Hedehøgen


Efter den noget voldsomme oplevelse på havet (kloge hoveder har informeret om at det var resterne af den onde orkan Ike. Men hvad ved jeg?) har jeg nu igen fast grund under fødderne. Hvis man er lidt munter (det er jeg nu og da) kan man sige, at det er gået fra vejrdag til hverdag. Og med den slags stormende vejrdage er det godt.
Mange har spurgt hvorfor vi dog tog af sted nu da der var storm på vej. Men sagen er den - var den - at vi ikke vidste bedre. Vores livslinie på landjorden var en lidt verdensfjern biolog, der har dedikeret sin færden på denne jord til at redde den truede hedehøg (som vist på billedet). Han var åbenbart så optaget af denne ærværdige gerning at han i farten helt glemte at give den nyttige information om stormen der var på vej videre til os. Det havde nu været meget rart at vide. Men hvad. Det er svært at lave omelet uden at knække æg, som man siger, og set i en større sammenhæng er mennesker er jo ikke ligefrem en mangelvare på denne jord. Hedehøgen derimod…

Man skal vælge sine livliner med omhu, har jeg lært.

Nå, men nok om det. Nu var jeg hurtig til at skrive, at det var blevet hverdag igen. Det er ikke helt rigtigt. Faktisk er det sådan at Nuuk i disse dage synes koloniseret af en hel hær af grå skæg og måner, forvaskede skovmandskjorter, lærredsbukser der er trukket godt op over navlen, (så de bliver endnu mere for korte) og de obligatoriske hvide tennissokker i Ecco sandalerne eller jacoformsko.
- Hvad laver alle de skovmandskjorter mon i Nuuk? Er der tale om en invasion af det ’grå guld’ der nu indtager Nuuk i stedet for at nyde deres opium med Søndags BT, sangria og grisefest under sy(n)dens sol på Costa del Sol?
Svaret er at der skal laves en ny gymnasiereform da den gamle reform var og er en gammel dansk HF reform, hvor Danmark er streget ud og Grønland er skrevet oven på retteblækket. De fleste der har sat deres ben i Grønland ved, at der er forskel på de to lande, og i en tid med en gradvis løsrivelse fra den tidligere – og nuværende – kolonimagt skal reformen selvfølgelig tilpasses virkeligheden.

Jeg hørte en interessant radioudsendelse forleden hvor to de begreber 'forventninger' og 'erfaringer' blev sat overfor hinanden. Som ung har man mange forventninger og få erfaringer. Det giver ofte megen dynamik, men ikke altid fornuftige valg. Som ældre har man ofte mange erfaringer, men knap så mange forventninger. Det giver så det modsatte af dynamik. Hvis dette forholdes til skovmandsskjorteinvasionen var det tydeligt at en del havde forventninger om at det nok vil blive værre med en ny reform. Men hvad værre var, så var der også en klar forventning om, at der blev serveret kaffe fra morgenstunden i forbindelse med workshoppen. Det var ikke tilfældet (der var først kaffe kvart over 9) og det gav en del dynamik, - FOR HVAD FANDEN ER MENINGEN?! – det var tæt på overskrifter som; BLODBAD PÅ GYMNASIET I NUUK. Så galt gik det nu ikke og det er selvfølgelig, (og heldigvis) muligt at have både mange erfaringer og mange forventninger til fremtiden.
Jeg har fx også forventninger, men knap så mange erfaringer som gymnasielærer. Og for sådan en som mig er det lidt underligt, ja, måske endda lidt forstemmende, at se sig selv 20-25 år ældre. Nogle vil ligefrem sige; hør her unge mand. Er det egentligt ikke vældigt flabet af sådan en opkomling, at gå og pege fingre og drille den ældre generation?
Jo, er svaret. Men den der kender mig vil være klar over, at selvom jeg ikke holder ubetinget af forvaskede skovmandsskjorter og hvide tennissokker i sandaler, så er jeg er stor tilhænger af kaffe med blødt brød (chokolade). Måske er det det der bekymrer mig?

Det er sikkert blevet noteret, at jeg har været lidt ude med riven efter mit fædreland. Jeg tror at der bliver sat gang i nogle ting og tanker når man/jeg flytter til et andet land. En ting jeg holder meget af ved at være her, og bestemt ikke savner, er det hæsblæsende tempo og den allestedsnærværende støj a la ’goddaw jeg hedder dit og dat og jeg har et godt tilbud til dig’. Tænk en gang, jeg er efterhånden så gammel at jeg kan huske pausefisk og prøvebillede på tv. Disse små afbræk og tænkepauser lyder næsten som noget fra Johannes Ewalds tid. Men ikke her. I KNR er der velsignede pauser mellem udsendelserne. Der bliver vist nogle billeder af den skønne natur og spillet lidt jazz og anden rar musik. Ja, faktisk er pauserne ofte bedre end udsendelserne. Jeg har været ude efter det moderne ’public service’ kræmmermarked Rabbatten og den slags; ”Der (modigt) tager springet ned i en verden af gode råd til at spare virkelige penge i din hver dag. Rabattens arkiv rummer sparetips om bilpærer, restaurentbesøg, sadelkøb, træpillefyr og uendeligt meget mere.” - Uendeligt mange flere uendeligt gode råd til at spare virkeligt uendeligt meget på de forvejen uendeligt mange gode tilbud, der giver så mere indhold i den uendelige ligegyldighed.
Eller hvad med public service programmer hvor ejendomsmæglerne kan gætte hvad denne skønne liebhaverbolig i Hellerup koster? Min opfordring til mit fædreland er: Sæt farten lidt ned. Hold pauser og hør lidt jazz eller anden rar musik.

I går aftes sluttede workshoppen om reformen og vi var derfor ude og opleve Nuuk by night. Men først to oplysende indslag: 1. Som det vides må jeg vist kategoriseres som uhensynsfuld ikke-ryger. 2 Der er ingen rygelov i Nuuk. Tilbage til Nuuk by night.
Grunden til de to overstående informationer er at de fleste grønlændere ser ud til at ryge (det må være langt over 100%!!). Og det kræver derfor en hel del målrettethed, ihærdighed og en vis portion dødsforagt at tygge sig igennem den beskidte luft der findes rundt om byens puls. Det havde jeg i fredags (der var ikke så meget tilbage lørdag..) Hvis rygning generelt er en dårlig idé. Så kræver det ikke den store handelseksamen at regne ud at idéen ikke bliver bedre af at en pakke her koster 80 kr. for tyve stk. Men Nuuk by night er, ud over de mange gratis smøger i luften, en god oplevelse. Jeg har endnu ikke været på byens diskotek (det hedder Manhatten), men på Gothåb Drukhus (det hedder nok Bryghus) kommer alle for at få en hyggelig aften. Det er dog så stinkende dyrt at købe noget som helst, at der ingen mennesker er før kl 01:00, men så lyder gong gongen og folk og fæ strømmer ind, som til januarudsalg i Magasin, hvor man bare kan spare SÅ meget. Der bliver spillet de obligatoriske sing a long kopinumre af det litauiske tre mands orkester, så der ikke er et øje tørt (måske er det mest pga røgen) Men kl 03:00 tændes lyset og så sejler ung som gammel op eller ned ad åen og de fleste vågner vel op et eller andet sted og tænker et eller andet med, at nu gør jeg det aldrig igen.

Nå men.

Apropos dårlige idéer så fandt jeg forleden min cykel stående uden forhjul. Der lå så et andet forhjul ved siden af. En avekat havde med andre ord byttet sit forhjul ud med mit. Ja, selvfølgelig fordi avekattens eget dæk var punkteret.

Den slags er måske liiige friskfyrsagtigt nok til mig. Og jeg har efterfølgende måtte trække cyklen (med min Eccosandaler) ned for at få en ny slange. Fåk.

Inden jeg siger farvel, kan jeg sige at vejret her er blevet koldere og den første sne er faldet i byen. Det er tidligt, siger de. Det er tidligt siger jeg. Men den tykke tåge har vi ikke oplevet på det seneste og faktisk skinner solen en del. Det er dejligt og for første gang (siden jeg var 5 år) glæder jeg mig lidt til vinter.

De siger at vinteren er smuk her. Jeg siger at vinteren er smuk her.

Slut prut