Nuuk 1

Nu nuu Nuuk

”And when I put my arms around you I’ll be looking over your shoulder for something new.”

Måske tænker I at ovenstående passer godt på jeres udsendte?

- Meeeen det gælder ikke i alle tilfælde. Man kan ikke sige at jeg er blevet omfavnet af Nuuk. Og man kan heller ikke sige at jeg har omfavnet Nuuk. Ikke endnu i hvert fald.

Jeg sidder på mit værelse her på Sømandshjemmet (Hmm…mon man vidste at jeg er en slags sømand?). Gardinerne er trukket for. Klokken viser 07:44, men i DK er det næsten middag. Uden for vinduet er det overskyet. Det var det også i går. Og det bliver det sikkert igen.

Men vi må lige lidt tilbage i historien.

Hjemme fra Afrik til to dages vemodig afsked og (alt) for mange bolde i luften. Fik nået det meste af de praktiske ’to do’. Men sådan egentlig jordforbindelse var der vist ikke tale om. Fik pakket mine 40(0) kg i rygsække lørdag morgen og kom for en gang skyld af sted i god tid efter en nat med mange tanker og meget lidt hvile. I lufthavnen var alt kaos. Transportbåndet virkede ikke og vi protestanter ved at tid er penge, og vi finder os fandme ikke i noget pis! Så er det sagt. Og det blev det.

Men ud over brok er lufthavnen også tid og sted for afsked. En kvinde foran mig kunne ikke holde tårerne tilbage (hvorfor skal man i grunde det?), og selvom jeg var mutters alene, var jeg solidarisk og fik selv vand i øjnene. Men nu skal vi ikke rive os med af følelser…

I kaoset blev min heftige overvægt ikke noteret (Der var den igen: Tid ER penge). Lettere lettet over dette faktum og lettere stresset over fremtid og med den deraf følgende angstens sved løbende blev jeg igen luftbåren og var på vej mod mit nye liv.

Over Grønland blev jeg så saglig over det storslåede landskab at ingen ord rækker. Sdr. Strømfjord var en velsignelse. Solen varmede og landskabet var, ja, storslået. Efter lidt kaf og snak om løst og fast med Michael og Thyge, der bor i Nuuk, af sted mod Nuuk. Under mig natur der larmede så meget i sin storslåethed at jeg måtte aflede min uro ved at skærme udsynet med en avis. Da vi nærmede os Nuuk fløj vi ind i tågen. På jorden var det koldt uden sol. Der var ingen modtagelseskomite med blomster og Dannebrog, men jeg kunne genkende en kommende kollega fra et billede og kastede mig over ham. Meget flink fyr (- desværre havde han en Tottenham kasket på. Han har nok ikke hørt om West Ham endnu:). Jeg kom med i en taxi og gennem ruden kunne jeg se min nye by.

Et ret besynderlig oplevelse. Blev indlogeret på Sømandshjem. Og efter lidt retræte i form af varmt bad og OL på tv vovede jeg mig ud - og det er her det med omfavnelsen kommer. Det var ærlig talt en ret forstemmende oplevelse, der selvfølgelig skal ses i lyset af at jeres udsendte var ret tyndhudet pga. ængstelighed, afsked, rakkerliv, træthed, jetlag etc etc. Men altså. Gaderne var som støvsuget for liv. Containere, smadrede flasker og gråt i gråt. Gik på Cafe Chili, der viste sig at være en tarvelig, tilrøget, kinesisk-thai-friture joint. Så jeg gik igen. Ind i Supermarked, på vejen fik jeg et: Hva’ glor du på Danskesvin? Slynget efter mig af et par unge (fejlfrit dansk – de må have haft en god lærer). Jeg skyndte mig videre og købte lidt nudler i kop og rugbrød og gik hjem og takket være min medbragte el-kedel og spegepøls fik jeg lidt aftensmad. Trak gardinerne for og trak dynen op over hovedet.

Ikke lige det jeg havde drømt om.

Men inden jeg pakker ned igen husker jeg mig selv på livet har lært mig at der er dårlige dage og gode dage. Og søvnen har gjort godt. Jeg trænger til lidt retræte efter den megen progression. Det er vist på sin plads. Det er på sin plads. Trækker mest vejret i den øverste del af mine lunger. Det er vist et tegn på at det har gået lidt for hurtigt i den seneste tid.

Men vejrudsigten siger solskin i eftermiddag og det kan jo næsten kun blive bedre…og for lidt siden kom jeg tilbage fra en tur til min nye adresse. Det ser meget fint ud og hov, nu skinner solen allerede!!