Nuuk #3

I de sidste par dage har vejret været dejligt. Nærmest lidt lunt i solen. I weekenden bliver det vist helt op til 15 grader! - Ikke dårligt. I tænker sikkert, hvad skal al den snik snak om vejret gøre godt for? Men vejret er skam meget vigtigt. Det betyder enten inde eller ude. I må tænke på at ud over at det er meget længere lyst (og der ikke er så mange sure leverpostejsdanskere i gadebilledet) er der samme temperatur her som i en dansk november. Om natten har temperaturen været under frysepunktet og den første sne er faldet på Store Malene. Det holdt ikke så længe, men nogle siger at det er tidligt. Så det gør jeg nu også: Det er tidligt.

Forleden dag fyldte jeg jo år. Og tak for de mange lykønskninger. Det varmede mit hjerte i den kolde klare luft. Men den kolde luft gjorde alligevel, at jeg måtte finde huen frem. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har haft hue på den 23. august. Men sådan noget som at fylde år kan jo godt sætte nogle følelser i gang, selv hos en kølig nordbo. Selvom jeg jo har samlet på grønlandske frimærker, boet på værelse med Herman Møller fra Paamiut i 1991, været i Qaanaaq og derfor nærmest praktisk talt er gammel grønlænder, så må jeg altså stadig knibe mig selv lidt i armen. Den krystalklare og tørre luft. Duften af hav. Og højden til loftet.. Det at man kan se langt gør også et eller andet. Til bjerge, havet og himlen. Det er voldsomt og jeg føler mig ofte meget lille. Det virker som lang tid siden jeg forlod mit fædreland. 14 dage kan virke som lang tid. Men det er selvfølgelig også fordi jeg har oplevet en hel del. Når jeg går og får hjemve, så ligger der heldigvis en tunnel lige i nærheden og der kan jeg gå ned og trække den beskidte luft ned i lungerne. Det er næsten lige som at være i Køben. Og jeg kan se tv avisen med Rabatten og Kontant og Penge om hvor man kan spare på dit og dat, og hvorfor det ene forsikring selskab er bedre og hvad for en bank der gjorde dit og om OK benzins priser og pis mig i øret med den hæslige kræmmermentalitet. Rundstykke, jeg mente det ikke. Det er jo bare ’prisbevidsthed’ og ’rettidigt omhu’ og ’god købmands sans’. Nå, men nu er jeg jo næsten dansker i november.
Forleden dag var jeg ude og sejle med en kollega. Vi skulle fragte en masse udstyr til en lejrplads som 1. g’erne skal overnatte i. Og selvom jeg ikke er meget for at indrømme det, er jeg vist noget af en landkrabbe. Den lille plimsoller gyngede faretruende og jeg bad mit fadervor flere gange. Men frem kom vi efter et par timer. Og på vejen tilbage var der tid til at fiske lidt. Og fiske det holder jeg af. Især når der en sjælden gang kommer noget på krogen. Og det gør der her. Det er som om EU kvoter og sejlende fiskefabrikker ikke har kunnet tømme det store lager her. Heldigvis. Det var i Nuuk fjorden (der i parentes bemærket kan rumme hele Færøerne) og jeg hev den ene torsk i land efter den anden. At der var så mange at de nærmest kunne være fanget med en kost betød mindre. Da jeg stolt kom tilbage med fangsten fik jeg af vide, at det jo bare var fjordtorsk og at de til nød kunne bruges til fiskefrikadeller. Men det siger jeg ikke til nogen. Og så fiskefrikadeller blev der skam ud af skidtet. De får nok ikke alverdens kokkehuer til at savle, men det er nu rart at fange sin egen mad.

Nuuk 2

Nuuk den 14. august 2008

I dag har vejret været slemt. Jeg bor på et fjeld, ja, hele byen ligger faktisk på de bare sten. Men min lejlighed ligger højt. Det er rart. Udsigten er god. Store Malene (et af byens fjeld) ligger lige ved. Jeg kan næsten nå derover. Det føles i hvert fald sådan. Det regnede kraftigt i nat og blæsten var hård. - Bare nu huset holder, tænkte jeg, der mellem drøm og virkelighed. Huset holdt. Men det var bedst at være inde døre.

Efter min lidt kedelige entré og det slidsomme ’brun sovs og kartovler med brillantine i håret sømandshjem’ er jeg nu rykket op i hierarkiet. Til den dyre ende af byen. Jeg er flyttet ind i min lejlighed og den er meget fin. Jeg bor i tre værelser i fin og ny ejendom i Nuuks forstad Nuussuaq. Her er ingen fulde mennesker uden tænder og jeg har både opvaskemaskine, vaskemaskine og tørretumbler der funkler, og det hele er så nyt og fint at det er svært ikke at få aktiveret min rengøringsmani ved synet af det mindste skidt. Jeg har masser af plads og mange møbler. Faktisk så mange at jeg nu bruger det ene værelse som pulterkammer. Lejligheden var delvist møbleret, så jeg har nu tre sofaer, 11 spisestole, to skriveborde, to skrivebordstole, to senge etc. Så det er lige før jeg kan invitere de fleste af dem jeg kender på én gang. - Så det er hermed gjort. I behøver i hvert fald ikke at bo på sømandshjemmet.

Gymnasielærere, eller for den sags skyld seminarielærere, er ellers ikke noget der gør det store indhug i bloktilskuddet. Vi/de får mindre i løn end en folkeskolelærer. På den baggrund kan jeg godt affinde mig med at bo her oppe i det nye hus på den forblæste klippe. Jeg har ca. ti min på cykel til arbejde og ud over vinden og regnen er her fred og ro. Hvis jeg går ud af døren (og det gør jeg) og fem minutter modsat byen står jeg på en lysløjpe, som jeg kan håber på at få glæde af når vinteren kommer.

Mit indtryk af byen er blevet bedre efter jeg har fået mit eget sted. Det er slidsomt ikke at have et sted at bo. Men nu da jeg kan høre P1 på radioen, drikke varm kaffe, spise chokolade og har fået min cykel kan jeg smile lidt til verden igen. Jeg har været i svømmehal, der er fin og ny og minder lidt om den i DGI byen, på biblioteket, i fitnesscenter, på cafe og på arbejde for første gang i går og i dag. Det gik godt. Altså ud over alle de ting som jeg skal huske og som jeg allerede har glemt hvad er. Men sådan er det jo at begynde et nyt sted. Jeg var i hvert fald godt træt i låget da jeg kom hjem, men efter en kop ta kaf og en lille løbetur i den fine natur var jeg ok frisk til at læse lidt og stege fisk. I går var der lærermøde og i dag havde 1. g’erne deres første skoledag. Jeg er i et lærerteam for 1. R. De virkede søde (og var meget imponerede over at jeg sang en grønlandsk børnesagn for dem:). I næste uge begynder 2. og 3. g. Så går det i gang for alvor. Men godt at weekenden er opfundet. Ellers måtte vi se at få det gjort.

Efter arbejde i dag var jeg for første gang nede i den gamle del af byen. Hvis jeg havde set denne del først havde jeg nok modereret mit sidste udbrud en smule. Det er ret fint med gamle huse og hov, hvem er det der går der? Goddag Hans Egede! - Det var sandelig en overraskelse, at møde Dem her.

Men tiden går ikke så hurtigt her. Dette ses blandt andet via en del monopol - der vist aldrig har været godt for forbrugerne. Tag nu noget helt tilfældigt. Fx Internettet. Jeg har hos monopolet Post og Tele betalt ikke mindre end 1000,- for en ’velkomstpakke’. I pakken er der en håbløs langsom internetforbindelse, hvor jeg samtidig skal betale for forbrug. Nu vi er ved velkomstpakker så var der slagtilbud i Brugsen på 40 kr. for en liter frisk mælk, eller hvad med tyske iceberg til 37,-? Jeg valgte at købe et kilo rødfiskfilet til 50,- Rensdyrjagten er gået ind så der er meget frisk og billig fiks og kød at få på ’Brædtet’ (det sted hvor nogle af de lokale fiskere/ jægere sælger deres fangst). Hos boghandleren kan jeg købe Weekendavisen for 50,- og det er vel at mærke samme dag som den udkommer i Danmark og i det hele taget mangler der ikke noget her. Der er en del økologiske varer i Brugsen. Det er de flyfriske grøntsager der koster.

På tv’et har jeg mulighed for at se én kanal. KNR. Kalaallit Nunaata Radio sender DR 1og nogle DR 2 programmer forskudt. Hvis jeg vil kan jeg med endnu en ’velkomstpakke’ se alverdens ligegyldigheder, men KNR dækker fint mit behov.

Ud over at jeg savner dem jeg kende og holder af har jeg det fint. Jeg ser frem til at få lidt mere overblik over undervisningen og skolen men mon ikke det kommer. I næste weekend skal alle lærerne på telttur i Paradisdalen. Og det lyder jo godt, at komme en tur til paradis.

Kærlig hilsen

Jeppe

Nuuk 1

Nu nuu Nuuk

”And when I put my arms around you I’ll be looking over your shoulder for something new.”

Måske tænker I at ovenstående passer godt på jeres udsendte?

- Meeeen det gælder ikke i alle tilfælde. Man kan ikke sige at jeg er blevet omfavnet af Nuuk. Og man kan heller ikke sige at jeg har omfavnet Nuuk. Ikke endnu i hvert fald.

Jeg sidder på mit værelse her på Sømandshjemmet (Hmm…mon man vidste at jeg er en slags sømand?). Gardinerne er trukket for. Klokken viser 07:44, men i DK er det næsten middag. Uden for vinduet er det overskyet. Det var det også i går. Og det bliver det sikkert igen.

Men vi må lige lidt tilbage i historien.

Hjemme fra Afrik til to dages vemodig afsked og (alt) for mange bolde i luften. Fik nået det meste af de praktiske ’to do’. Men sådan egentlig jordforbindelse var der vist ikke tale om. Fik pakket mine 40(0) kg i rygsække lørdag morgen og kom for en gang skyld af sted i god tid efter en nat med mange tanker og meget lidt hvile. I lufthavnen var alt kaos. Transportbåndet virkede ikke og vi protestanter ved at tid er penge, og vi finder os fandme ikke i noget pis! Så er det sagt. Og det blev det.

Men ud over brok er lufthavnen også tid og sted for afsked. En kvinde foran mig kunne ikke holde tårerne tilbage (hvorfor skal man i grunde det?), og selvom jeg var mutters alene, var jeg solidarisk og fik selv vand i øjnene. Men nu skal vi ikke rive os med af følelser…

I kaoset blev min heftige overvægt ikke noteret (Der var den igen: Tid ER penge). Lettere lettet over dette faktum og lettere stresset over fremtid og med den deraf følgende angstens sved løbende blev jeg igen luftbåren og var på vej mod mit nye liv.

Over Grønland blev jeg så saglig over det storslåede landskab at ingen ord rækker. Sdr. Strømfjord var en velsignelse. Solen varmede og landskabet var, ja, storslået. Efter lidt kaf og snak om løst og fast med Michael og Thyge, der bor i Nuuk, af sted mod Nuuk. Under mig natur der larmede så meget i sin storslåethed at jeg måtte aflede min uro ved at skærme udsynet med en avis. Da vi nærmede os Nuuk fløj vi ind i tågen. På jorden var det koldt uden sol. Der var ingen modtagelseskomite med blomster og Dannebrog, men jeg kunne genkende en kommende kollega fra et billede og kastede mig over ham. Meget flink fyr (- desværre havde han en Tottenham kasket på. Han har nok ikke hørt om West Ham endnu:). Jeg kom med i en taxi og gennem ruden kunne jeg se min nye by.

Et ret besynderlig oplevelse. Blev indlogeret på Sømandshjem. Og efter lidt retræte i form af varmt bad og OL på tv vovede jeg mig ud - og det er her det med omfavnelsen kommer. Det var ærlig talt en ret forstemmende oplevelse, der selvfølgelig skal ses i lyset af at jeres udsendte var ret tyndhudet pga. ængstelighed, afsked, rakkerliv, træthed, jetlag etc etc. Men altså. Gaderne var som støvsuget for liv. Containere, smadrede flasker og gråt i gråt. Gik på Cafe Chili, der viste sig at være en tarvelig, tilrøget, kinesisk-thai-friture joint. Så jeg gik igen. Ind i Supermarked, på vejen fik jeg et: Hva’ glor du på Danskesvin? Slynget efter mig af et par unge (fejlfrit dansk – de må have haft en god lærer). Jeg skyndte mig videre og købte lidt nudler i kop og rugbrød og gik hjem og takket være min medbragte el-kedel og spegepøls fik jeg lidt aftensmad. Trak gardinerne for og trak dynen op over hovedet.

Ikke lige det jeg havde drømt om.

Men inden jeg pakker ned igen husker jeg mig selv på livet har lært mig at der er dårlige dage og gode dage. Og søvnen har gjort godt. Jeg trænger til lidt retræte efter den megen progression. Det er vist på sin plads. Det er på sin plads. Trækker mest vejret i den øverste del af mine lunger. Det er vist et tegn på at det har gået lidt for hurtigt i den seneste tid.

Men vejrudsigten siger solskin i eftermiddag og det kan jo næsten kun blive bedre…og for lidt siden kom jeg tilbage fra en tur til min nye adresse. Det ser meget fint ud og hov, nu skinner solen allerede!!