne vil have mig frabedt.

Koldt og klar skrev jeg. Og der er nu faldet en hel del sne på Sermitsiaq og på Store Malene – ja, selv Lille Malene er blevet hvid i toppen. Jeg, den friske idrætslærer, dikterede selvfølgelig undervisning ude og overhørte de mange formaninger a la: ”- Skal vi ikke nok være inde i dag? - Please. - Jeg bliver forkølet. - Det er alt for koldt. - Jeg har ikke udendørs tøj med. Og endnu engang - Please”. Jeg mindede dem om at de var grønlændere og der var ingen kære mor, for snart skal vi være inde i fem mdr. i træk. Og som en god formynder er jeg klar over, at de unge mennesker er meget bevidste om hvad de vil, men ikke hvad de har brug for. Det ved jeg: BØJ, STRÆK og LØB efterfulgt af kolde afvaskninger. Altså, legemsøvelser tilsat ro, renlighed og regelmæssighed.

Apropos regelmæssighed så skylder jeg at fortælle lidt om min nye by Nuuk.

Som den trofaste og opmærksomme læser vil erindre, så skulle Nuuk og jeg se hinanden lidt an inden vi blev venner. Men jeg kan nu, med en vis tilfredshed, mærke at jeg trives bedre her. Det er en lille by og jeg møder efterhånden nogle gange folk jeg kender. Så siger jeg godaw (her er mange jyder) og/eller aluu eller hilser på den grønlandske måde med store øjne og ved at løfte øjenbrynene. Ja, det sker endda nogle gange at jeg hilser på folk jeg ikke kender. I tænker nok; hør hvad er den af? Og dette ville da også være nærmest ganske uhørt i byen, hvor jeg har boet de sidste mange år. I kongens København gælder det jo om at have meget meget travlt - eller i det mindste at se sådan ud. Vi og de kører gerne i store (og helst endnu større) biler og er nok (ganske sikkert) på vej til et vigtigt møde. Det hænder dog, at der trædes ud af bilerne, men så tales der nok i mobiltelefon på vejen og er gangen er ganske målrettet og man ser ret frem - og ikke til siden, og ikke tilbage.

For en udenforstående kan denne adfærd synes anstrengende. Men forklaringen er den, at tid jo er penge og at dem der har travlt nok er meget betydningsfulde, sådan VIP-agtige: Mediefolk, politikere, kendte i al almindelighed, ansatte i PR-bureauer eller andre af samfundets pinger, kan man tænke sig. Og så er det jo ganske klart at der jo ikke tid til, så at gå og hilse på andre.

Nuuk er jo en ganske lille by (sådan set i et globalt perspektiv) og her er der ikke så mange pinger og VIP’er. Og ved du hvad? - det er faktisk meget rart sådan at gå og hilse på mennesker man ikke kender. Min gode ven Morten Findstrøm sagde engang de vise ord (som jeg håber aldrig at glemme): ”Omhu breder sig som ringe i vandet”.

Venlighed er en omhyggelig måde at omgås hinanden på, synes jeg. Travlhed og stress er en anden måde at omgås hinanden på. Det breder sig også, men forhåbentlig ikke over Atlanten til Nuuk.

En af mine kollegaer oplevede for noget tid siden at tabe sit digitalkamera på Lille Malene. Det var jo ret ærgerligt, for der var mange gode stunder foreviget. Han vendte tilbage dagen efter for at lede men uden held.
Et par dage efter bankede det på døren. Det var en politibetjent der spurgte om ikke de manglede et digitalkamera, og jo, jo. - Jamen, så værsgo og tak for det.

Kameraet var fundet og indleveret til politiet. Betjentene havde set billederne igennem og havde kunnet genkende huset på nogle af billederne.

Se, det var vist en opbyggelig historie.

Forleden dag spiste jeg brunch på en restaurant her i byen. Det var en fødselsdagsgave fra en god veninde(bare rolig, ingen ødsel her). Og så sad vi der, venlige og veluddannede danskere i alderen 28-39, rundt om bordet og spiste de skønneste retter. Vi talte om forskellige ting, som man nu gør. Om vores fædreland, om vejr og vind. Et andet emne var ’gode brunch steder i København’.

Den slags emner, som man ikke skal pege fingre af, sætter ikke desto mindre nogle tanker i gang hos mig. Den samme fornemmelse fik jeg, da jeg efterfølgende så et indslag i DR1's tv-avis.

Tv-avisen kunne berette om mord, vold, krig og andre modbydeligeder. Men ikke nok med det. Og nu bliver det spændende!

(Jeg må først indrømme, at jeg har byttet lidt om på kronologien for at bevare spændingsmomentet så længe som muligt, jf berettermodellen).

- Synes du at opfindelsen er en god idé? Spurgte journalisten, der havde studeret i mange år, for at være i stand til at stille lige præcis den slags skarpsindige spørgsmål.

Den kernesunde lyshårede kvinde med barnevognen svarede, at hun simpelthen ikke vidste hvordan hun nogensinde havde kunnet leve uden. Og hun tilføjede derefter, nærmest spontant, og dog med dybfølt ærlighed, – Det er ganske simpelt en genial opfindelse!(Journalisten, der lavede indslaget, havde nemlig gjort sig den ulejlighed, at lave en lille forbrugerundersøgelse på Sct. Hans Torv, selvfølgelig).

For jo, det viser sig nemlig, at endnu en genial opfindelse har set dagens lys. Det drejer sig, som du naturligvis allerede har gættet, om cafe latte holderen til barnevogne. Opfinderen (der til og med er en pæredansk kvinde) udtalte i indslaget, med slet skjult skam i stemmen, at hun før i tiden måtte sætte cafe latten (altså, den varme, men eksotiske drik fra de fremmede egne) ned mellem de små pusselanker i barnevognen. Men så en dag.

Men så en dag!

Men så en dag:(her går jeg over i dramatisk nutid) kvinden får den (jeg tøver ikke med at skrive, den geniale) idé at lave en cafe latte holder til barnevognen! Og opfinderen er en handlekraftig kvinde og som sagt, så gjort.

Indslaget sluttede med en konstatering af at cafe latte holderen nu sælges, nej, ikke kun på Østerbro, men så langt væk som i Frederikshavn!!

Se, det bekræfter den gamle sandhed om at ’nød lærer nøgen kvinde at spinde’.

Med endnu en opbyggelige historie, der efterlader menneskeheden med lidt mere håb om en bedre verden, siger jeg tak og takuss for denne gang.

Ps. se i øvrigt og evt. nye billeder på http://picasaweb.google.com/JepperBP/Nuuk6September08#

2008-09-20T12:30:00.013-02:00

Hedehøgen

Efter den noget voldsomme oplevelse på havet (kloge hoveder har informeret om at det var resterne af den onde orkan Ike. Men hvad ved jeg?) har jeg nu igen fast grund under fødderne. Hvis man er lidt munter (det er jeg nu og da) kan man sige, at det er gået fra vejrdag til hverdag. Og med den slags stormende vejrdage er det godt.
Mange har spurgt hvorfor vi dog tog af sted nu da der var storm på vej. Men sagen er den - var den - at vi ikke vidste bedre. Vores livslinie på landjorden var en lidt verdensfjern biolog, der har dedikeret sin færden på denne jord til at redde den truede hedehøg (som vist på billedet). Han var åbenbart så optaget af denne ærværdige gerning at han i farten helt glemte at give den nyttige information om stormen der var på vej videre til os. Det havde nu været meget rart at vide. Men hvad. Det er svært at lave omelet uden at knække æg, som man siger, og set i en større sammenhæng er mennesker er jo ikke ligefrem en mangelvare på denne jord. Hedehøgen derimod…

Man skal vælge sine livliner med omhu, har jeg lært.

Nå, men nok om det. Nu var jeg hurtig til at skrive, at det var blevet hverdag igen. Det er ikke helt rigtigt. Faktisk er det sådan at Nuuk i disse dage synes koloniseret af en hel hær af grå skæg og måner, forvaskede skovmandskjorter, lærredsbukser der er trukket godt op over navlen, (så de bliver endnu mere for korte) og de obligatoriske hvide tennissokker i Ecco sandalerne eller jacoformsko.
- Hvad laver alle de skovmandskjorter mon i Nuuk? Er der tale om en invasion af det ’grå guld’ der nu indtager Nuuk i stedet for at nyde deres opium med Søndags BT, sangria og grisefest under sy(n)dens sol på Costa del Sol?
Svaret er at der skal laves en ny gymnasiereform da den gamle reform var og er en gammel dansk HF reform, hvor Danmark er streget ud og Grønland er skrevet oven på retteblækket. De fleste der har sat deres ben i Grønland ved, at der er forskel på de to lande, og i en tid med en gradvis løsrivelse fra den tidligere – og nuværende – kolonimagt skal reformen selvfølgelig tilpasses virkeligheden.

Jeg hørte en interessant radioudsendelse forleden hvor to de begreber 'forventninger' og 'erfaringer' blev sat overfor hinanden. Som ung har man mange forventninger og få erfaringer. Det giver ofte megen dynamik, men ikke altid fornuftige valg. Som ældre har man ofte mange erfaringer, men knap så mange forventninger. Det giver så det modsatte af dynamik. Hvis dette forholdes til skovmandsskjorteinvasionen var det tydeligt at en del havde forventninger om at det nok vil blive værre med en ny reform. Men hvad værre var, så var der også en klar forventning om, at der blev serveret kaffe fra morgenstunden i forbindelse med workshoppen. Det var ikke tilfældet (der var først kaffe kvart over 9) og det gav en del dynamik, - FOR HVAD FANDEN ER MENINGEN?! – det var tæt på overskrifter som; BLODBAD PÅ GYMNASIET I NUUK. Så galt gik det nu ikke og det er selvfølgelig, (og heldigvis) muligt at have både mange erfaringer og mange forventninger til fremtiden.
Jeg har fx også forventninger, men knap så mange erfaringer som gymnasielærer. Og for sådan en som mig er det lidt underligt, ja, måske endda lidt forstemmende, at se sig selv 20-25 år ældre. Nogle vil ligefrem sige; hør her unge mand. Er det egentligt ikke vældigt flabet af sådan en opkomling, at gå og pege fingre og drille den ældre generation?
Jo, er svaret. Men den der kender mig vil være klar over, at selvom jeg ikke holder ubetinget af forvaskede skovmandsskjorter og hvide tennissokker i sandaler, så er jeg er stor tilhænger af kaffe med blødt brød (chokolade). Måske er det det der bekymrer mig?

Det er sikkert blevet noteret, at jeg har været lidt ude med riven efter mit fædreland. Jeg tror at der bliver sat gang i nogle ting og tanker når man/jeg flytter til et andet land. En ting jeg holder meget af ved at være her, og bestemt ikke savner, er det hæsblæsende tempo og den allestedsnærværende støj a la ’goddaw jeg hedder dit og dat og jeg har et godt tilbud til dig’. Tænk en gang, jeg er efterhånden så gammel at jeg kan huske pausefisk og prøvebillede på tv. Disse små afbræk og tænkepauser lyder næsten som noget fra Johannes Ewalds tid. Men ikke her. I KNR er der velsignede pauser mellem udsendelserne. Der bliver vist nogle billeder af den skønne natur og spillet lidt jazz og anden rar musik. Ja, faktisk er pauserne ofte bedre end udsendelserne. Jeg har været ude efter det moderne ’public service’ kræmmermarked Rabbatten og den slags; ”Der (modigt) tager springet ned i en verden af gode råd til at spare virkelige penge i din hver dag. Rabattens arkiv rummer sparetips om bilpærer, restaurentbesøg, sadelkøb, træpillefyr og uendeligt meget mere.” - Uendeligt mange flere uendeligt gode råd til at spare virkeligt uendeligt meget på de forvejen uendeligt mange gode tilbud, der giver så mere indhold i den uendelige ligegyldighed.
Eller hvad med public service programmer hvor ejendomsmæglerne kan gætte hvad denne skønne liebhaverbolig i Hellerup koster? Min opfordring til mit fædreland er: Sæt farten lidt ned. Hold pauser og hør lidt jazz eller anden rar musik.

I går aftes sluttede workshoppen om reformen og vi var derfor ude og opleve Nuuk by night. Men først to oplysende indslag: 1. Som det vides må jeg vist kategoriseres som uhensynsfuld ikke-ryger. 2 Der er ingen rygelov i Nuuk. Tilbage til Nuuk by night.
Grunden til de to overstående informationer er at de fleste grønlændere ser ud til at ryge (det må være langt over 100%!!). Og det kræver derfor en hel del målrettethed, ihærdighed og en vis portion dødsforagt at tygge sig igennem den beskidte luft der findes rundt om byens puls. Det havde jeg i fredags (der var ikke så meget tilbage lørdag..) Hvis rygning generelt er en dårlig idé. Så kræver det ikke den store handelseksamen at regne ud at idéen ikke bliver bedre af at en pakke her koster 80 kr. for tyve stk. Men Nuuk by night er, ud over de mange gratis smøger i luften, en god oplevelse. Jeg har endnu ikke været på byens diskotek (det hedder Manhatten), men på Gothåb Drukhus (det hedder nok Bryghus) kommer alle for at få en hyggelig aften. Det er dog så stinkende dyrt at købe noget som helst, at der ingen mennesker er før kl 01:00, men så lyder gong gongen og folk og fæ strømmer ind, som til januarudsalg i Magasin, hvor man bare kan spare SÅ meget. Der bliver spillet de obligatoriske sing a long kopinumre af det litauiske tre mands orkester, så der ikke er et øje tørt (måske er det mest pga røgen) Men kl 03:00 tændes lyset og så sejler ung som gammel op eller ned ad åen og de fleste vågner vel op et eller andet sted og tænker et eller andet med, at nu gør jeg det aldrig igen.

Nå men.

Apropos dårlige idéer så fandt jeg forleden min cykel stående uden forhjul. Der lå så et andet forhjul ved siden af. En avekat havde med andre ord byttet sit forhjul ud med mit. Ja, selvfølgelig fordi avekattens eget dæk var punkteret.

Den slags er måske liiige friskfyrsagtigt nok til mig. Og jeg har efterfølgende måtte trække cyklen (med min Eccosandaler) ned for at få en ny slange. Fåk.

Inden jeg siger farvel, kan jeg sige at vejret her er blevet koldere og den første sne er faldet i byen. Det er tidligt, siger de. Det er tidligt siger jeg. Men den tykke tåge har vi ikke oplevet på det seneste og faktisk skinner solen en del. Det er dejligt og for første gang (siden jeg var 5 år) glæder jeg mig lidt til vinter.

De siger at vinteren er smuk her. Jeg siger at vinteren er smuk her.

Slut prut

Stormen kom i løbet af ti minutter

2008-09-16T17:32:00.005-02:00

Det havde været en god dag. Vi havde været oppe kl 6 og lede efter rensdyr, vi så ingen, men oplevede derimod dagens komme med sol og klar blå himmel i smukkeste landskab længe set.

På vej mod Nuuk var der havblik. Vi skulle sejle i 4 timer og langsomt begyndte vejret at ændre sig. Det blev overskyet og begyndte at regne. Vi skulle hente lidt ting og sager fra lejrturen i Paradisdalen ca en times sejlads fra Nuuk. Mørket var begyndt at falde på, og jeg havde helst set at vi havde ladet tingen ligge til en dag med lys og sol da det nu regnede kraftigt. Mens Klaus og jeg var i gang med at fragte tingene ud til båden blev Karen ombord med Gabriel på 4 år. Det blæste nu kraftigt og vi var to mand om at hive ankeret op fordi vinden trak i båden. Og i løbet af få minutter var vi, Karen, Jeppe, Gabriel og Klaus tæt på enden i den lille båd. Jeg, (den knap så kække) landkrabbe fra 2750 Ballerup Centret, var måske nok den der først fik hjertebanken og følte dødens klamme ånde. Men Klaus, der har boet i Nuuk i 11 år havde aldrig oplevet noget lignede. På et tidspunkt kunne den rimelig store motor ikke klare mosten og vi var hjælpeløse som en lille fjer på et frådende hav. Var vi kæntret ville vi være druknet. Vandet er koldt og dybt og ingen overlever mere end en halv time og der var ingen der kunne hjælpe.
Men motoren, og dermed vi, fik fat igen og vi søgte langsomt mod nødhavn. Vi siger jeg. Men jeg lå nederst i båden og klaprede tænder og var ikke til anden hjælp end 80 kg kød og knogler i bunden af båden. Jeg klamrede mig til den 4 årige dreng, vist mest for min egen skyld. Nødhavnen var svær at se. Ud over mørket piskede vinden vandet mod båden og den kraftige regn gjorde sigtbarheden meget dårlig. Men nødhavnen blev fundet og vi kom lidt i læ. Vi var dog kommet for tæt på et skær og vinden pressede båden mod stenene og vi valgte at springe for livet over på land. Vi bandt båden, så godt vi kunne til klipperne, på det vi troede først at det var en ø. Øen viste sig dog at være en lang mole og vi krøb mod lyset fra husene. Vi bankede på et vilkårligt hus og de flinke mennesker kørte os fire forkomne størrelser hjem.

Efter at have sundet os lidt og fået tørt tøj på tog vi tilbage for at se om båden kunne reddes. Det var ikke et kønt syn. Vinden var taget lidt af, men det var blevet lavvande og båden var kæntret og lå i overfladen med bunden i vejret. Vi forsøgte at gøre noget, men blot fire meter fra kysten kan der være 100 m dybt og det var natten mellem søndag og mandag, regn og rusk og en båd fuld af vand er tung. Så det eneste vi kunne gøre var at trække den så langt ind i nødhavnen som muligt. Jeg kom hjem kl 02:00 efter at have været på farten i tyve timer. Lige nu er det mandag morgen og jeg sidder i min seng og hører vinden og regnen tromme mod ruden. Det var en rystende oplevelse og jeg har gået lidt rundt om mig selv og forsøgt at samle tankerne. Stormen var blevet varslet, men da vi tog af sted fredag var vejrudsigten fin. Vi skulle selvfølgelig have tændt skibets radio for at sikre os at det fortsat så fint ud søndag. Det vil jeg forslå næste gang. Derudover skulle vi nok have taget redningsveste på. Altså, jeg lå helt bogstaveligt oven på redningsveste uden at overveje at tage en på. Det siger mig et og andet om manglende overblik. Der blev målt vindstød op til 38 m i sekundet og vejret her er ikke til at spøge med. Det vidste jeg godt. Men nu ved jeg det endnu mere.
I øvrigt kom der ingen rensdyr med hjem. Vi så ingen dyr, men til gengæld hørte jeg stilheden og oplevede efterårets farver, det blå hav, den kolde klare luft og de høje hvide tinder. Og det er ikke så lidt.

2008-09-08T17:42:00.003-02:00

Aluu igen.
Jeg er just hjemvendt fra en tur til Præstefjorden, der ligger ca. 2 timers sejlads fra Nuuk downtown. Jeg var af sted med Klaus, der også er lærer på gymnasiet, og hans søn på 4 år. Planen var at vi skulle fiske og gå på jagt efter rensdyr (men selvfølgelig også drikke en kop kaffe, se ud over havet og snakke om stort og småt). Med til historie hører, at jeg jo er (det er jeg jo) blevet den stolte indehaver af en fin jagtriffel (hvilket gør at min diæt mestendels fremover kommer til at bestå af havregrød). Dette (det med riflen) ser jeg som en investering i min nye tilværelse her i landet. Og det skulle være nu for rensdyrjagtsæsonen er i fuld gang. Nå, men ikke, flere forklaringer.

Men I kan forstå at jeg derfor var fint tilfreds ved udsigten til muligheden, selvom den var ringe. - Der var selvfølgelig det aberdabei at båden vi skulle sejle i havde haft nogle motorproblemer. Og jeg har (siden) lært at motorproblemer på joller i Grønland skam er en alvorlig sag. Dette blandt andet fordi her er farligt langt mellem ditten og datten, og fordi det ofte er mere end tvivlsomt, at ’der sandsynligvis lige kommer nogle forbi’ og forbi vejret skifter hurtigt, og fordi havet er koldt og dybt, og fordi bølgerne er store og fordi vinden sagtens kan blæse en toupé af, hvis man er udstyret med en sådan.
Det var vi ikke (udstyret med toupé), men vi havde fint humør, så vi drog friske af sted. Altså, der havde været en mekaniker og klappe lidt på motoren. Så slog han en skid og bevægede hovedet op og ned. - Så den skulle være i orden. Det er vist bedst at gifte sig ind i en familie med mekanikere, eller selv at være det, eller den slags, her i byen. For ellers kan det åbenbart være svært at finde en ansvarsfuld og grundig mekaniker. Hvorfor ved jeg ikke.
Men efter to timer i en lille båd på det store hav kom vi frem til den beskedne fangerhytte i fjorden. Og efter kaffemik og en bid brød gik vi lidt rundt og så jageragtige ud. Uden dog at få dyr i kikkerten eller fisk på krogen - for den sags skyld. Vi aftalte at stå tidligt op og prøve lykken. Som sagt så gjort. Kl 6 var vi på farten igen. Igen uden held. Som rigtige jægere blev vi enige om, at det nu var tid til en lille lur. Efter denne, og en lille kaffetår, besluttede vi at komme ud med krogen på havet. Men så sagde motoren ikke VROOONNN, men bare et forkølet host. Og jf. overstående er det bad news. Hvem ved? Måske var det batteriet? Måske kølede motoren ikke? Måske måske...(find evt. selv på flere muligheder).

Det korte og det lange var, at vi måtte tilbage til hytten og bede til Vorherre om en sejlende mekaniker (der vist er ligeså sjældne som rensdyr omkring Præstefjorden), eller en venlig sjæl der ville komme forbi og have os med på slæb.

Det hører med til historien at Klaus har boet i Nuuk i 11 år og selvom han ikke er mekaniker, så var fjorden valgt ud fra hensynet til den knap så driftsikre motor. Forstået på den måde, at der kan komme både sejlende (hvilket er grunden til at der sjældent kommer rensdyr). Og sådan gik det. Så vi fik et lift af en af mine 1. g'eres forældre i en stor, hurtig og flot båd. Og nu da Klaus nok ikke kommer til at læse dette, kan jeg godt sige og skrive, at det ærligt talt passede mig fint. For blæsten var taget til, og at sidde i den lille plimsoller med skrantende motor havde været i kategorien under nærdødsoplevelser for landkrabben fra Jonstrup (mig).

Så meget klogere sidder jeg nu i min varme stue en søndag aften og tænker lidt over forskellen på DK og Grønland. Og der er mange. Her i landet kan hvem som helt gå ind og købe et skydevåben og ammunition. En jagttilladelse koster 50,- på posthuset. I Danmark skal man tage prøve og søge om tilladelse og registreres (med mindre man er med i Hjemmeværnet…) og den slags, som vi holder så meget af. Det er jo sikkert meget fornuftigt at våbnene flyder i gaderne i et lille land ude ret meget natur.I det hele taget er vi danskere ret fornuftige. Og hvis jeg må være så fri (hehe, det må jeg jo nok) så vil jeg spørge om det mon, on nogle gange, kan blive for meget med al den fornuft?

Hvis det er tilfældet, at det protestantiske fornufttyranni bliver internaliseret i alle danskere, er det i det tilfældet at der hersker en anden indstilling til fornuft her til lands. Dette viser sig på mange niveauer. Lad mig nævne et par stykker:
Af de mere nære kan jeg skrive, at der har været husspektakler hos underboen. Det var omkring den 1. hvor en del af indkomsten (og noget af bloktilskuddet) forsvinder ned i leveren på folk og fæ her i landet. Uden at kende detaljerne er her hvad jeg tror der skete:

Efter rigelige indtagelser af opløsningsmidlet alkohol ville kvinden (eller var det manden?) ikke åbne døren. Derfor kastede han/hun sten mod ruden fra gaden. Det var ikke den slags småsten som prinser/prinsesser kaster for at vække den slumrende udkårne med små bank på ruden, for to af ruderne var smadrede og selve facaden, der er lavet af et tyndt materiale, minder om Berlin efter 1945.
Den slags spektakler er der jo ikke patent på her i landet. Men min (sparsomme) oplevelse er, at det er et eksempel på at menneskelige følelser som vrede og frustration er stærkere end fornuften. Jeg tror at de fleste jeg kender nok ville overveje om det nu var det værd. Altså, hvor det meget det mon ville koste at ødelægge facaden på et 1 ½ år gammel hus. Billigt er det i hvert fald næppe.
Et andet eksempel (af den mere kulørte slags) er at kønssygdomme er ret udbredte blandt grønlandske unge. Mens de danske ungersvende og møer selv i de mest intime stunder hører Luther kalde, har de grønlandske unge øjensynlig ikke så travlt med at efterleve overjeget og fornuftens dommedagsbasuner om sikker sex.

Nu kan man måske mene, at overstående er lommesociologi af værste skuffe og i øvrigt lyder meget som Danmark. Så lad mig komme med eksempler der er mere skudsikre (sic!):

Det er mig en stor fryd at leve et sted, hvor der ikke er seven eleven på hvert gadehjørne, eller McDonald’s for den sags skyld. Tro mig. Vi kan godt leve uden. Her er heller ingen reklamestøj overalt i gadebilledet og i æteren. Det passer mig storartet at jeg ikke behøver at forholde mig til alverdens tilbud så snart jeg går ud i det offentlige rum eller tænder for radio eller tv. I et hele taget kører mediemøllen ikke så hurtigt her.
Det er muligvis ikke så godt for demokratiet, da de journalistiske vagthunde vist ikke har overdrevet skarpe tænder her, men det er godt for andre ting.
Fx kan den der er in absentia godt få den tro at Danmark er blevet et ragnarok af knivstikkeri og skyderi. Oh, frygt og rædsel. Denne selvforstærkende og allestedsnærværende utryghed kan brede sig som en steppebrand. Den eneste fornuftige løsning må være at alle må begynder at gå med skydevåben eller kniv for at kunne forsvare sig selv. Det, og derefter melde sig ind i DF, så der kan komme mere politi på gaderne og så vi kan få sendt alle de skydegale knivstikkere hjem til Gaza og Libanon, og hvor de nu ellers kommer fra. Men ikke nok med det. Hvad gør vi ved den terrortrussel? - Den kan vi ikke sende hjem. Lad det være sagt det samme. Terrortruslen er vi lykkeligt fri for her. Selvom Osama (eller er det Ondsama?)Ben Ladens arm er lang og ond – meget lang og meget ond – tror jeg de fleste er enige om at den ikke når helt til Nuuk. Så mens man i resten af den vestlige verden synes at være enige om at den største risiko i verden er terrorangreb, er vi her i Grønland fritaget for denne fare.

Fra denne fredelige og ophøjede position (i hvert fald rent geografisk) må det være på sin plads at gøre opmærksom på, at sådan noget som vaniljekranse har flere liv på samvittigheden end terrorangreb i Danmark. Alligevel er det ikke den lurende fare fra Karen Wolfs bagværk der skaber skræk og rædsel, men derimod et skægget fantom fra Langbordistan, der synes at stå klar bag hvert et gadehjørne med sin morderiske turban fyldt med onde bomber. Så puha og tak til Bush, Fogh og ikke mindst Pia Kjærsgaard for at vi ved et sandt lykketræf overlevede endnu en dag i den krig de kalder samfundet. Ikke underligt at vi trænger til en kop kaffe efter sådan en omgang, og hvad mon der findes i skåle ved siden af kaffen? - Vaniljekranse! Aha.
Hvem ved? Måske ejer den rævesnu Ben Laden rent faktisk Karen Wolfs vaniljekransbagerier? Vågn op Holger Danske. Kom frem fra dine tomter! Det er nu Danerne har brug for dig!
Nå, men nu skal jeg nok holde op med at drille. Det er jo ret nemt at sidde her på en klippe højt mod nord og pege fingre af andres frygt og bæven.

Jeg vil slutte med noget mere fredeligt. Vejrudsigten. Dagen aftager med 15 min i døgnet og det kan godt mærkes. Det er endnu mere efterår nu og mere er på vej. Vi nærmer os tiden for efterårsstorme, så jeg må se at komme ud og se mens vejret endnu er til det. Onsdag skal jeg forhåbentlig ud og fiske og jeg glæder mig til at kunne skrive at jeg ikke kun går rundt og ser jægeragtig ud, men både af navn og af gavn er deerhunter, måske snarere reindeerhunter

Takuss fra Jeppe

Nuuk #3

2008-08-27T17:42:00.001-02:00

I de sidste par dage har vejret været dejligt. Nærmest lidt lunt i solen. I weekenden bliver det vist helt op til 15 grader! - Ikke dårligt. I tænker sikkert, hvad skal al den snik snak om vejret gøre godt for? Men vejret er skam meget vigtigt. Det betyder enten inde eller ude. I må tænke på at ud over at det er meget længere lyst (og der ikke er så mange sure leverpostejsdanskere i gadebilledet) er der samme temperatur her som i en dansk november. Om natten har temperaturen været under frysepunktet og den første sne er faldet på Store Malene. Det holdt ikke så længe, men nogle siger at det er tidligt. Så det gør jeg nu også: Det er tidligt.

Forleden dag fyldte jeg jo år. Og tak for de mange lykønskninger. Det varmede mit hjerte i den kolde klare luft. Men den kolde luft gjorde alligevel, at jeg måtte finde huen frem. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har haft hue på den 23. august. Men sådan noget som at fylde år kan jo godt sætte nogle følelser i gang, selv hos en kølig nordbo. Selvom jeg jo har samlet på grønlandske frimærker, boet på værelse med Herman Møller fra Paamiut i 1991, været i Qaanaaq og derfor nærmest praktisk talt er gammel grønlænder, så må jeg altså stadig knibe mig selv lidt i armen. Den krystalklare og tørre luft. Duften af hav. Og højden til loftet.. Det at man kan se langt gør også et eller andet. Til bjerge, havet og himlen. Det er voldsomt og jeg føler mig ofte meget lille. Det virker som lang tid siden jeg forlod mit fædreland. 14 dage kan virke som lang tid. Men det er selvfølgelig også fordi jeg har oplevet en hel del. Når jeg går og får hjemve, så ligger der heldigvis en tunnel lige i nærheden og der kan jeg gå ned og trække den beskidte luft ned i lungerne. Det er næsten lige som at være i Køben. Og jeg kan se tv avisen med Rabatten og Kontant og Penge om hvor man kan spare på dit og dat, og hvorfor det ene forsikring selskab er bedre og hvad for en bank der gjorde dit og om OK benzins priser og pis mig i øret med den hæslige kræmmermentalitet. Rundstykke, jeg mente det ikke. Det er jo bare ’prisbevidsthed’ og ’rettidigt omhu’ og ’god købmands sans’. Nå, men nu er jeg jo næsten dansker i november.
Forleden dag var jeg ude og sejle med en kollega. Vi skulle fragte en masse udstyr til en lejrplads som 1. g’erne skal overnatte i. Og selvom jeg ikke er meget for at indrømme det, er jeg vist noget af en landkrabbe. Den lille plimsoller gyngede faretruende og jeg bad mit fadervor flere gange. Men frem kom vi efter et par timer. Og på vejen tilbage var der tid til at fiske lidt. Og fiske det holder jeg af. Især når der en sjælden gang kommer noget på krogen. Og det gør der her. Det er som om EU kvoter og sejlende fiskefabrikker ikke har kunnet tømme det store lager her. Heldigvis. Det var i Nuuk fjorden (der i parentes bemærket kan rumme hele Færøerne) og jeg hev den ene torsk i land efter den anden. At der var så mange at de nærmest kunne være fanget med en kost betød mindre. Da jeg stolt kom tilbage med fangsten fik jeg af vide, at det jo bare var fjordtorsk og at de til nød kunne bruges til fiskefrikadeller. Men det siger jeg ikke til nogen. Og så fiskefrikadeller blev der skam ud af skidtet. De får nok ikke alverdens kokkehuer til at savle, men det er nu rart at fange sin egen mad.

Nuuk 2

2008-08-17T17:41:00.002-02:00

Nuuk den 14. august 2008

I dag har vejret været slemt. Jeg bor på et fjeld, ja, hele byen ligger faktisk på de bare sten. Men min lejlighed ligger højt. Det er rart. Udsigten er god. Store Malene (et af byens fjeld) ligger lige ved. Jeg kan næsten nå derover. Det føles i hvert fald sådan. Det regnede kraftigt i nat og blæsten var hård. - Bare nu huset holder, tænkte jeg, der mellem drøm og virkelighed. Huset holdt. Men det var bedst at være inde døre.

Efter min lidt kedelige entré og det slidsomme ’brun sovs og kartovler med brillantine i håret sømandshjem’ er jeg nu rykket op i hierarkiet. Til den dyre ende af byen. Jeg er flyttet ind i min lejlighed og den er meget fin. Jeg bor i tre værelser i fin og ny ejendom i Nuuks forstad Nuussuaq. Her er ingen fulde mennesker uden tænder og jeg har både opvaskemaskine, vaskemaskine og tørretumbler der funkler, og det hele er så nyt og fint at det er svært ikke at få aktiveret min rengøringsmani ved synet af det mindste skidt. Jeg har masser af plads og mange møbler. Faktisk så mange at jeg nu bruger det ene værelse som pulterkammer. Lejligheden var delvist møbleret, så jeg har nu tre sofaer, 11 spisestole, to skriveborde, to skrivebordstole, to senge etc. Så det er lige før jeg kan invitere de fleste af dem jeg kender på én gang. - Så det er hermed gjort. I behøver i hvert fald ikke at bo på sømandshjemmet.

Gymnasielærere, eller for den sags skyld seminarielærere, er ellers ikke noget der gør det store indhug i bloktilskuddet. Vi/de får mindre i løn end en folkeskolelærer. På den baggrund kan jeg godt affinde mig med at bo her oppe i det nye hus på den forblæste klippe. Jeg har ca. ti min på cykel til arbejde og ud over vinden og regnen er her fred og ro. Hvis jeg går ud af døren (og det gør jeg) og fem minutter modsat byen står jeg på en lysløjpe, som jeg kan håber på at få glæde af når vinteren kommer.

Mit indtryk af byen er blevet bedre efter jeg har fået mit eget sted. Det er slidsomt ikke at have et sted at bo. Men nu da jeg kan høre P1 på radioen, drikke varm kaffe, spise chokolade og har fået min cykel kan jeg smile lidt til verden igen. Jeg har været i svømmehal, der er fin og ny og minder lidt om den i DGI byen, på biblioteket, i fitnesscenter, på cafe og på arbejde for første gang i går og i dag. Det gik godt. Altså ud over alle de ting som jeg skal huske og som jeg allerede har glemt hvad er. Men sådan er det jo at begynde et nyt sted. Jeg var i hvert fald godt træt i låget da jeg kom hjem, men efter en kop ta kaf og en lille løbetur i den fine natur var jeg ok frisk til at læse lidt og stege fisk. I går var der lærermøde og i dag havde 1. g’erne deres første skoledag. Jeg er i et lærerteam for 1. R. De virkede søde (og var meget imponerede over at jeg sang en grønlandsk børnesagn for dem:). I næste uge begynder 2. og 3. g. Så går det i gang for alvor. Men godt at weekenden er opfundet. Ellers måtte vi se at få det gjort.

Efter arbejde i dag var jeg for første gang nede i den gamle del af byen. Hvis jeg havde set denne del først havde jeg nok modereret mit sidste udbrud en smule. Det er ret fint med gamle huse og hov, hvem er det der går der? Goddag Hans Egede! - Det var sandelig en overraskelse, at møde Dem her.

Men tiden går ikke så hurtigt her. Dette ses blandt andet via en del monopol - der vist aldrig har været godt for forbrugerne. Tag nu noget helt tilfældigt. Fx Internettet. Jeg har hos monopolet Post og Tele betalt ikke mindre end 1000,- for en ’velkomstpakke’. I pakken er der en håbløs langsom internetforbindelse, hvor jeg samtidig skal betale for forbrug. Nu vi er ved velkomstpakker så var der slagtilbud i Brugsen på 40 kr. for en liter frisk mælk, eller hvad med tyske iceberg til 37,-? Jeg valgte at købe et kilo rødfiskfilet til 50,- Rensdyrjagten er gået ind så der er meget frisk og billig fiks og kød at få på ’Brædtet’ (det sted hvor nogle af de lokale fiskere/ jægere sælger deres fangst). Hos boghandleren kan jeg købe Weekendavisen for 50,- og det er vel at mærke samme dag som den udkommer i Danmark og i det hele taget mangler der ikke noget her. Der er en del økologiske varer i Brugsen. Det er de flyfriske grøntsager der koster.

På tv’et har jeg mulighed for at se én kanal. KNR. Kalaallit Nunaata Radio sender DR 1og nogle DR 2 programmer forskudt. Hvis jeg vil kan jeg med endnu en ’velkomstpakke’ se alverdens ligegyldigheder, men KNR dækker fint mit behov.

Ud over at jeg savner dem jeg kende og holder af har jeg det fint. Jeg ser frem til at få lidt mere overblik over undervisningen og skolen men mon ikke det kommer. I næste weekend skal alle lærerne på telttur i Paradisdalen. Og det lyder jo godt, at komme en tur til paradis.

Kærlig hilsen

Jeppe

Nuuk 1

2008-08-10T17:47:00.000-02:00

Nu nuu Nuuk

”And when I put my arms around you I’ll be looking over your shoulder for something new.”

Måske tænker I at ovenstående passer godt på jeres udsendte?

- Meeeen det gælder ikke i alle tilfælde. Man kan ikke sige at jeg er blevet omfavnet af Nuuk. Og man kan heller ikke sige at jeg har omfavnet Nuuk. Ikke endnu i hvert fald.

Jeg sidder på mit værelse her på Sømandshjemmet (Hmm…mon man vidste at jeg er en slags sømand?). Gardinerne er trukket for. Klokken viser 07:44, men i DK er det næsten middag. Uden for vinduet er det overskyet. Det var det også i går. Og det bliver det sikkert igen.

Men vi må lige lidt tilbage i historien.

Hjemme fra Afrik til to dages vemodig afsked og (alt) for mange bolde i luften. Fik nået det meste af de praktiske ’to do’. Men sådan egentlig jordforbindelse var der vist ikke tale om. Fik pakket mine 40(0) kg i rygsække lørdag morgen og kom for en gang skyld af sted i god tid efter en nat med mange tanker og meget lidt hvile. I lufthavnen var alt kaos. Transportbåndet virkede ikke og vi protestanter ved at tid er penge, og vi finder os fandme ikke i noget pis! Så er det sagt. Og det blev det.

Men ud over brok er lufthavnen også tid og sted for afsked. En kvinde foran mig kunne ikke holde tårerne tilbage (hvorfor skal man i grunde det?), og selvom jeg var mutters alene, var jeg solidarisk og fik selv vand i øjnene. Men nu skal vi ikke rive os med af følelser…

I kaoset blev min heftige overvægt ikke noteret (Der var den igen: Tid ER penge). Lettere lettet over dette faktum og lettere stresset over fremtid og med den deraf følgende angstens sved løbende blev jeg igen luftbåren og var på vej mod mit nye liv.

Over Grønland blev jeg så saglig over det storslåede landskab at ingen ord rækker. Sdr. Strømfjord var en velsignelse. Solen varmede og landskabet var, ja, storslået. Efter lidt kaf og snak om løst og fast med Michael og Thyge, der bor i Nuuk, af sted mod Nuuk. Under mig natur der larmede så meget i sin storslåethed at jeg måtte aflede min uro ved at skærme udsynet med en avis. Da vi nærmede os Nuuk fløj vi ind i tågen. På jorden var det koldt uden sol. Der var ingen modtagelseskomite med blomster og Dannebrog, men jeg kunne genkende en kommende kollega fra et billede og kastede mig over ham. Meget flink fyr (- desværre havde han en Tottenham kasket på. Han har nok ikke hørt om West Ham endnu:). Jeg kom med i en taxi og gennem ruden kunne jeg se min nye by.

Et ret besynderlig oplevelse. Blev indlogeret på Sømandshjem. Og efter lidt retræte i form af varmt bad og OL på tv vovede jeg mig ud - og det er her det med omfavnelsen kommer. Det var ærlig talt en ret forstemmende oplevelse, der selvfølgelig skal ses i lyset af at jeres udsendte var ret tyndhudet pga. ængstelighed, afsked, rakkerliv, træthed, jetlag etc etc. Men altså. Gaderne var som støvsuget for liv. Containere, smadrede flasker og gråt i gråt. Gik på Cafe Chili, der viste sig at være en tarvelig, tilrøget, kinesisk-thai-friture joint. Så jeg gik igen. Ind i Supermarked, på vejen fik jeg et: Hva’ glor du på Danskesvin? Slynget efter mig af et par unge (fejlfrit dansk – de må have haft en god lærer). Jeg skyndte mig videre og købte lidt nudler i kop og rugbrød og gik hjem og takket være min medbragte el-kedel og spegepøls fik jeg lidt aftensmad. Trak gardinerne for og trak dynen op over hovedet.

Ikke lige det jeg havde drømt om.

Men inden jeg pakker ned igen husker jeg mig selv på livet har lært mig at der er dårlige dage og gode dage. Og søvnen har gjort godt. Jeg trænger til lidt retræte efter den megen progression. Det er vist på sin plads. Det er på sin plads. Trækker mest vejret i den øverste del af mine lunger. Det er vist et tegn på at det har gået lidt for hurtigt i den seneste tid.

Men vejrudsigten siger solskin i eftermiddag og det kan jo næsten kun blive bedre…og for lidt siden kom jeg tilbage fra en tur til min nye adresse. Det ser meget fint ud og hov, nu skinner solen allerede!!