Og vi drog igen på jagt, stadig morgenfriske og forventningsfulde. Denne gang kunne det jo (igen) ikke gå galt. Vi havde hørt rygter om, at rensdyrene mange steder (så godt som) selv hoppede op i båden.
Men som andre Titanicer har måttet sande, så er det svært at spå, især om fremtiden og endnu mere når det gælder rensdyr. Faktisk var vi kun lige nået ud af havnen før motoren gik i stå. Det var en kedelig oplevelse. Båden drev og ankeret blev kastet og så lå vi der, ret hjælpeløse og ikke specielt ’potente på den jægeragtige måde’. Det viste sig, at der ikke var mere benzin på. Det var jo lidt uheldigt – nogle ville måske kalde det urutineret? (tåbeligt?) – for vi havde heller ingen reservetank. Nå, men der var heldigvis (forhåbentlig) andre der skulle på jagt. Godt for motoren, men omvendt kunne det jo hænde, at de andre jægere (dermed) ville komme først og skyde hvad der var at skyde, mens resten af dyrene ville flygte langt væk. Det havde vi prøvet før.
Der kom en båd til undsætning. Nogle muntre grønlændere, der sagde ’når der er nok nogle danskere der er på vej på jagt’ mens de fnisede lidt. Det var ikke så godt for vores moralske jægerhabitus, men desværre sandt nok. Ud over at fnise kunne de heldigvis også låne os lidt benzin og så kom vi af sted mod tanken (tanken er ikke det nogle mennesker går og får i tide og utide, men en tankstation, der sælger benzin og diesel til mere eller mindre tomme motorbådstanke). Vi nåede at gå i stå igen 200 m fra. Derfra blev vi trukket det sidste stykke af nogle andre hjælpsomme sjæle. Men al det hurlumhej havde taget 1 ½ time. Ikke en god start.
Da vi kom frem til det udvalgte sted på Nordlandet, kunne vi se en masse spor. Men det er jo ikke noget at servere til aftensmad. Vi så kun to dyr og de var allerede døde, skudt af en anden jæger, der smilede venligt og vinkede. Men naturen var flot.
Og nej, der var ingen dyr der hoppede op i vores båd.
Så i den korte version er jeg, med andre ord, stadig solidarisk med alle tiders mænd. I ved, dem der gennem menneskehedens historie er vendt tomhændet hjem fra jagt. Og faktisk kom jeg hjem endnu mere tomhændet end jeg drog af sted. For jeg mistede mit kamera. Jeg opfatter ellers ikke mig selv som en der går og mister sine ting. Så jeg mener jo nok at det var Klaus der tog et billede og lagde kameraet fra sig og gik. - Men det finder vi aldrig ud af. Det behøver vi jo heller ikke. For jeg ved, at det var Klaus’ skyld.
Vejret
I øvrigt vil jeg mene, at jeg som dansker ved et eller andet om dårligt vejr. Måske især som tidligere cyklist i Danmarks fire årstider – i tåge, blæst og regnlandet. Især om vinteren kan vi danskere byde på ret elendigt vejr. Men det kan Nuuk altså også. Det skal bare ganges med to, tre, fire stykker. Selv når vejret er allermest elendigt. Som lige nu fx. Altså, så man virkelig må knibe sig selv i armen. To grader, sjap i ankelhøjde, regn fra helvede og 25 meter blæst i sekundet. Så man tænker, at nu, nu kan det da ikke bliver værre? Men jo. Det kan det.
Fx siger vejrudsigten, at det vil blæse 30 meter i sekundet og at der vil være vindstød af orkanstyrke (over 40 m/sek).
Jeg sidder lige nu og håber (igen) at håndværkerne, der har lavet husets fundament har passet deres arbejde og ikke drukket for mange (af de dyre) øl og derfor liiige tænkt, at, skål, det holder sgu nok til vi er taget hjem haha. For det knager i hele hytten og huset står og rokker frem og tilbage (og det er ikke engang løgn).
Og ikke nok med det. Når det regner, så forsvinder sneen. Det er ikke godt. For ud over at sne er rar at se på, så lyser den også det hele op når det er mørkt. Forleden dag var der strømafbrydelse i hele byen, men det var nærmest lidt tusmørke og slet ikke så sort som vinteren i Danmark.
Apropos Danmark, så kommer jeg alligevel ikke til Randers her om lidt. Det bliver i stedet i uge tre eller fire. I stedet har jeg besluttet mig for at tage hjem til jul. Og det glæder jeg mig til.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar