tirsdag den 8. september 2009

Er du glad? spørger krisen og hvad en jæger bør vide om listeria og toxoplasmose

Jagten I
Den korte version af forrige weekends jagt kommer her: I har jo nok allerede regnet ud, at der heller ikke denne gang stod død og kød på menuen. Sådan en latenstid ville ligne en farlig jæger som mig dårligt…Og det passer også fordi jeg er temmelig sikker på, at de dåsehakkebøffer vi fik til aftensmad var 100% kødfri. Hvad de så er lavet af er ikke godt at vide. Og det mener jeg.

Men det var en god tur. Igen. Tidligt op og tidligt i seng. Og lange traveture i den rene friske og kølige luft i en storslået og mennesketom verden. Kolde afvaskninger i smeltevand. Og vi fik opklaret en hel del. Fx spørgsmål så som; hvem kan sejle foruden vind? Og om et anker kan holde en båd i springflod og springebbe (?). Begge dele gav det gode skib Bennedikte svar på. Hele to gange fandt vi hende drivende, som en rejselysten flåde, væk fra os og ud mod evigheden. Uha sagde Klaus. Mens jeg dansede en indre krigsdans i afmægtighed er der heldigvis noget mere jordbundet og rationelt gemt i Klaus. Så af sted kom vi i gummibåden. Og den ene gang var det langt. Men begge gange kom skibet i havn igen.
Ligesom det aldrig er for sent, for en nøgen kvinde at lære at spinde, blev vi enige om, at vi næste gang, ud over det noget tamme anker, ville binde båden fast med et langt reb. Og det hjalp.

Er du glad nu?, spørger krisen
Og så gik der 14 dage. Finn var bare SÅ sjov. Og nu er Eddie Skoller på plakaten. Det bliver bedre og bedre. Apropos Finn, så må jeg citere ham for følgende: ”Om kriser: En krise kan faktisk være en god ting. I vores kultur har vi det bare sådan, at en krise skal vi af med. Væk med den. Men krise er et signal fra kroppen. Er du glad?, spørger krisen.” Grunden til at Finn er blevet så begavet er angiveligt den, at han er gået hen og blevet ’Gestaltterapeut’ i 2005. Men så fortsætter han:” Jeg tror ikke, at folk kan forstå hvor hårdt det kan være, at kæmpe sig op gennem sådan en krise. Det har været ren Titanic for mig. Vi havde et liv på tredje soldæk med stort orkester, balkjoler og smoking. Så går der 10 min, og man ligger i to grader koldt vand uden redningsvest.” Se det lyder ikke rart. Og det ser da også ud som om, at det kolde vand får ham til at glemme det terapeutiske tågesnak med ”…at krisen jo er en god ting og at i vores kultur” og bla bla. Og selvom om der sikkert er et par stykker, ud over den arme Finn selv, der bliver lidt våde i øjnene over den rørende lille-Finn-med-svovlstikkerne-pastiche så bor Finn nu i et fint rækkehus og ikke på bunden af et to grader koldt hav. Men det kan jo være slemt nok. Jeg er fx vokset op i et rækkehus, og se hvor galt det kan gå!

Jagten II
Nå, men tilbage til jagten: På 14 dage er det blevet efterår. Røde og brunlige farver og sne på fjeldene. Men vi raske svende ryster ikke på hænderne, og jeg kommer stolt hjem med rensdyr. Ej, ok. Klaus mente, at harer jo nok er ca. lige så store som rensdyr (eller rener, som det vist hedder rigtigt), men han har også et meget passioneret, ja, nogle vil sige nærmest erotisk, forhold til harer. Så noget sandhedsvidne er der med andre ord ikke tale om. Men en hare. Jeg har skudt en hare. Og her er lidt pral: Der var to ca 100 m væk. Og en hare er altså ikke det nemmeste dyr at ramme, og da vi skulle til at skyde begyndte de at løbe, men så skød Klaus og så stoppede den ene op og tænkte, hov, hvad var det? Og det var så den sidste tanke i det liv. Det var en meget potent oplevelse, sådan at gøre sig selv til herre over liv og død. Omnipotent, tror jeg det kan kaldes. Og sandt at sig, er det jo også rart at vide, at jeg rent faktisk kan ramme. Det er jo også godt når og hvis Danmark bliver bestormet af alle verdens muslimer, som meget tyder på snart vil ske. Men hjem kom jeg med haren. Og hvad gør man så? Tja bum bum. Selvom postadressen siger 3900 Nuuk, så er jeg et moderne menneske, der selvfølgelig bruger internettet. Men hvad finder jeg:

listeria og toxoplasmose
Der er to infektioner, som du kan blive smittet med gennem mad, og som kan være særligt farlige, når du er gravid. Det er Listeria og Toxoplasmose også kaldet Haresyge, som dog er sjældne hos danske gravide. Bakterien Listeria kan forårsage spontan abort og for tidlig fødsel. Toxoplasmos kan forårsage øjen- eller hjerneskade hos barnet.

Bakterien Listeria Monocytogenes - Listeriose undgår du bedst, ved at:
● skylle, koge eller stege madvarerne
● overholde holdbarhedsdatoer og opbevaringstemperaturer
● spise maden inden for få dage efter den er åbnet.
● undgå rå mælk og oste fremstillet af rå mælk (upasteuriseret)

Parasitten toxoplasma - og kaldet Haresyge eller Toxoplasmose undgår du bedst, ved:
● at vaske hænder efter berøring af råt kød og grønsager og efter havearbejde
● kun at spise kød, der er gennemstegt eller kogt. Smag ikke på rå fars
● at undgå rå mælk (upasteuriseret)
● at lade en anden tømme kattebakken dagligt, hvis du har kat
● at undgå at flå og håndtere harer og andre dyr.



Side op og side ned med historie om bakterier og pas på, pas på, de er på vej! Der står ganske simpelt intet om, hvad en jæger gør med en død hare. Hvad skal jeg med alle de information om hvor farlig verden er? - Sig mig engang: Er Danmark blevet en stor 100% Dansk Folkepartisk paranoid ammehjerne? En nation af frygtsomme små menneskebørn, der ved, at uha, uha, pas på, pas på. Farerne lurer bag hvert et hjørne. Vi ved, at de lurer med deres lange onde sorte muslimske frakker bag hvert et gadehjørne og om lidt springer de frem med posen fuld af halal terrorbomber, HIV kanyler, Ebola virus og streptokker, H1N1 og andre livstruende sygdomme!! Det filde det falde i mit hoveskalle sagde den lille kylling, der troede at himlen var ved, at falde ned. I den verden er det meget bedre, at blive hjemme med en kop kaffe og en skål vaniljekranse og se magasinet Penge.
Fra min høje hest er der afgjort mere grund til at være bange for Risikosamfundet og frygtindustrien end verden.



Nå, men så måtte jeg søge viden i bøgernes verden. Og siden fik jeg, som en noget famlende amatørkirurg, indvoldene ud af haren. Under det omfattende indgreb kom jeg til at prikke hul på tarmene. Det kan ikke anbefales. Men hvad så? Jo. Nu skal haren hænge og blive mør. Så nu hænger der en hare uden for mit vindue. Så der hænger den og digler. Og jeg er klar på en tur mere i næste weekend. Og hvad ellers? Jo, den første sne er faldet på Store Malene og det er ganske vist, at jeg skal på studietur med en 3. g klasse i de første to uger af oktober. Ikke dårligt.

2 kommentarer:

Torben Rønne sagde ...

Sniper-Jeppe

Torben Rønne sagde ...

Har du fået skriveblogering? Hvornår kommer næste nummer af Kort fra Kysten?