fredag den 28. november 2008

Aap til Vise mænd


Spørg ikke hvad dit land kan gøre for dig, spørg hellere hvad kan du gøre for dit land.

Dette synes, at være visse vise mænds kategoriske imperativ. Men denne slags vise mænd skal ikke forveksles med de tre fra Østerland, der i kong Herodes dage, med den strålende stjernes hjælp, fandt jødernes konge - Jesusbarnet - i en lade blandt halm, får og geder. – Nej, disse vismænd bringer ingen gaver, intet røgelse (og dog..) og ingen myhraskær (hvad det så er?). Det her er den nålestribede slags. Regnedrenge. De kan deres tabeller og finder ikke deres svar i kaffegrums og horoskoper. De har derimod set i sol og måne, at det kommer til at knibe. Det kan gå galt. Vi må spænde livremme ind. Men bare rolig. Julefrokosten bliver ikke aflyst. Puha. Topskatten skal fjernes. Det er nemlig hårdt at være rig i disse alvorlige tider. Ja, det er i det hele taget ikke nemt. Men boligskatten, den bliver der ikke rørt ved.
Efter gode tider, med både Wienerbrød og chokolade, har den ØKONOMISKE KRISE lært boligejerne det ubehagelige ord recession. Jo, de stakkels boligejere har lidt nok. Det har bestemt ikke været en dans på Rhodos at være husejer på det sidste. Friværdien er styrdykket med op til flere procent, så de næsten har måttet aflyse ferien til Malta (der er toldfrit) og man har ventet med at skiftet bilen ud.

En sang kommer mig i hu:

Alt som var av søtt og godt
det er borte stort og smått.
Alt har børsten feiet bort,
det var veldig dårlig gjort!
Her er ikke noe nå -
ingen karameller små,
ingen loff med sirup på -
Å hvordan skal dette gå...


Å hvor skal vi bo i natt ?
Tanna her er slett og glatt !
Å jeg er så sint så sint
at jeg nesten flyr i flint !
Men det er nok ingen råd,
for vi er så altfor små.
Vi er trette begge to,
men har ingen sted å bo.


- Ja, hvad kan det ende med? Jeg spørger bare. Man ser overskrifterne for sig:

Oprørte boligejere besætter Kastrup lufthavn – 14 dage sydpå er en menneskeret

Illums Bolighus stormet af boligejere! – Alle har ret til et fedt køkken og en ny fladskræm.

Peberspray mod vrede boligejere. Politiet frygter flere optøjer.

Og inden længe får vi kilomenterlange køer foran herberg og varmestuer. Mariatjenesten og kirkens korshær bliver besat af desperate boligejere. - Men så galt går det nok ikke. Godt at der stadig findes vise mænd.

Selvstyre
Hey, der har været afstemning om selvstyre! Selvstyre, tænker I måske. Mener han ikke sæl-styre? Hehe…

- Men nej. Der er faktisk mange her i landet der både kan læse og skrive og som ikke sejler rundt ude på Christiania og/eller Christianhavns Torv. Og nu har de været til folkeafstemning om selvstyre og over 70% stemte aap - ja.

- Jeg fandt nyheden på DR’s hjemmeside. Ud fra placeringen, langt nede på hjemmesiden, så det ikke ud som det var noget der for alvor har interesseret dansken. - Måske har de siddet klistret foran skærmen og fulgt C20 index og Nasdaq og set verdens styrte i grus?

Hvad ved jeg. Men Søren Espersen fra Den Danske Folkeforening, benytter gerne lejligheden til at sige verden et par(småracistiske) sandheder. Espersen mente, at grønlænderne var blevet hjernevasket og havde fået olie på nethinden – i nævnte rækkefølge. Nu bliver I opslugt af USA, sagde han. Med andre ord, mener Espersen, at grønlænderne er nogle smådumme og fordrukne fangere. Og de kan selvfølgelig ikke administrere noget som helst, mindst af alt al den dejlige olie, der (måske) findes i undergrunden.

Jeg, der ikke kunne stemme, men dog alligevel har en stemme, skrev et indlæg til den udmærkede skolelæreravis Politiken. Jeg ved endnu ikke om Brandes og Hørup vælger at trykke mine ord. Men her er ordet frit. Så I skal ikke snydes:

Demagogen Espersen

Grønlænderne har stemt klart ja til selvstyre aftalen. Men Søren Espersen, mener at det udelukkende er sket fordi grønlænderne er blevet hjernevasket af en propagandakampagne. Landet kan ikke stå på egne ben, grønlænderne har fået oliemilliarderne på nethinden og uden Danmark og DF bliver landet nu opslugt af den store stygge ulv, USA, siger han.

Men da selvstyre kommissionen kom med forslaget til en selvstyreaftale mellem Grønland og Danmark var DF og Sørens Espersen på barrikaderne med advarsler om, at Danmark nu begik en historisk bommert. Hvorfor? – Fordi selvstyreaftalen blandt andet giver Grønland retten til den - formodentlig - meget righoldige undergrund. En undergrund som Espersen mener, bør tilfalde Danmark. – Måske ved Espersen noget om hvad det vil sige, at få oliemilliarder på nethinden?

Udtalelserne viser, at Espersen ikke mener, at grønlænderne er i stand til hverken at tænke eller handle selv. Det mener Espersen, at han bør gøre for dem.

Men grønlænderne både kan og vil selv. Og de er heldigvis fuldstændig ligeglade med hvad Espersen mener. Har Espersens udtalelser nogen som helst effekt, må det være at understrege, hvor vigtigt det er at Grønland har taget endnu et skridt mod selvstændighed.

Som dansker i Grønland er det derimod anderledes forstemmende og pinligt at være vidne til Espersens demagogi. Udtalelserne er gennemsyret af en herrefolksmentalitet, der ikke hører hjemme i det 21 århundrede.

Men disse ord vil jeg sige qujanaq (tak) og takuss (udtales dakuss og betyder vi ses)

ps Bemærk i øvrigt at det er muligt at efterlade kommentarer. I længden bliver det kedeligt at tale med sig selv.

1 kommentar:

Kristian Levring Madsen sagde ...

Så er Jeppe vist blevet fisk igen. Eller "frisk" selvfølgelig.....

Jeg noterer mig, at du i dit læserbrev i en sarkastisk vending kalder USA "for den store stygge ulv". Har du fået sælstyre på nethinden? Du plejer i hvert fald nok at mene det, når du siger noget stygt om USA. Og lige bestemt hvad Grønlands oliemilliarder angår er USA nok ikke nogen bedre partner end Danmark (Søren E. repræsenterer jo ikke Danmark som sådan). Og da garanteret specielt ikke for miljøet.

Men selvstyre skal de nu have lov at have. Problemet er bare, at man i Grønland jo har en økonomi, der jo endnu er dybt, dybt afhængig af tilskud fra den danske statskasse.

Og for at få boret den mulige olie op, så kræver det nok nogle investeringer udenlands fra. Og de investeringer laves garanteret ikke gratis.

Så for mig at se, så er spørgsmålet egentlig ikke så meget om selvstyre er godt for grønlænderne (for det er det naturligvis for deres identitet etc.). Spørgsmålet er, hvad der skal stå i stedet, og hvordan deres økonomi skal finansieres - indtil de dejlige oliemilliarder MÅSKE dukker på af dybet.