Når jeg hører ordet kultur trækker jeg min revolver..

Min kære nevø (Jonathan) samler på billetter fra svømmehaller. Derfor var jeg forleden i svømmehallen for at få sådan en (eller to). Jeg var lidt fortravlet og skyndte mig gennem gruppen af børn og forældre op til billetsalget. De havde ingen brugte billetter, men jeg fik lov til at gå ind i omklædningsrummet for at se om jeg kunne finde en der. Jeg trådte over et gelænder og var på vej ind i omklædningsrummet, men HOV HOV, DET MÅ DU ALTSÅ IKKE, jeg vendte mig og så at opråbet kom fra to forældrepar, der så meget indigneret ud. Da jeg var som sagt var lidt fortravlet og da jeg jo sådan set havde fået lov, mente jeg, at jeg var i min gode ret til at gøre som jeg gjorde. Jeg bad dem derfor om at passe sig selv, men det skulle jeg aldrig have gjort. Så fik jeg læst og påtalt, at den duer ikke Granberg, for tænk på alle de børn der så mig træde over det gelænder. Hvad ville de mon tænke? Måske at man bare sådan kan gå og træde over gelændere? Hvad kan det ikke ende med? Det rene anarki? Stofmisbrug og kriminalitet? Revolution?

Og her er så en lille julequiz. Hvad tror I: Var de mon danskere eller grønlændere?

Aap.

Denne ’Jeg er til hver en tid i min gode ret til, at korrigere og rette på andre’- kultur (med henvisning til ’objektive’ kriterier for korrekt og normal opførsel) er noget af det jeg savner absolut mindst ved mit fædreland.

Nå, men nu er julen jo børnene, købmændene og hjerternes fest, så nu skal jeg nok være rar og ikke komme med sure opstød….

Her er det koldt om mørkt og jeg ser tv en gang i mellem. En journalist holdt en mikrofon op for den stakkels (godtroende) og (vist en gang) sjove Finn Nørrebygaard. Det var meningen, at vi skulle få ondt af staklen. Han behøvede ikke at sige noget. Man kunne se det i hans øjne. Historien handlede om tab. Det var smerte og sorg. Moralen synes at være: se blot Den ØKONOMISKE KRISE rammer også de rige og kendte. Vi er i samme båd. Det er hårde tider for rig og fattig.

Forskellen er vel bare den, at de fattige ikke har så meget at tabe, eller hvad?

Det har længe været sådan, at mange har tjent mere på at sidde og se græsset gro på deres græsplæne end at gå på arbejde. Det har været dejlige tider for Karius og Baktus. Og så har alle har ret til et fedt køkken, til en fed firehjulstrækker, til mindst to uger til de varme lande, til mindst én ny fladskærm om året og alle har ret til bla bla (find evt. selv på flere).

Det er jo så let. Køb lidt aktier hist og her. Og så er det bare, at lave en kop kaffe og vupti – så er der minsandten bonus. Men hvor mon de kommer fra, alle disse dejlige kroner? Er det manna fra himlen?

Jeg ved det ikke, men det må da gøre noget ved vores forestilling om værdi.

Det ikke en naturlov, at man bliver grisk og havesyge af at have mange kroner. Der er sikkert mange rige mennesker der både er glade, gavmilde og omsorgsfulde. Jeg har bare aldrig mødt dem. Jeg tror ikke, at det nødvendigvis er lykken at danse om guldkalven og fylde sin verden med kroner og ører, renter, fradrag etc etc.

Ikke at jeg tror, at mennesket nødvendigvis bliver mere lykkeligt af, at klæde sig i sæk og aske og leve på en sten. Men jeg har mødt meget mere umiddelbar venlighed og imødekommenhed blandt fattige mennesker end blandt rige. Selvom ham Finn ser så rar ud.

Måske er det værd at huske på, i denne tid, hvor man mange steder har været nød til at afskaffe juletræet al den stund, at der desværre ikke er plads til både pakker og træ i stuen. Måske ikke.

Med disse små (moralske) julehistorie (sendt fra Julemandens eget land) ønsker jeg alle trofaste men også de mere eller mindre løsagtige, læsere en Juullimi Pilluaritsi - glædelig jul.

Kærlig hilsen Jeppe