Stenalderen revisited

Her bor jeg. På 2. sal til højre på billedet.

Nå, men en læser har for øvrigt gjort mig opmærksom på, at jeg jo bare kan lade være med at tænde for skidtet.

Skidtet? - Ja. TV’et.

Jeg ser på min livecoach. Han nikker. Han er enig.

- Det er jo det jeg siger. De vil høre noget andet. De vil høre noget spændende. Verden er fuld af sure gamle mænd der peger fingre af verden.

- Men hvad skal jeg finde på?

- Skriv noget med at du har mødt ham muslimen Obama i Nuuk, eller hvad med at du var ved at blive ædt af isbjørne? Eller måske noget, der bekræfter deres fordomme, noget om stive grønlændere - uden tænder - der falder i søvn efter at være faldet i en bananskræl. Det skal enten være sjovt eller dramatisk, eller helst begge dele.

– Og du vil jo gerne være med i klubben ik´ Mulle?

Jo, tak. Vi vil alle samme godt være med i klubben. Og de utallige opfordringer til at skrive (tak Mor og Morten) gør selvfølgelig også indtryk på selv den køligste skandinav.

Nå, men jeg kan fortælle, at jeg får læst i en del bøger her, nu da kulde og mørket har sænket sig.

Det er egentligt meget passende. Lige efter efterårsferien blev det vinter. Først kom sne, siden lidt regn og så to storme og så blev det koldt igen. Det har været koldt siden. Koldt og klart. Solen går ned ved halv fire tiden og det er lyst omring otte om morgenen. Det gode er, at sneen knitrer under mine støvler, at nordlyset ikke kan beskrives med ord og at solen skinner og at luften er kold og klar.

Jagtsæsonen går på hæld. I morgen (søndag) er sidste chance for nærværende ambitiøse jæger-wannabe. I lørdags var Kjeld, Klaus og Jepper tidligt på færde. Godt pakket ind (og med mit storm post traumatiske stress syndrom (aktiveret over at være i en lille båd på det store hav) nogenlunde under kontrol) drog vi af sted. Vi sejlede 1 ½ time ind i Godthåbfjorden og var så taknemmelige over muligheden for at opleve den storslåede natur, at vi blev enige om kun at skyde to dyr.

Denne ydmyghed blev dog ikke belønnet af jagtguderne, for der var ingen, NUL, dyr. Det tætteste vi kom var spor efter en ræv - man kan sige at rensdyrene havde taget ræven på os – hvis man er lidt munter.



På vejen tilbage til båden ledte Klaus os igennem et tæt vildnis af buske og høje træer (dvs hovedhøjde). Her lykkedes det mig at falde og slå hovedet ned i en pind, hvorfor jeg – forståeligt nok – brokkede mig til vores guide (Klaus). Klaus er blandt mange andre ting historiker (hvorfor jeg kalder ham Klausewitz, efter en anerkendt (?) historiker af samme navn). Klausewitz, sagde jeg, hvor hele hule hævlede skal vi gå gennem dette vildnis? Se nu har jeg slået hovedet!

- Klaus svarede, at jeg bare skulle forstille mig vinterkrigen mellem Finland og Rusland i 1939. Det var sådan det var, sagde han. Og med den øjenåbner forsvandt mit brokkeri som dug for solen.

Ja, naturens muntre sønner var vi. Nærmest lidt berusede over det imponerende vinterlandskab. Det blev endnu bedre da vi mødte tre færinger før vi tog tilbage. De var også var på tur. De inviterede os rask ind i deres lille hytte til kaffe. Før kaffen blev kogt, som det hedder på de egne, skulle vi jo lige have lidt rødvin. Der går tre glas på en flaske kunne vi se og - for fanden, som Kjeld (der er meget økonomisk bevidst) konstaterede bagefter, det var en 120’er !! – den koster over 100,- kr!! Siden fik vi da også lidt kaffe og hjemmelavede boller og nogle røverhistorier. Jo, det var skam flinke folk. Efter denne opmuntrende oplevelse var vi klar til turen hjem til Nuuk. Glemt var det næsten, at vi kom tomhændet hjem. Næsten.
At komme tomhændet hjem er ikke rart. Jeg føler en form for slægtskab og sympati, ja, måske lige frem broderskab, med tidens tomhændet jægere? Med mænd i jæger/fanger samfund der igennem tiden kom hjem uden aftensmad.

- Det er ikke så godt for maskuliniteten.

- Måske er det derfor de store 4-hjulstrukne biler er blevet opfundet?

Så i morgen skal vi af sted ingen. Det huer mig ikke at stå op midt om natten. Men det huer mig at komme på jagt, så sådan bliver det. Vi skal til Nordlandet. Alene navnet lover godt. Det lyder som et vintereventyr.

Med alle de dejlige ting kan I måske forstå, hvorfor jeg ikke sidder meget bag skærmen og sende ord og tanker ud i universet. Uden at træde i det kan jeg konstatere, at der også foregår mere interessante ting end at sidde bag skærmen og taste der hvor I er. Måske er det godt. Så er ingen af os bevidsthedsmæssigt et andet sted.

Takuss fra Jeppe