torsdag den 25. juni 2009



BUM, BUM. Kongesangen blev afsunget kl. 8:26, afsunget må det vel næsten hedde i det meget fine selskab:

”Katten står og krummer ryg,
men forstyrres af en myg;
barsk han den med poten slår
og igen som hofmand står.
Moder klapper barnets kind;
se, hvor sødt det sover ind,
drømmer om de engle smukke
i sin lille, pæne vugge.”

Arj, ok. Det var ikke den. Vi prøver igen:

”Kong Kristian stod ved højen mast
i røg og damp.
Hans værge hamrede så fast,
at gotens hjælm og hjerne brast.
Da sank hvert fjendtligt spejl og mast
i røg og damp.
Fly, skreg de, fly, hvad flygte kan!
hvo står for Danmarks Kristian,
hvo står for Danmarks Kristian, i kamp?”

Ja, fly, skreg de, som flygte kan. I røg og damp. Dronningen kom og skød med en kanon. Det var kl. 8:23 og kl. 8:24 blev der råbt Hurra, hurra. Derefter, som skrevet, den dramatiske Kongesang. Den kongelige højhed hendes majestæt Dronning Margrethe den 2. af Danmark tampede dog ikke så hjelm, så hjerne brast. Og tak for det. Hvorfor det synes passende, at afsynge den slags volds/nationalromantik står ikke helt klart, men for mig synes sangen ligeså håbløs altmodisch som selve monarkiet. Der er en af mange ting jeg ikke forstår. Det er måske fordi jeg nok er mere republikaner end monarkist. Men hov, hvad er det?

Solen skinner og Nuuk er fuld af glade mennesker i nationaldragter og flag i hænderne. Det er den 21. juni 2009. Nationaldag og den dag det nye selvstyre indføres.
Salen er fuld af folk i fint tøj. Hov, der sidder Thor Pedersen, og der Statsministeren, der Line Barfoed og der Mary og Prinsgermalen!! - De spiser og taler. Der er billeder på tv fra gallamiddagen i kulturhuset. Jeg spiser også, og det er næsten som at være der selv. Og nu kommer to operasangere, jo, skam vaskeægte grønlændere, i fint tøj såmænd. De synger noget jeg ikke forstår. På engelsk tror jeg. Men jeg kan se, at det er finkultur. Og den slags er jo fint i sig selv. Folkeligt er det næppe, men denne aften er det ikke folket, der er i centrum. Det er spidser og VIP’er, suk, siger den forsmåede gymnasielærer, - bare det var mig der var så fin, at være inviteret - og forstod opera. Men de første skal blive de sidste og det er aldrig for sent, at få en lykkelig barndom.

Men bedst som al den fornemhed når kvalmestadiet bliver der spillet op til dans. Og der står Kjubæk Klast med selveste Dronningen af Danmark, Margrethe den 2. og de danser!! Den gamle ræve røde IA’er (og hashpibe) svinger rundt med hele Danmarks dronning. De er alle mennesker! Vi er alle mennesker! Gymnasielæreren får en klup i halser og stiller fanerne (og molotovcocktails) ind i skabet igen. Jeg var ellers kommet i tvivl med al den sæcuriti, der har været i anledning af det fine besøg. Der skal en del anstrengelser til at bremse Nuuk trafik, da den er meget beskeden. Men det lykkedes alligevel de ihærdige og alvorsfulde unge mænd med ledninger ud af ørene og stilrene jakkesæt. Barnevogne og gamle damer blev set på med mistænksomme øjne, blev gennet væk og pludselig lurede farerne overalt. Selv i den ret så fredelige by Nuuk. Uha uha, hvor er verden farlig og hvor er de vigtige disse mennesker. Men måske er det i virkeligheden omvendt? Måske er det os almindelige mennesker, os kasteløse, der bliver beskyttet mod de kongelige og kendte? Så vi bliver frie for at fly og flygte, så både hjelme og hjerner brast? – Nå, ja, det er jo bare en tanke.

Dagen før nationaldagen var det snevejr, så det forbigår jeg i tavshed.

I den virkelige verden har jeg med gode skib Benedicte (og skibets medejere Klaus og Kåre) været en tur i bygden Kapisillit, som bedre lader sig gengive i billeder.



Båden sejlede frem og tilbage og det lover godt for jagt, fiskeri og udeliv efter sommerferien.



Og i går dansede blomsten af den grønlandske ungdom rundt om Kassassuk i deres flotte nationaldragter. Det ses også bedste på billeder, men I må nøjes med at se dem siddende.

Og til slut en tak til alle jer (mange) trofaste læsere, men også til de mere løsagtige, fortravlede og irriterede. Jeg holder nu sommerferie, men vender mere eller mindre frygtløst tilbage i midten af august. Takuss

fredag den 5. juni 2009

(gen)Født den 2. juni



Det kan jo være, at der har været en notits på et tidspunkt, men her, hvor disse ord skrives (den 3. juni) står der ingenting på dr.dk. Der står simpelthen INGENTING. Altså. Man kan læse om, hvor mange gange en japaner (måske ham på billedet) søgte porno på nettet og man kan hjælpe Morten Olsen med gode råd til startopstillingen mod Sverige. What the fuck! Er det et udtryk for den generelle mentale økonomiske krise i DR eller er det bare herrefolkets arrogance i yderste potens? Svæver Hans Egedes onde ånd stadig over vandene? - Jo, den opmærksomme læser vil huske, at det i dette organ er blevet fortalt, hvordan Hans Egede skam var meget optaget af at fortælle grønlænderne en hel del. Men også at han var knap så interesseret i en egentlig dialog. Faktisk var han ret ligeglad (NB! det er noget jeg har læst og dermed ikke selv oplevet..).
Men lige meget hvad grunden er, så er det pinligt og jeg skammer mig over denne håbløse mangel på interesser.

Men. Jeg ved jo at I er langt mere begavede og nysgerrige end gennemsnittet og bare fordi verden er at lave skal I jo ikke snydes. Der er nemlig sket et vaskeægte jordskred i grønlandsk politik. ’Sneskredsvalg’ som den uambitiøse skolelæreravis Politiken i et meget muntert øjeblik (på lærerværelset) havde fundet på at kalde det. Hø hø.
Men altså, den med gummistøvler har åbenbart også fået nok af at se de samme gamle fuskere stå og mumle i portvinsskægget. IA vandt mod alle skrevne og uskrevne regler stort over Siumut, der jo ellers havde været PARTIET i Grønland siden 1979. Her i Nuuk fik IA halvdelen af de afgivne stemmer.




Og her til aften må jeg æde lidt af mit sure opstød i mig igen. For jo, der var skam blevet plads i DR’s tv-avis til det grønlandske valg. Valgets store vinder blev dog kaldt Kleist Kuupik i stedet for Kuupik Kleist, men hva faen, det er jo et underligt navn, så den kan jo smutte. Spørg bare Egede Hans.

Den kønne unge journalist have oven i købet ulejliget sig med et par spørgsmål til Kleist Kuupik. Og hvad skal man dog spørge sådan en om??

Tja bum bum. Hvad med noget om visioner, håb og drømme? Nej, drop det. Hvad så med dette: – Hvad vil du gøre for at undgå den nepotisme og kammerateri, der har været så udbredt under den forrige regering? (…for det ved vi jo godt hvad I tænker på deroppe. Når I vel at mærke tænker noget overhovedet, for det meste af er i jo fulde eller skæve eller begge dele). Det sidste sagde hun dog ikke. Kleist Kuupik forsøgte sig med noget om, at IA havde en klar politisk dagsorden, og tak til Klubek Kejst, sagde journalisten for nu skal vi til noget anderledes interessant, nemlig noget mere om den pornoglade japaner. Arj, ok. Jeg ved godt, at jeg måske er lige ivrig nok i min bitternes. Så jeg lader sagen ”JeppeBP mod Danmarks Radio (og hele det danske folks) manglende interesse for Grønland” falde for denne gang. Men tag jer I agt. Vi er flere end I tror!

Og i dag er det jo Grundlovsdag. Som svoren tilhænger af demokratiet (for ligesindede) og som kolonialist mener jeg jo nok, at det bør være en helligdag, også i denne del af Rigsfællesskabet. Men næ nej. Nationaldagen her er den 21. juni. (Det er så en søndag). Så jeg har pænt måttet møde på arbejde i dag fra 8 til næsten 16. Fy. Jeg forventer et snarligt indgreb fra Kjubæk Kajst. Og så har jeg jo fået Bente og Per på besøg. For nye læsere kan jeg oplyse, at det er mine forældre. Så ud over demokrat, IA’er, halv bitter gymnasielærer er jeg nu også tour guide. Og det med fornøjelse. I aften har vi spist frisk torsk fra brættet, drukket vin og hørt Trille mens solen uden held forsøger at gå ned udenfor. En dejlig aften har det været. Så skal vi slutte med en opsummering, så er torsk og godt selskab en god kur mod sure opstød. Og inden jeg får set mig om sidder jeg med en latte duppio, Gucci briller og et Euroman på Skt. Hans torv (som jeg rent har glemt hvordan staves?).
Ses vi?