tirsdag den 8. september 2009

Er du glad? spørger krisen og hvad en jæger bør vide om listeria og toxoplasmose

Jagten I
Den korte version af forrige weekends jagt kommer her: I har jo nok allerede regnet ud, at der heller ikke denne gang stod død og kød på menuen. Sådan en latenstid ville ligne en farlig jæger som mig dårligt…Og det passer også fordi jeg er temmelig sikker på, at de dåsehakkebøffer vi fik til aftensmad var 100% kødfri. Hvad de så er lavet af er ikke godt at vide. Og det mener jeg.

Men det var en god tur. Igen. Tidligt op og tidligt i seng. Og lange traveture i den rene friske og kølige luft i en storslået og mennesketom verden. Kolde afvaskninger i smeltevand. Og vi fik opklaret en hel del. Fx spørgsmål så som; hvem kan sejle foruden vind? Og om et anker kan holde en båd i springflod og springebbe (?). Begge dele gav det gode skib Bennedikte svar på. Hele to gange fandt vi hende drivende, som en rejselysten flåde, væk fra os og ud mod evigheden. Uha sagde Klaus. Mens jeg dansede en indre krigsdans i afmægtighed er der heldigvis noget mere jordbundet og rationelt gemt i Klaus. Så af sted kom vi i gummibåden. Og den ene gang var det langt. Men begge gange kom skibet i havn igen.
Ligesom det aldrig er for sent, for en nøgen kvinde at lære at spinde, blev vi enige om, at vi næste gang, ud over det noget tamme anker, ville binde båden fast med et langt reb. Og det hjalp.

Er du glad nu?, spørger krisen
Og så gik der 14 dage. Finn var bare SÅ sjov. Og nu er Eddie Skoller på plakaten. Det bliver bedre og bedre. Apropos Finn, så må jeg citere ham for følgende: ”Om kriser: En krise kan faktisk være en god ting. I vores kultur har vi det bare sådan, at en krise skal vi af med. Væk med den. Men krise er et signal fra kroppen. Er du glad?, spørger krisen.” Grunden til at Finn er blevet så begavet er angiveligt den, at han er gået hen og blevet ’Gestaltterapeut’ i 2005. Men så fortsætter han:” Jeg tror ikke, at folk kan forstå hvor hårdt det kan være, at kæmpe sig op gennem sådan en krise. Det har været ren Titanic for mig. Vi havde et liv på tredje soldæk med stort orkester, balkjoler og smoking. Så går der 10 min, og man ligger i to grader koldt vand uden redningsvest.” Se det lyder ikke rart. Og det ser da også ud som om, at det kolde vand får ham til at glemme det terapeutiske tågesnak med ”…at krisen jo er en god ting og at i vores kultur” og bla bla. Og selvom om der sikkert er et par stykker, ud over den arme Finn selv, der bliver lidt våde i øjnene over den rørende lille-Finn-med-svovlstikkerne-pastiche så bor Finn nu i et fint rækkehus og ikke på bunden af et to grader koldt hav. Men det kan jo være slemt nok. Jeg er fx vokset op i et rækkehus, og se hvor galt det kan gå!

Jagten II
Nå, men tilbage til jagten: På 14 dage er det blevet efterår. Røde og brunlige farver og sne på fjeldene. Men vi raske svende ryster ikke på hænderne, og jeg kommer stolt hjem med rensdyr. Ej, ok. Klaus mente, at harer jo nok er ca. lige så store som rensdyr (eller rener, som det vist hedder rigtigt), men han har også et meget passioneret, ja, nogle vil sige nærmest erotisk, forhold til harer. Så noget sandhedsvidne er der med andre ord ikke tale om. Men en hare. Jeg har skudt en hare. Og her er lidt pral: Der var to ca 100 m væk. Og en hare er altså ikke det nemmeste dyr at ramme, og da vi skulle til at skyde begyndte de at løbe, men så skød Klaus og så stoppede den ene op og tænkte, hov, hvad var det? Og det var så den sidste tanke i det liv. Det var en meget potent oplevelse, sådan at gøre sig selv til herre over liv og død. Omnipotent, tror jeg det kan kaldes. Og sandt at sig, er det jo også rart at vide, at jeg rent faktisk kan ramme. Det er jo også godt når og hvis Danmark bliver bestormet af alle verdens muslimer, som meget tyder på snart vil ske. Men hjem kom jeg med haren. Og hvad gør man så? Tja bum bum. Selvom postadressen siger 3900 Nuuk, så er jeg et moderne menneske, der selvfølgelig bruger internettet. Men hvad finder jeg:

listeria og toxoplasmose
Der er to infektioner, som du kan blive smittet med gennem mad, og som kan være særligt farlige, når du er gravid. Det er Listeria og Toxoplasmose også kaldet Haresyge, som dog er sjældne hos danske gravide. Bakterien Listeria kan forårsage spontan abort og for tidlig fødsel. Toxoplasmos kan forårsage øjen- eller hjerneskade hos barnet.

Bakterien Listeria Monocytogenes - Listeriose undgår du bedst, ved at:
● skylle, koge eller stege madvarerne
● overholde holdbarhedsdatoer og opbevaringstemperaturer
● spise maden inden for få dage efter den er åbnet.
● undgå rå mælk og oste fremstillet af rå mælk (upasteuriseret)

Parasitten toxoplasma - og kaldet Haresyge eller Toxoplasmose undgår du bedst, ved:
● at vaske hænder efter berøring af råt kød og grønsager og efter havearbejde
● kun at spise kød, der er gennemstegt eller kogt. Smag ikke på rå fars
● at undgå rå mælk (upasteuriseret)
● at lade en anden tømme kattebakken dagligt, hvis du har kat
● at undgå at flå og håndtere harer og andre dyr.



Side op og side ned med historie om bakterier og pas på, pas på, de er på vej! Der står ganske simpelt intet om, hvad en jæger gør med en død hare. Hvad skal jeg med alle de information om hvor farlig verden er? - Sig mig engang: Er Danmark blevet en stor 100% Dansk Folkepartisk paranoid ammehjerne? En nation af frygtsomme små menneskebørn, der ved, at uha, uha, pas på, pas på. Farerne lurer bag hvert et hjørne. Vi ved, at de lurer med deres lange onde sorte muslimske frakker bag hvert et gadehjørne og om lidt springer de frem med posen fuld af halal terrorbomber, HIV kanyler, Ebola virus og streptokker, H1N1 og andre livstruende sygdomme!! Det filde det falde i mit hoveskalle sagde den lille kylling, der troede at himlen var ved, at falde ned. I den verden er det meget bedre, at blive hjemme med en kop kaffe og en skål vaniljekranse og se magasinet Penge.
Fra min høje hest er der afgjort mere grund til at være bange for Risikosamfundet og frygtindustrien end verden.



Nå, men så måtte jeg søge viden i bøgernes verden. Og siden fik jeg, som en noget famlende amatørkirurg, indvoldene ud af haren. Under det omfattende indgreb kom jeg til at prikke hul på tarmene. Det kan ikke anbefales. Men hvad så? Jo. Nu skal haren hænge og blive mør. Så nu hænger der en hare uden for mit vindue. Så der hænger den og digler. Og jeg er klar på en tur mere i næste weekend. Og hvad ellers? Jo, den første sne er faldet på Store Malene og det er ganske vist, at jeg skal på studietur med en 3. g klasse i de første to uger af oktober. Ikke dårligt.

mandag den 17. august 2009

Luft



Luft. Luft. Luft. Ahh.. Luften er ubeskrivelig. Frisk, og det så meget, at det faktisk er en (ren) fornøjelse at trække vejret. Og hvornår har det sidst været en fornøjelse? - Ja, jeg spørger bare! Og så er det til og med GRATIS! Og det er jo nok noget dansken kan forstå.

Og jo. Jeg har haft en god ferie. Men det er også dejligt at være tilbage. Jeg har købt og købt og drukket latte duppio, cyklet og badet og heldigvis set en masse af de dejlige mennesker jeg kender. Tak.

Og nu sidder jeg her bag skærmen. Igen. Når jeg ser tilbage, så har min form i DK nok været lidt svingende. Det er ikke helt omkostningsfrit at skifte kultur over night.

- Men hvad skal det nu til for? Er dette organ nu blevet endnu et at tidens New Age fora for allestedsnærværende og omsiggribende navlepilleri?

For nye, og gamle og måske lettere forvirrede læsere, vil jeg straks slå fast, at der ikke er tale om, at jeg har brugt ferien til en indre og ydre rejse i en Sai Baba asram i Bihar. Men de trænger sig på. Spørgsmålene: Hvor skal jeg bygge og hvor skal jeg bo? Og hvem er jeg? Ja, jeg spørger bare.

Men så er der hjælp at hente i litteraturen. Fx Populær musik fra Vittula, hvor faderen fortæller sønnen, at grublerier er den sikreste vej til tosseanstalten. Og bøger. Hold dig fra bøger, og find en jævn bondekone med en stor røv, siger faderen. Javist.

Tilbage til virkeligheden. De kloge siger, at den næste tid her i landet er den bedste. Inden efterår og vinter, med regn, rusk og kulde. August og september. Om lidt falder den første sne, så det gælder om at komme ud. Men her til morgen er der faktisk mest regn og tåge på programmet. Så jeg venter lidt. I øvrigt er mine gaster på det stolte skib Benedicte endnu ikke kommet til byen – de er vist sidst set i Shanghai, så jeg må vente med at komme ud og ind i fjorden. Men bøsse og fiskestang er ladt og står klar i skabet. Så mon ikke der venter dragende og opbyggelige historier om drengen fra stenbroen, der fandt jordforbindelse gennem jagt og fiskeri i det høje nord? (dette er tænkt som en cliff hanger).

Apropos program. Så vil jeg, selvom jeg nu, igen, nærmest er grønlænder, fortsat holder mig orienteret, og forbeholde mig retten, til at kommentere på ting og sager fra det danske overflødighedshorn af nyheder. Eller bare ’breaking’, som det hedder på TV2.

Og jo jo. Jeg ved da godt, at det ikke er noget dansken bryder sig om. Sådan en utidig indblanding fra en krønlænder. Men anyways. I går så jeg på tv blandt andet en kvinde, der fik mange tæsk af ordensmagtens knipler. Hun lå der på jorden og hylede (den so). Så da hun forsøgte at flygte, fik hun lige en huskekage (til at tude på) fra den dygtige betjent. Det grundige arbejde ville gøre enhver diktator varm om hjertet. - Hvorfor de ikke sparkede til hende forstår jeg ikke? Så behøvede de ikke bukke sig ned. Nå, men ingen tvivl, om at kvinden fik, hvad hun havde fortjent. Så kan hun lære det (kommunistsvin). Det mente ministeren i hvert fald. Han virker lettere forurettet over at skulle forholde sig til sådanne bagateller. - Hvis kvinden mener, at hun har fået for mange tæsk, så kan hun jo bare klage, sagde han. Herfra lignede det en uskøn og overdreven (mis)brug af magt/vold. Men det ser ikke ud til, at interessere journalisterne synderligt. De vil nok hellere have et stykke med mad og høre lidt P3. Så vi går derefter til DM i pælesidning i Juelsminde. Her spidser det til. (hø hø) Hvordan mon det ender? (hø hø). Når vi nu er ved pæle og spidser, så ser jeg at irakerne i Brosons Kirke har fået deres bekomst. Jeg mener. De kan jo ligeså godt vende sig til det. Og sådan set er hele sagen ren win win, og noget for noget. Og når politiet samtidig får god knippeltræning, så er der ikke et øje tørt. At der over i købet er ros fra ministeren fra Ballerup (ligesom undertegnede) for "det grundige politiarbejde" er skræmmende. Ordnung muß ein! Macht schnell!

"Først kom de for at hente kommunisterne,
men jeg protesterede ikke, for jeg var ikke kommunist.
Så kom de for at hente socialdemokraterne,
men jeg protesterede ikke, for jeg var ikke socialdemokrat.
Så kom de for at hente fagforeningslederne,
men jeg protesterede ikke, for jeg var ikke fagforeningsleder.
Så kom de for at hente jøderne,
men jeg protesterede ikke, for jeg var ikke jøde.
Da de kom for at hente mig,
var der ingen tilbage til at protestere."

Ok, det var måske lidt over mål, men jeg har engang været på besøg i et svineslagteri, og jeg kan kende et svin når jeg ser det.

Men nu til noget mere stilfærdigt:

Vejrudsigten

Ud over den megen friske luft vi boltre os i her, er der skam også en del varm luft på programmet i den kommende tid. Her i byen kan vi således se frem til fint besøg af hele to af kongerigets morsomste mænd!

- Og nej, det hverken undertegnede, der (nok ellers må ligge i top ti) igen omtaler sig i pluralis majestatis, eller den omtalte retfærdigheds medister med tæskeholdet. Det er derimod selveste Finn Nørbygaard og Bjørn Lomborg!! FINN og BJØRN. Min fantasi rækker ikke til, at gætte hvad showet hedder. Faktisk er jeg lidt usikker på om de optræder sammen, men det ville da være oplagt - de ved i hvert fald begge noget om, hvordan det er at blive taget i røven (hø hø). Finn kan gå rundt og lave musik og fis og fortælle om, hvor forfærdeligt det er at skulle flytte i rækkehus, mens han tigger. Bjørn kan flyve højt på sin varmluft sky, der kan redde hele verden. Himmelsk.

Onde tunger vil påpege, at rækken af rodløse guldgravende danske fantaster, der søger lykken her på civilisationens yderste grænse, åbenbart ingen ende vil tage. (Og her tænker de onde ikke så meget på undertegnede. Håber jeg:)

Men jeg siger: kom glad i raske svende. Her er der ingen offentlige tæskehold, her går vi ikke i geled, her er frisk (og varm) luft og der er højt til loftet på mange måder og her er der plads til de fleste (jeg vil dog helst være fri for Jønke, Pia K og tæskeholdsleder Brian Mikkelsen fra Ballerup).

Kh Jeppe

torsdag den 25. juni 2009



BUM, BUM. Kongesangen blev afsunget kl. 8:26, afsunget må det vel næsten hedde i det meget fine selskab:

”Katten står og krummer ryg,
men forstyrres af en myg;
barsk han den med poten slår
og igen som hofmand står.
Moder klapper barnets kind;
se, hvor sødt det sover ind,
drømmer om de engle smukke
i sin lille, pæne vugge.”

Arj, ok. Det var ikke den. Vi prøver igen:

”Kong Kristian stod ved højen mast
i røg og damp.
Hans værge hamrede så fast,
at gotens hjælm og hjerne brast.
Da sank hvert fjendtligt spejl og mast
i røg og damp.
Fly, skreg de, fly, hvad flygte kan!
hvo står for Danmarks Kristian,
hvo står for Danmarks Kristian, i kamp?”

Ja, fly, skreg de, som flygte kan. I røg og damp. Dronningen kom og skød med en kanon. Det var kl. 8:23 og kl. 8:24 blev der råbt Hurra, hurra. Derefter, som skrevet, den dramatiske Kongesang. Den kongelige højhed hendes majestæt Dronning Margrethe den 2. af Danmark tampede dog ikke så hjelm, så hjerne brast. Og tak for det. Hvorfor det synes passende, at afsynge den slags volds/nationalromantik står ikke helt klart, men for mig synes sangen ligeså håbløs altmodisch som selve monarkiet. Der er en af mange ting jeg ikke forstår. Det er måske fordi jeg nok er mere republikaner end monarkist. Men hov, hvad er det?

Solen skinner og Nuuk er fuld af glade mennesker i nationaldragter og flag i hænderne. Det er den 21. juni 2009. Nationaldag og den dag det nye selvstyre indføres.
Salen er fuld af folk i fint tøj. Hov, der sidder Thor Pedersen, og der Statsministeren, der Line Barfoed og der Mary og Prinsgermalen!! - De spiser og taler. Der er billeder på tv fra gallamiddagen i kulturhuset. Jeg spiser også, og det er næsten som at være der selv. Og nu kommer to operasangere, jo, skam vaskeægte grønlændere, i fint tøj såmænd. De synger noget jeg ikke forstår. På engelsk tror jeg. Men jeg kan se, at det er finkultur. Og den slags er jo fint i sig selv. Folkeligt er det næppe, men denne aften er det ikke folket, der er i centrum. Det er spidser og VIP’er, suk, siger den forsmåede gymnasielærer, - bare det var mig der var så fin, at være inviteret - og forstod opera. Men de første skal blive de sidste og det er aldrig for sent, at få en lykkelig barndom.

Men bedst som al den fornemhed når kvalmestadiet bliver der spillet op til dans. Og der står Kjubæk Klast med selveste Dronningen af Danmark, Margrethe den 2. og de danser!! Den gamle ræve røde IA’er (og hashpibe) svinger rundt med hele Danmarks dronning. De er alle mennesker! Vi er alle mennesker! Gymnasielæreren får en klup i halser og stiller fanerne (og molotovcocktails) ind i skabet igen. Jeg var ellers kommet i tvivl med al den sæcuriti, der har været i anledning af det fine besøg. Der skal en del anstrengelser til at bremse Nuuk trafik, da den er meget beskeden. Men det lykkedes alligevel de ihærdige og alvorsfulde unge mænd med ledninger ud af ørene og stilrene jakkesæt. Barnevogne og gamle damer blev set på med mistænksomme øjne, blev gennet væk og pludselig lurede farerne overalt. Selv i den ret så fredelige by Nuuk. Uha uha, hvor er verden farlig og hvor er de vigtige disse mennesker. Men måske er det i virkeligheden omvendt? Måske er det os almindelige mennesker, os kasteløse, der bliver beskyttet mod de kongelige og kendte? Så vi bliver frie for at fly og flygte, så både hjelme og hjerner brast? – Nå, ja, det er jo bare en tanke.

Dagen før nationaldagen var det snevejr, så det forbigår jeg i tavshed.

I den virkelige verden har jeg med gode skib Benedicte (og skibets medejere Klaus og Kåre) været en tur i bygden Kapisillit, som bedre lader sig gengive i billeder.



Båden sejlede frem og tilbage og det lover godt for jagt, fiskeri og udeliv efter sommerferien.



Og i går dansede blomsten af den grønlandske ungdom rundt om Kassassuk i deres flotte nationaldragter. Det ses også bedste på billeder, men I må nøjes med at se dem siddende.

Og til slut en tak til alle jer (mange) trofaste læsere, men også til de mere løsagtige, fortravlede og irriterede. Jeg holder nu sommerferie, men vender mere eller mindre frygtløst tilbage i midten af august. Takuss

fredag den 5. juni 2009

(gen)Født den 2. juni



Det kan jo være, at der har været en notits på et tidspunkt, men her, hvor disse ord skrives (den 3. juni) står der ingenting på dr.dk. Der står simpelthen INGENTING. Altså. Man kan læse om, hvor mange gange en japaner (måske ham på billedet) søgte porno på nettet og man kan hjælpe Morten Olsen med gode råd til startopstillingen mod Sverige. What the fuck! Er det et udtryk for den generelle mentale økonomiske krise i DR eller er det bare herrefolkets arrogance i yderste potens? Svæver Hans Egedes onde ånd stadig over vandene? - Jo, den opmærksomme læser vil huske, at det i dette organ er blevet fortalt, hvordan Hans Egede skam var meget optaget af at fortælle grønlænderne en hel del. Men også at han var knap så interesseret i en egentlig dialog. Faktisk var han ret ligeglad (NB! det er noget jeg har læst og dermed ikke selv oplevet..).
Men lige meget hvad grunden er, så er det pinligt og jeg skammer mig over denne håbløse mangel på interesser.

Men. Jeg ved jo at I er langt mere begavede og nysgerrige end gennemsnittet og bare fordi verden er at lave skal I jo ikke snydes. Der er nemlig sket et vaskeægte jordskred i grønlandsk politik. ’Sneskredsvalg’ som den uambitiøse skolelæreravis Politiken i et meget muntert øjeblik (på lærerværelset) havde fundet på at kalde det. Hø hø.
Men altså, den med gummistøvler har åbenbart også fået nok af at se de samme gamle fuskere stå og mumle i portvinsskægget. IA vandt mod alle skrevne og uskrevne regler stort over Siumut, der jo ellers havde været PARTIET i Grønland siden 1979. Her i Nuuk fik IA halvdelen af de afgivne stemmer.




Og her til aften må jeg æde lidt af mit sure opstød i mig igen. For jo, der var skam blevet plads i DR’s tv-avis til det grønlandske valg. Valgets store vinder blev dog kaldt Kleist Kuupik i stedet for Kuupik Kleist, men hva faen, det er jo et underligt navn, så den kan jo smutte. Spørg bare Egede Hans.

Den kønne unge journalist have oven i købet ulejliget sig med et par spørgsmål til Kleist Kuupik. Og hvad skal man dog spørge sådan en om??

Tja bum bum. Hvad med noget om visioner, håb og drømme? Nej, drop det. Hvad så med dette: – Hvad vil du gøre for at undgå den nepotisme og kammerateri, der har været så udbredt under den forrige regering? (…for det ved vi jo godt hvad I tænker på deroppe. Når I vel at mærke tænker noget overhovedet, for det meste af er i jo fulde eller skæve eller begge dele). Det sidste sagde hun dog ikke. Kleist Kuupik forsøgte sig med noget om, at IA havde en klar politisk dagsorden, og tak til Klubek Kejst, sagde journalisten for nu skal vi til noget anderledes interessant, nemlig noget mere om den pornoglade japaner. Arj, ok. Jeg ved godt, at jeg måske er lige ivrig nok i min bitternes. Så jeg lader sagen ”JeppeBP mod Danmarks Radio (og hele det danske folks) manglende interesse for Grønland” falde for denne gang. Men tag jer I agt. Vi er flere end I tror!

Og i dag er det jo Grundlovsdag. Som svoren tilhænger af demokratiet (for ligesindede) og som kolonialist mener jeg jo nok, at det bør være en helligdag, også i denne del af Rigsfællesskabet. Men næ nej. Nationaldagen her er den 21. juni. (Det er så en søndag). Så jeg har pænt måttet møde på arbejde i dag fra 8 til næsten 16. Fy. Jeg forventer et snarligt indgreb fra Kjubæk Kajst. Og så har jeg jo fået Bente og Per på besøg. For nye læsere kan jeg oplyse, at det er mine forældre. Så ud over demokrat, IA’er, halv bitter gymnasielærer er jeg nu også tour guide. Og det med fornøjelse. I aften har vi spist frisk torsk fra brættet, drukket vin og hørt Trille mens solen uden held forsøger at gå ned udenfor. En dejlig aften har det været. Så skal vi slutte med en opsummering, så er torsk og godt selskab en god kur mod sure opstød. Og inden jeg får set mig om sidder jeg med en latte duppio, Gucci briller og et Euroman på Skt. Hans torv (som jeg rent har glemt hvordan staves?).
Ses vi?

tirsdag den 19. maj 2009

Fremad, menneske og sammenhold - Siumut IA



Ja tak.
Og så kom foråret for alvor til Nuuk. I dag har det været lunt og dejligt. Jo, temperaturen har været helt oppe på omkring 7 (SYV!!) grader, og der har hersket nærmest sydlandske tilstande med folk og fæ i T-shirts og shorts (ok, sidstnævnte var retfærdigvis indenfor).
Sneen smelter i en rasende fart og vandet fosser ud og ned alle steder. Og ikke nok med det. I dag, her til aften, kommer vandet også ned fra himlen. Det regner faktisk med skomagerdrenge (hvis man kan sige det) og det blæser med fuld fart.

Vejret har ellers været godt. Altså med sol og blå himmel, (så jeg har fået flot rødlig teint) og her på 2. sal var det næsten glemt, hvordan rusk og regn lyder på ruden. Det er nærmest - hvis man har en poetisk åre - som en gammel ven, der efter lang tids fravær kommer på besøg. Og hvad er da mere passende på sådan en dag at sende nyt hjem til mine mange (mange) læsere, der har ventet i spænding på nyheder fra det høje nord? Ja, jeg spørger bare..

- Ja, det skulle da lige være, at spise chokolade og drikke kaf, men det har jeg jo gjort i rigelig mængder, og nu kan jeg til og med ikke finde på flere overspringshandlinger. Og det er jo også vigtigt, at læserne får noget for abonnementet. Men det var et sidespring.

Apropos gamle venner, så har jeg haft besøg af en af slagsen (til og med af kød og blod!) i den forløbne uge. Min gamle ven, kritiker og wing man i stort og småt fra de 42 dage på isen ud for den grønlandske nordvest kyst i 2004 har været på besøg. Og selvom han ikke, som bror og fætter, fyldte alle mine sko op med sammenkrøllede aviser, så har vi alligevel haft mange gode og meningsfulde stunder. Det er blevet til en del skiløb, grønlandsk kaffe, diskussioner om stort og småt, stærkmands konkurrencer (som jeg allerede har glemt resultatet af) og et par enkelt ture ud i det pulveriserende natteliv. Og traditionen tro fik vi igen besøg af en isbjørn. Den blev, som det åbenbart kræves af pøblen, sat på hjul og stejle under stor mediebevågenhed og rigelige mængder glosuppe (glostrup) for lokale, fremmedarbejdere (som mig) og/eller turister.



Vi fik med andre ord set det meste, Morten oven i købet vaskeægte hvaler. Og her taler jeg ikke om Nuuk by night, men om pukkelhvaler i Godthåb Fjorden…

Så, jooo, vi ser skam lyst på tingene for tiden. Det har også lidt, at gøre med, at det aldrig bliver rigtigt mørkt i denne tid. Der er lige et par timer fra halv et til tre, men derudover er det svært at bevare sortsynet. Det er nye tider og lyset giver energi, D-vitaminer og kampgejst. Måske er det derfor, at der er udskrevet valg til Landstinget.

Vi skal til urnerne den 2. juni og nogle optimister mener, at der NU må blæse nye vinde over landet. Og lad dette være en kærkommen lejlighed til at komme en af mine (mange) kritiske læsere i møde. Denne (navnet er redaktionen bekendt) påpegede forleden dag, at der jo rent faktisk ikke står ret meget om Grønland i nærværende spalte. Jeg, undtagelsesmennesket, ser mig selvsagt som i besiddelses af et enormt fortælleoverskud og er ganske upåvirkelig af alle former for kritik. Men omvendt kan det måske være lidt om snakken. Og da jeg, som de fleste mennesker, føler mig lidt klogere end gennemsnittet, er det derfor en handske jeg må tage op.

Men lad det være sagt med det samme: Jeg føler mig altså på mere sikker grund når talen falder på min egen eksistens skrå brædder (hvad den, altså talen, ofte gør. For mig) end når jeg skal forsøge mig på skarpsindige analyser af magt og afmagt i Grønland.

Med dette forbehold. Hermed:

Der plejer, at gå som det plejer. Og plejer vil her sige, at Siumut vinder. Partiet har siddet urokkeligt på magten siden hjemmestyrets indførsel i 1979. Jeg ved, at der er forskellige holdninger til grønlandsk politik og grønlandske politikere nede i Danmark. Men faktisk er der en del lighedspunkter mellem grønlandsk og dansk politik. Begge steder føler den (bysmarte) kulturelle elite sig lidt tættere på Gud og visdom, og mener sig dermed selvskreven til magten.

Men som det er tilfældet i Danmark er det her i landet de andre der bestemmer. Dem Grundtvig kaldte 'folk som de er flest'. Her kaldes de, ’dem med gummistøvler’. Det er stemmen fra de stummes lejr. Og her i Grønland hedder deres parti altså Siumut – der betyder fremad. Siumut er en kolos i grønlandsk politik, (der vist er søsterparti til Socialdemokraterne i Danmark..(?)) Siumut har som en stolt supertanker navigeret nærmest uanfægtet af adskillige politiske skandaler, kammerateri, nepotisme og andre uheldigheder gennem det is (og hval) fyldte politiske farvand. Politisk blandes selvstændighedstrang og grønlandisering (med bloktilskud) og mærkesagerne er ikke mere nepotisme og højere politiker lønninger, men Tryghed, vilje og fællesskab.

”Vi er født i dette land, som vi har arvet fra vores forfædre, arvet fra deres forfædre og igen arvet fra deres forfædre. Vi skal aflevere dette land til vores efterkommere som deres rette hjemland. Vores forfædre har i mange, mange år levet i deres elskede land, på den yderes eksistensgrænse under barske betingelser, uden at forvente hjælp udefra.”

Sådan.

Overfor denne kolos af magtfuldkommenhed står IA (Inuit Ataqatigiit, inuti betyder menneske og Ataqatigiit, sammenhold – bare rolig, det er noget jeg har slået op). Partiet kaldes venstreorienteret og har den stærkt sympatiske Kuupik Kleist i spidsen. Jeg har ledt lidt efter buzzwords og onelinere på deres hjemmeside, men uden held. I kan dog høre en af partiets sang her:

http://www.ia.gl/fileadmin/user_upload/File/inatsisartut09/Ataqatigiinneq.mp3

Der er selvfølgelig flere mindre partier, men nu må det være rigeligt med al den snik snak om politik. Og vi får se. Spændende bliver det. Storbygrønlænderne med 4-hjulstrukne Oakley solbriller i panden, råber Yes we can!! - med munden fuld af cafe latte. Mens de tavse gummistøvler fra bygderne holder godt fast i taburetterne.

- Ja, hvem ved? Måske bringes der i de danske dagblade ligefrem en lille notits om valgets udfald! Så hold godt øje den 3. juni!!

Og med denne lange smøre er der røget en ny dag ud af kalenderen. Og i dag er jeg allerede træt af, regn og rusk, det jeg i et anfald af melankoli kom til at kalde ’en gamle ven’. Det er ikke rart, at være ude i og det skal ikke gentage sig.

Tak for tålmodigheden.

Kærlig hilsen

Jeppe

Og til slut billedet af en lille mand, jeg mødte.

tirsdag den 21. april 2009

Statusopdateringer om Grønland klædt i forårsdragt



Her til aften sluttede nyhederne på KNR med billeder af Ilulissat klædt i forårsdragt, som den kønne, smilende grønlænderinde så malende udtrykte det. På billederne dalede en smule sne ned fra de grå skyer og man kunne se en lille båd sejle mellem isbjergene i fjorden.

Man skulle med andre ord have meget gode øjne og/eller et meget positivt sind for at få øje på forårsdragten.

Det lignede unægtelig mere vinter med lys på. Men det har vi heldigvis her, ja, faktisk både vinter med lys på og et positivt sind. Og hør! - mon der ikke bor en spurv, her i denne lille kurv? Jo, minsandten, det er en snespurv. Og den pipper skam, hvis man hører godt efter. Og det gør vi her. Kvidr, kvidr.

Her i nord er vi af gode historiske grunde skeptiske over, hvad de går og finder på nede i Danmark (og her kan jeg tale for alle der bor i Grønland). Den stålsatte Hans Egede med arvesynden og den strenge pietisme var som bekendt kun et varsel om flere hvide mænd i skibe. Og hvor de end kom frem gik de straks i gang med at ødelægge Grønland med deres sprut og deres pis og papir, som Gasolin så smukt formulerede det:

”Det er den hvide mand, send ham hjem/Han vil stjæle dit land, send ham hjem/Han tager din sjæl i pant, hvis han kan det//I Danmarks land var han en lille mand, men i Upernavik blev han mægtig og rig/Det er den hvide mand/send ham hjem/Han vil stjæle dit land/Send ham hjem.”

Men jeg vil ikke stjæle noget (og jeg bor for den sags skyld heller ikke i Upernavik). For tiden føler jeg mig mere som en ensom huleboer med istapper i skægget, der kaster længselsfulde øjne skiftevis mod foråret i sit gamle fædreland (snøft) og på kalenderbladende. Så efter sidste omgangs, ja, nærmest hysterisk morsomme indlæg, drypper vi nu lidt virkelighed i bægeret.

Og så var det, at jeg hørte om et nyt socialt forum. Facebook tænker I nok, det er da ikke nyt. Men nej, jeg tænker kvidr kvidr, twitter. Det hedder det nemlig. Twitter. Hvorfor ikke? Jeg er måske ikke den eneste ensomme kateket i universet? Princippet er at kan man følge hinandens status opdateringer.

Hmm…hvilken status? Men ok, jeg forsøger (tilgiv mig min uvidenhed). Hermed:

Status opdateringer: Lad mig se: Påskeferien!! Mens Jesus kaldte på sin skaber på korset (og fik eddike til gengæld) fik jeg fint besøg fra Danmark. Bror Rasmus og fætter Peter (kalak). Det skal hermed anbefales. Hvis man altså har hang til omgang med selvretfærdige og 100% objektive idiosynkrasier. Og det har jeg :)

Vi fik både forår, vinter og endnu mere vinter og fik klaret turistpligterne på en uge. Og minsandten om ikke de to flyfriske fætre fik lokket en isbjørn til byen for første gang i 10 år! Den blev selvfølgelig, som en anden Jødernes konge, aflivet og hånet af pøblen. Og sidenhen drog de tilbage til kone og børn, mens jeg fandt de gule gummihandsker (der er lidt for små) og sæven frem. Og nu har jeg skrubbet gulvet det bedste jeg har lært (og det er ikke så ringe endda).

Men nu er det igen blevet hverdag med arbejde og den slags (?). Snart kommer der synlige beviser (ud over lyset) på foråret. Den 7. maj begynder læseferien og dermed skal jeg ikke undervise mere i dette skoleår. Og ikke nok med det. Jeg er også i fuld gang med at samle flasker, så jeg kan købe en båd (sammen med to kollegaer). Så kan det nok være, at jeg skal ud og fiske i det store hyttefad (når det ikke blæser). Derudover er en båd efter sigende en af de bedste kure mod den berygtede lille-by-kan-ikke-komme-væk-kuller.



Statusopdatering: Mens vi venter på båden og foråret kan jeg da fortælle, at det ikke går op i fis og ballade det hele. Takket være Hans Egede (og andre velmenende fx gymnasielærere) er vi skam alvorlige og gudfrygtige mennesker her på øen.

På torsdag skal jeg således ned og høre en Hr. Peter Øvig Knudsen fortælle om ’Pekinggadebaden’. Det er en journalist, der skriver om en gruppe revolutionære unge, der røver banker og vil sende pengene ned til de fattige (og vist skæve børn i Pisa). Ja, ja, tænker I sikkert: Den er god med dig din gamle grønlænder. Det lyder da åndsvagt. Der er da ingen der gider og høre om unge røvere der kommer fra Pekinggade. Men det er sandt nok og bare vent: Jeg tror, at der er en chance for at historien også kommer til Danmark på et tidspunkt! Jo, vi har skam fingeren på pulsen her i byen. I pausen spiller Leo Mathisen.

Slut for statusopdateringer.

Kh Jeppe

torsdag den 2. april 2009

Om smagen af asfalt og smerten i det danske samfund



Med lånet af en dekoder har jeg, for en kort periode, finger på tv-pulsen. Jeg kan nu holde mig ajour og forsyne mig fra det overflødighedshorn af uimodståelige køtilbud, som de danske public service stationerne har på hylderne. Lige før jeg slukkede for skidtet og slog op i Marcel Prouts’ På sporet af den tabte tid og Tolsjoys Krig og fred, nåede jeg, at høre den buldrende øltønde Klaus Hjort Frederiksen kloge den om ’smerten i det danske samfund’.

Det slog mig, at selvom Danmark er et meget homogent land, hvor få har for meget og færre for lidt, og de fleste køber ind i Netto, må der trods alt være forskel på, hvor og hvor meget det gør ondt. Mon ikke ministeren har ondt et andet sted end posemand og terrorist på tålt ophold i Sandholm lejeren?

Selvom jeg lyttede godt efter lykkedes det ikke helt at finde ud af, hvor denne fusentast har ondt. Måske er det i meningsmålingerne? Det var altså ligesom der manglede et ’t’. For ærlig talt, så tænker jeg altså mere på ’ond’ end på smerte når jeg ser denne minister. Det var ganske sikkert også en formulering en dygtig spindoktor havde udstyret ham med, i forsøget på at gøre ham en smule menneskelig og sympatisk.

Men det var sandt at sige ikke det indtryk ministeren efterlod her i stuen. Det kan nu også skyldes mine to mdr. som mistænkelig snydetamp af en a-kasse-snylter, der efterlod en grimmer eftersmag. Og det er jo alt sammen ham Hjort Frederiksens skyld. Men det er han sikkert ret ligeglad med. Jeg er jo både nuværende grønlænder og tidligere kystbanesocialist er dermed i virkeligheden en inhabil domsmand.

Selvom det er bekvemt sådan, at gå og gøre sig til domsmand over dette og hint er verden sjældent sort/hvid. Og Hjort Frederiksen er sikkert en god kristen der bærer sit kors med oprejst pande, mens han smiler til forårssolen. Og det, altså foråret, er skam også kommet til Nuuk. Det var dog ikke til at se i fredags. Torsdag aften blæste det op og fredag formiddag var det storm og sne. Det var en imponerende altædende snestorm som jeg ikke har oplevet før. Det var bare at tænde for kaffemaskinen og finde Thomas Manns Troldomsbjerget frem. I det hele taget har det været knitrende koldt. Ja, næsten som i de gode gamle dage, hvor tysken gik over isen og Ole Madsen scorede med hælen mod svensken.

Jeg holder stadigvæk af at suse på ski ned af Lille Malene. Men jeg har dog ikke haft så travlt, at jeg ikke kunne tage dette billede (som bliver større hvis du klikker på det):



I denne uge er der noget i luften. Der er ikke så mange forårsbebudere her som i gamle Danmark. Eller også er det fordi de er knap så velkendte for denne fremmearbejder. En fremmearbejder ser dog, at solen er meget skarp og insisterende. Og her kommer det med sort og hvid igen. For I ved nok at sne er hvid og at asfalt er sort. Og her har vi altså begge dele. Og nu da solen er begyndt at varme smelter sne og is på asfalten. Og det er en blandet fornøjelse. For selvom man er skabssocialistisk cyklist er det jo ikke rart, at møde på arbejde med munden fuld af asfalt og halvdelen af vejbanen på den hvide nystrøgede skjorte. Vel? (det er fordi jeg ikke har skærme på ciklen endnu).

En anden forårsbebuder er stenbidere. Hun-stenbideren kaldes en kvabso. Det er fordi den er så grim. Og det er ganske vist. Her om foråret er det en formildende omstændighed at kvabsoen har vommen fuld af rogn. Jeg købte én på brættet (der hvor fritidsfiskerne sælgers noget af deres fangst) og efter lidt kyndig assistance lykkedes det, da den jo var meget medgørlig, at få et fint forhold til kvabsoens afkom.

Også i dag har jeg oplevet noget, som jeg håber at forstå senere.

Som I nok kan fornemme på den linde strøm af veloplagte munterheder i ovenstående er jeres Bredahl ikke så meget i kanvassen som i forrige afsnit. Sådan går det heldigvis ofte i livet.

Kærlig hilsen fra
Jeppe