Breaking news fra Nuuk

En kritisk og opmærksom læser har sendt mig følgende:

"Hedehøges trækrute kortlagt
Hvilken rute flyver hedehøgen, når den hen på sommeren forlader Danmark og flyver syd på for at overvintre i Afrika? Det spørgsmål giver to hedehøge svaret på. De er nemlig blevet ringmærket med små satellitsendere af Dansk Ornitologisk Forening. Den ene forlod landet 13. august og nåede via det østlige Tyskland, Tjekkiet og Italien frem til Afrika. Efter et stop på ti dage i Tunesien er den nu formentlig fremme ved sit vinterkvarter i Niger. Den anden høg er nået knap så langt. Han (hedehøgen, ikke biologen, red.) forlod Danmark en måned senere, og sidste melding om ham (igen hedenhøgen, red.) er fra Bruxelles-området. Læs mere på www.dof.dk."

Pludselig står det lysende klart: Jeg kan nu meget bedre forstå, hvorfor vores ven, biologen, var så fraværende…

Måske havde han netop fået ’the breaking news’? Hvor om al ting er må det være såre trist, at have dedikeret sit liv til at redde hedehøgen og så finde ud af at man bor i Grønland.

- Mon ikke en kombination af disse to informationer har taget hårdt på biologen?


Nok om det.

Det har været en blæsende kold, men klar solrig dag, og her til aften er blæsten taget til. Jeg sidder og ser ud over havet, hvor bølgetoppene nu er hvide (ok, jeg ser også lidt på skærmen). Godt tænker jeg. Godt at jeg ikke er derude på søen. Og godt at jeg kan sidde her, med fast grund under fødderne, i min varme stue. Jeg drikke veltilfreds lidt kaffe og ser på lygtepælen der svejer i vinden.

i dag er det onsdag, og onsdag er min lange dag. Seks idrætstimer og to mellemtimer giver nærmest et 8-16 job – hvilket jeg som udgangspunkt da gerne vil have mig frabedt.

Koldt og klar skrev jeg. Og der er nu faldet en hel del sne på Sermitsiaq og på Store Malene – ja, selv Lille Malene er blevet hvid i toppen. Jeg, den friske idrætslærer, dikterede selvfølgelig undervisning ude og overhørte de mange formaninger a la: ”- Skal vi ikke nok være inde i dag? - Please. - Jeg bliver forkølet. - Det er alt for koldt. - Jeg har ikke udendørs tøj med. Og endnu engang - Please”. Jeg mindede dem om at de var grønlændere og der var ingen kære mor, for snart skal vi være inde i fem mdr. i træk. Og som en god formynder er jeg klar over, at de unge mennesker er meget bevidste om hvad de vil, men ikke hvad de har brug for. Det ved jeg: BØJ, STRÆK og LØB efterfulgt af kolde afvaskninger. Altså, legemsøvelser tilsat ro, renlighed og regelmæssighed.



Apropos regelmæssighed så skylder jeg at fortælle lidt om min nye by Nuuk.

Som den trofaste og opmærksomme læser vil erindre, så skulle Nuuk og jeg se hinanden lidt an inden vi blev venner. Men jeg kan nu, med en vis tilfredshed, mærke at jeg trives bedre her. Det er en lille by og jeg møder efterhånden nogle gange folk jeg kender. Så siger jeg godaw (her er mange jyder) og/eller aluu eller hilser på den grønlandske måde med store øjne og ved at løfte øjenbrynene. Ja, det sker endda nogle gange at jeg hilser på folk jeg ikke kender. I tænker nok; hør hvad er den af? Og dette ville da også være nærmest ganske uhørt i byen, hvor jeg har boet de sidste mange år. I kongens København gælder det jo om at have meget meget travlt - eller i det mindste at se sådan ud. Vi og de kører gerne i store (og helst endnu større) biler og er nok (ganske sikkert) på vej til et vigtigt møde. Det hænder dog, at der trædes ud af bilerne, men så tales der nok i mobiltelefon på vejen og er gangen er ganske målrettet og man ser ret frem - og ikke til siden, og ikke tilbage.

For en udenforstående kan denne adfærd synes anstrengende. Men forklaringen er den, at tid jo er penge og at dem der har travlt nok er meget betydningsfulde, sådan VIP-agtige: Mediefolk, politikere, kendte i al almindelighed, ansatte i PR-bureauer eller andre af samfundets pinger, kan man tænke sig. Og så er det jo ganske klart at der jo ikke tid til, så at gå og hilse på andre.

Nuuk er jo en ganske lille by (sådan set i et globalt perspektiv) og her er der ikke så mange pinger og VIP’er. Og ved du hvad? - det er faktisk meget rart sådan at gå og hilse på mennesker man ikke kender. Min gode ven Morten Findstrøm sagde engang de vise ord (som jeg håber aldrig at glemme): ”Omhu breder sig som ringe i vandet”.

Venlighed er en omhyggelig måde at omgås hinanden på, synes jeg. Travlhed og stress er en anden måde at omgås hinanden på. Det breder sig også, men forhåbentlig ikke over Atlanten til Nuuk.

En af mine kollegaer oplevede for noget tid siden at tabe sit digitalkamera på Lille Malene. Det var jo ret ærgerligt, for der var mange gode stunder foreviget. Han vendte tilbage dagen efter for at lede men uden held.
Et par dage efter bankede det på døren. Det var en politibetjent der spurgte om ikke de manglede et digitalkamera, og jo, jo. - Jamen, så værsgo og tak for det.

Kameraet var fundet og indleveret til politiet. Betjentene havde set billederne igennem og havde kunnet genkende huset på nogle af billederne.

Se, det var vist en opbyggelig historie.

Forleden dag spiste jeg brunch på en restaurant her i byen. Det var en fødselsdagsgave fra en god veninde(bare rolig, ingen ødsel her). Og så sad vi der, venlige og veluddannede danskere i alderen 28-39, rundt om bordet og spiste de skønneste retter. Vi talte om forskellige ting, som man nu gør. Om vores fædreland, om vejr og vind. Et andet emne var ’gode brunch steder i København’.

Den slags emner, som man ikke skal pege fingre af, sætter ikke desto mindre nogle tanker i gang hos mig. Den samme fornemmelse fik jeg, da jeg efterfølgende så et indslag i DR1's tv-avis.

Tv-avisen kunne berette om mord, vold, krig og andre modbydeligeder. Men ikke nok med det. Og nu bliver det spændende!

(Jeg må først indrømme, at jeg har byttet lidt om på kronologien for at bevare spændingsmomentet så længe som muligt, jf berettermodellen).

- Synes du at opfindelsen er en god idé? Spurgte journalisten, der havde studeret i mange år, for at være i stand til at stille lige præcis den slags skarpsindige spørgsmål.

Den kernesunde lyshårede kvinde med barnevognen svarede, at hun simpelthen ikke vidste hvordan hun nogensinde havde kunnet leve uden. Og hun tilføjede derefter, nærmest spontant, og dog med dybfølt ærlighed, – Det er ganske simpelt en genial opfindelse!(Journalisten, der lavede indslaget, havde nemlig gjort sig den ulejlighed, at lave en lille forbrugerundersøgelse på Sct. Hans Torv, selvfølgelig).

For jo, det viser sig nemlig, at endnu en genial opfindelse har set dagens lys. Det drejer sig, som du naturligvis allerede har gættet, om cafe latte holderen til barnevogne. Opfinderen (der til og med er en pæredansk kvinde) udtalte i indslaget, med slet skjult skam i stemmen, at hun før i tiden måtte sætte cafe latten (altså, den varme, men eksotiske drik fra de fremmede egne) ned mellem de små pusselanker i barnevognen. Men så en dag.

Men så en dag!

Men så en dag:(her går jeg over i dramatisk nutid) kvinden får den (jeg tøver ikke med at skrive, den geniale) idé at lave en cafe latte holder til barnevognen! Og opfinderen er en handlekraftig kvinde og som sagt, så gjort.

Indslaget sluttede med en konstatering af at cafe latte holderen nu sælges, nej, ikke kun på Østerbro, men så langt væk som i Frederikshavn!!

Se, det bekræfter den gamle sandhed om at ’nød lærer nøgen kvinde at spinde’.

Med endnu en opbyggelige historie, der efterlader menneskeheden med lidt mere håb om en bedre verden, siger jeg tak og takuss for denne gang.

Ps. se i øvrigt og evt. nye billeder på http://picasaweb.google.com/JepperBP/Nuuk6September08#