Aluu igen.
Jeg er just hjemvendt fra en tur til Præstefjorden, der ligger ca. 2 timers sejlads fra Nuuk downtown. Jeg var af sted med Klaus, der også er lærer på gymnasiet, og hans søn på 4 år. Planen var at vi skulle fiske og gå på jagt efter rensdyr (men selvfølgelig også drikke en kop kaffe, se ud over havet og snakke om stort og småt). Med til historie hører, at jeg jo er (det er jeg jo) blevet den stolte indehaver af en fin jagtriffel (hvilket gør at min diæt mestendels fremover kommer til at bestå af havregrød). Dette (det med riflen) ser jeg som en investering i min nye tilværelse her i landet. Og det skulle være nu for rensdyrjagtsæsonen er i fuld gang. Nå, men ikke, flere forklaringer.

Men I kan forstå at jeg derfor var fint tilfreds ved udsigten til muligheden, selvom den var ringe. - Der var selvfølgelig det aberdabei at båden vi skulle sejle i havde haft nogle motorproblemer. Og jeg har (siden) lært at motorproblemer på joller i Grønland skam er en alvorlig sag. Dette blandt andet fordi her er farligt langt mellem ditten og datten, og fordi det ofte er mere end tvivlsomt, at ’der sandsynligvis lige kommer nogle forbi’ og forbi vejret skifter hurtigt, og fordi havet er koldt og dybt, og fordi bølgerne er store og fordi vinden sagtens kan blæse en toupé af, hvis man er udstyret med en sådan.
Det var vi ikke (udstyret med toupé), men vi havde fint humør, så vi drog friske af sted. Altså, der havde været en mekaniker og klappe lidt på motoren. Så slog han en skid og bevægede hovedet op og ned. - Så den skulle være i orden. Det er vist bedst at gifte sig ind i en familie med mekanikere, eller selv at være det, eller den slags, her i byen. For ellers kan det åbenbart være svært at finde en ansvarsfuld og grundig mekaniker. Hvorfor ved jeg ikke.
Men efter to timer i en lille båd på det store hav kom vi frem til den beskedne fangerhytte i fjorden. Og efter kaffemik og en bid brød gik vi lidt rundt og så jageragtige ud. Uden dog at få dyr i kikkerten eller fisk på krogen - for den sags skyld. Vi aftalte at stå tidligt op og prøve lykken. Som sagt så gjort. Kl 6 var vi på farten igen. Igen uden held. Som rigtige jægere blev vi enige om, at det nu var tid til en lille lur. Efter denne, og en lille kaffetår, besluttede vi at komme ud med krogen på havet. Men så sagde motoren ikke VROOONNN, men bare et forkølet host. Og jf. overstående er det bad news. Hvem ved? Måske var det batteriet? Måske kølede motoren ikke? Måske måske...(find evt. selv på flere muligheder).

Det korte og det lange var, at vi måtte tilbage til hytten og bede til Vorherre om en sejlende mekaniker (der vist er ligeså sjældne som rensdyr omkring Præstefjorden), eller en venlig sjæl der ville komme forbi og have os med på slæb.

Det hører med til historien at Klaus har boet i Nuuk i 11 år og selvom han ikke er mekaniker, så var fjorden valgt ud fra hensynet til den knap så driftsikre motor. Forstået på den måde, at der kan komme både sejlende (hvilket er grunden til at der sjældent kommer rensdyr). Og sådan gik det. Så vi fik et lift af en af mine 1. g'eres forældre i en stor, hurtig og flot båd. Og nu da Klaus nok ikke kommer til at læse dette, kan jeg godt sige og skrive, at det ærligt talt passede mig fint. For blæsten var taget til, og at sidde i den lille plimsoller med skrantende motor havde været i kategorien under nærdødsoplevelser for landkrabben fra Jonstrup (mig).

Så meget klogere sidder jeg nu i min varme stue en søndag aften og tænker lidt over forskellen på DK og Grønland. Og der er mange. Her i landet kan hvem som helt gå ind og købe et skydevåben og ammunition. En jagttilladelse koster 50,- på posthuset. I Danmark skal man tage prøve og søge om tilladelse og registreres (med mindre man er med i Hjemmeværnet…) og den slags, som vi holder så meget af. Det er jo sikkert meget fornuftigt at våbnene flyder i gaderne i et lille land ude ret meget natur.I det hele taget er vi danskere ret fornuftige. Og hvis jeg må være så fri (hehe, det må jeg jo nok) så vil jeg spørge om det mon, on nogle gange, kan blive for meget med al den fornuft?

Hvis det er tilfældet, at det protestantiske fornufttyranni bliver internaliseret i alle danskere, er det i det tilfældet at der hersker en anden indstilling til fornuft her til lands. Dette viser sig på mange niveauer. Lad mig nævne et par stykker:
Af de mere nære kan jeg skrive, at der har været husspektakler hos underboen. Det var omkring den 1. hvor en del af indkomsten (og noget af bloktilskuddet) forsvinder ned i leveren på folk og fæ her i landet. Uden at kende detaljerne er her hvad jeg tror der skete:

Efter rigelige indtagelser af opløsningsmidlet alkohol ville kvinden (eller var det manden?) ikke åbne døren. Derfor kastede han/hun sten mod ruden fra gaden. Det var ikke den slags småsten som prinser/prinsesser kaster for at vække den slumrende udkårne med små bank på ruden, for to af ruderne var smadrede og selve facaden, der er lavet af et tyndt materiale, minder om Berlin efter 1945.
Den slags spektakler er der jo ikke patent på her i landet. Men min (sparsomme) oplevelse er, at det er et eksempel på at menneskelige følelser som vrede og frustration er stærkere end fornuften. Jeg tror at de fleste jeg kender nok ville overveje om det nu var det værd. Altså, hvor det meget det mon ville koste at ødelægge facaden på et 1 ½ år gammel hus. Billigt er det i hvert fald næppe.
Et andet eksempel (af den mere kulørte slags) er at kønssygdomme er ret udbredte blandt grønlandske unge. Mens de danske ungersvende og møer selv i de mest intime stunder hører Luther kalde, har de grønlandske unge øjensynlig ikke så travlt med at efterleve overjeget og fornuftens dommedagsbasuner om sikker sex.

Nu kan man måske mene, at overstående er lommesociologi af værste skuffe og i øvrigt lyder meget som Danmark. Så lad mig komme med eksempler der er mere skudsikre (sic!):

Det er mig en stor fryd at leve et sted, hvor der ikke er seven eleven på hvert gadehjørne, eller McDonald’s for den sags skyld. Tro mig. Vi kan godt leve uden. Her er heller ingen reklamestøj overalt i gadebilledet og i æteren. Det passer mig storartet at jeg ikke behøver at forholde mig til alverdens tilbud så snart jeg går ud i det offentlige rum eller tænder for radio eller tv. I et hele taget kører mediemøllen ikke så hurtigt her.
Det er muligvis ikke så godt for demokratiet, da de journalistiske vagthunde vist ikke har overdrevet skarpe tænder her, men det er godt for andre ting.
Fx kan den der er in absentia godt få den tro at Danmark er blevet et ragnarok af knivstikkeri og skyderi. Oh, frygt og rædsel. Denne selvforstærkende og allestedsnærværende utryghed kan brede sig som en steppebrand. Den eneste fornuftige løsning må være at alle må begynder at gå med skydevåben eller kniv for at kunne forsvare sig selv. Det, og derefter melde sig ind i DF, så der kan komme mere politi på gaderne og så vi kan få sendt alle de skydegale knivstikkere hjem til Gaza og Libanon, og hvor de nu ellers kommer fra. Men ikke nok med det. Hvad gør vi ved den terrortrussel? - Den kan vi ikke sende hjem. Lad det være sagt det samme. Terrortruslen er vi lykkeligt fri for her. Selvom Osama (eller er det Ondsama?)Ben Ladens arm er lang og ond – meget lang og meget ond – tror jeg de fleste er enige om at den ikke når helt til Nuuk. Så mens man i resten af den vestlige verden synes at være enige om at den største risiko i verden er terrorangreb, er vi her i Grønland fritaget for denne fare.

Fra denne fredelige og ophøjede position (i hvert fald rent geografisk) må det være på sin plads at gøre opmærksom på, at sådan noget som vaniljekranse har flere liv på samvittigheden end terrorangreb i Danmark. Alligevel er det ikke den lurende fare fra Karen Wolfs bagværk der skaber skræk og rædsel, men derimod et skægget fantom fra Langbordistan, der synes at stå klar bag hvert et gadehjørne med sin morderiske turban fyldt med onde bomber. Så puha og tak til Bush, Fogh og ikke mindst Pia Kjærsgaard for at vi ved et sandt lykketræf overlevede endnu en dag i den krig de kalder samfundet. Ikke underligt at vi trænger til en kop kaffe efter sådan en omgang, og hvad mon der findes i skåle ved siden af kaffen? - Vaniljekranse! Aha.
Hvem ved? Måske ejer den rævesnu Ben Laden rent faktisk Karen Wolfs vaniljekransbagerier? Vågn op Holger Danske. Kom frem fra dine tomter! Det er nu Danerne har brug for dig!
Nå, men nu skal jeg nok holde op med at drille. Det er jo ret nemt at sidde her på en klippe højt mod nord og pege fingre af andres frygt og bæven.

Jeg vil slutte med noget mere fredeligt. Vejrudsigten. Dagen aftager med 15 min i døgnet og det kan godt mærkes. Det er endnu mere efterår nu og mere er på vej. Vi nærmer os tiden for efterårsstorme, så jeg må se at komme ud og se mens vejret endnu er til det. Onsdag skal jeg forhåbentlig ud og fiske og jeg glæder mig til at kunne skrive at jeg ikke kun går rundt og ser jægeragtig ud, men både af navn og af gavn er deerhunter, måske snarere reindeerhunter

Takuss fra Jeppe