Med lånet af en dekoder har jeg, for en kort periode, finger på tv-pulsen. Jeg kan nu holde mig ajour og forsyne mig fra det overflødighedshorn af uimodståelige køtilbud, som de danske public service stationerne har på hylderne. Lige før jeg slukkede for skidtet og slog op i Marcel Prouts’ På sporet af den tabte tid og Tolsjoys Krig og fred, nåede jeg, at høre den buldrende øltønde Klaus Hjort Frederiksen kloge den om ’smerten i det danske samfund’.
Det slog mig, at selvom Danmark er et meget homogent land, hvor få har for meget og færre for lidt, og de fleste køber ind i Netto, må der trods alt være forskel på, hvor og hvor meget det gør ondt. Mon ikke ministeren har ondt et andet sted end posemand og terrorist på tålt ophold i Sandholm lejeren?
Selvom jeg lyttede godt efter lykkedes det ikke helt at finde ud af, hvor denne fusentast har ondt. Måske er det i meningsmålingerne? Det var altså ligesom der manglede et ’t’. For ærlig talt, så tænker jeg altså mere på ’ond’ end på smerte når jeg ser denne minister. Det var ganske sikkert også en formulering en dygtig spindoktor havde udstyret ham med, i forsøget på at gøre ham en smule menneskelig og sympatisk.
Men det var sandt at sige ikke det indtryk ministeren efterlod her i stuen. Det kan nu også skyldes mine to mdr. som mistænkelig snydetamp af en a-kasse-snylter, der efterlod en grimmer eftersmag. Og det er jo alt sammen ham Hjort Frederiksens skyld. Men det er han sikkert ret ligeglad med. Jeg er jo både nuværende grønlænder og tidligere kystbanesocialist er dermed i virkeligheden en inhabil domsmand.
Selvom det er bekvemt sådan, at gå og gøre sig til domsmand over dette og hint er verden sjældent sort/hvid. Og Hjort Frederiksen er sikkert en god kristen der bærer sit kors med oprejst pande, mens han smiler til forårssolen. Og det, altså foråret, er skam også kommet til Nuuk. Det var dog ikke til at se i fredags. Torsdag aften blæste det op og fredag formiddag var det storm og sne. Det var en imponerende altædende snestorm som jeg ikke har oplevet før. Det var bare at tænde for kaffemaskinen og finde Thomas Manns Troldomsbjerget frem. I det hele taget har det været knitrende koldt. Ja, næsten som i de gode gamle dage, hvor tysken gik over isen og Ole Madsen scorede med hælen mod svensken.
Jeg holder stadigvæk af at suse på ski ned af Lille Malene. Men jeg har dog ikke haft så travlt, at jeg ikke kunne tage dette billede (som bliver større hvis du klikker på det):
I denne uge er der noget i luften. Der er ikke så mange forårsbebudere her som i gamle Danmark. Eller også er det fordi de er knap så velkendte for denne fremmearbejder. En fremmearbejder ser dog, at solen er meget skarp og insisterende. Og her kommer det med sort og hvid igen. For I ved nok at sne er hvid og at asfalt er sort. Og her har vi altså begge dele. Og nu da solen er begyndt at varme smelter sne og is på asfalten. Og det er en blandet fornøjelse. For selvom man er skabssocialistisk cyklist er det jo ikke rart, at møde på arbejde med munden fuld af asfalt og halvdelen af vejbanen på den hvide nystrøgede skjorte. Vel? (det er fordi jeg ikke har skærme på ciklen endnu).
En anden forårsbebuder er stenbidere. Hun-stenbideren kaldes en kvabso. Det er fordi den er så grim. Og det er ganske vist. Her om foråret er det en formildende omstændighed at kvabsoen har vommen fuld af rogn. Jeg købte én på brættet (der hvor fritidsfiskerne sælgers noget af deres fangst) og efter lidt kyndig assistance lykkedes det, da den jo var meget medgørlig, at få et fint forhold til kvabsoens afkom.
Også i dag har jeg oplevet noget, som jeg håber at forstå senere.
Som I nok kan fornemme på den linde strøm af veloplagte munterheder i ovenstående er jeres Bredahl ikke så meget i kanvassen som i forrige afsnit. Sådan går det heldigvis ofte i livet.
Kærlig hilsen fra
Jeppe
Ingen kommentarer:
Send en kommentar