Nuuk #3

I de sidste par dage har vejret været dejligt. Nærmest lidt lunt i solen. I weekenden bliver det vist helt op til 15 grader! - Ikke dårligt. I tænker sikkert, hvad skal al den snik snak om vejret gøre godt for? Men vejret er skam meget vigtigt. Det betyder enten inde eller ude. I må tænke på at ud over at det er meget længere lyst (og der ikke er så mange sure leverpostejsdanskere i gadebilledet) er der samme temperatur her som i en dansk november. Om natten har temperaturen været under frysepunktet og den første sne er faldet på Store Malene. Det holdt ikke så længe, men nogle siger at det er tidligt. Så det gør jeg nu også: Det er tidligt.

Forleden dag fyldte jeg jo år. Og tak for de mange lykønskninger. Det varmede mit hjerte i den kolde klare luft. Men den kolde luft gjorde alligevel, at jeg måtte finde huen frem. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har haft hue på den 23. august. Men sådan noget som at fylde år kan jo godt sætte nogle følelser i gang, selv hos en kølig nordbo. Selvom jeg jo har samlet på grønlandske frimærker, boet på værelse med Herman Møller fra Paamiut i 1991, været i Qaanaaq og derfor nærmest praktisk talt er gammel grønlænder, så må jeg altså stadig knibe mig selv lidt i armen. Den krystalklare og tørre luft. Duften af hav. Og højden til loftet.. Det at man kan se langt gør også et eller andet. Til bjerge, havet og himlen. Det er voldsomt og jeg føler mig ofte meget lille. Det virker som lang tid siden jeg forlod mit fædreland. 14 dage kan virke som lang tid. Men det er selvfølgelig også fordi jeg har oplevet en hel del. Når jeg går og får hjemve, så ligger der heldigvis en tunnel lige i nærheden og der kan jeg gå ned og trække den beskidte luft ned i lungerne. Det er næsten lige som at være i Køben. Og jeg kan se tv avisen med Rabatten og Kontant og Penge om hvor man kan spare på dit og dat, og hvorfor det ene forsikring selskab er bedre og hvad for en bank der gjorde dit og om OK benzins priser og pis mig i øret med den hæslige kræmmermentalitet. Rundstykke, jeg mente det ikke. Det er jo bare ’prisbevidsthed’ og ’rettidigt omhu’ og ’god købmands sans’. Nå, men nu er jeg jo næsten dansker i november.
Forleden dag var jeg ude og sejle med en kollega. Vi skulle fragte en masse udstyr til en lejrplads som 1. g’erne skal overnatte i. Og selvom jeg ikke er meget for at indrømme det, er jeg vist noget af en landkrabbe. Den lille plimsoller gyngede faretruende og jeg bad mit fadervor flere gange. Men frem kom vi efter et par timer. Og på vejen tilbage var der tid til at fiske lidt. Og fiske det holder jeg af. Især når der en sjælden gang kommer noget på krogen. Og det gør der her. Det er som om EU kvoter og sejlende fiskefabrikker ikke har kunnet tømme det store lager her. Heldigvis. Det var i Nuuk fjorden (der i parentes bemærket kan rumme hele Færøerne) og jeg hev den ene torsk i land efter den anden. At der var så mange at de nærmest kunne være fanget med en kost betød mindre. Da jeg stolt kom tilbage med fangsten fik jeg af vide, at det jo bare var fjordtorsk og at de til nød kunne bruges til fiskefrikadeller. Men det siger jeg ikke til nogen. Og så fiskefrikadeller blev der skam ud af skidtet. De får nok ikke alverdens kokkehuer til at savle, men det er nu rart at fange sin egen mad.