Stormen kom i løbet af ti minutter

Det havde været en god dag. Vi havde været oppe kl 6 og lede efter rensdyr, vi så ingen, men oplevede derimod dagens komme med sol og klar blå himmel i smukkeste landskab længe set.

På vej mod Nuuk var der havblik. Vi skulle sejle i 4 timer og langsomt begyndte vejret at ændre sig. Det blev overskyet og begyndte at regne. Vi skulle hente lidt ting og sager fra lejrturen i Paradisdalen ca en times sejlads fra Nuuk. Mørket var begyndt at falde på, og jeg havde helst set at vi havde ladet tingen ligge til en dag med lys og sol da det nu regnede kraftigt. Mens Klaus og jeg var i gang med at fragte tingene ud til båden blev Karen ombord med Gabriel på 4 år. Det blæste nu kraftigt og vi var to mand om at hive ankeret op fordi vinden trak i båden. Og i løbet af få minutter var vi, Karen, Jeppe, Gabriel og Klaus tæt på enden i den lille båd. Jeg, (den knap så kække) landkrabbe fra 2750 Ballerup Centret, var måske nok den der først fik hjertebanken og følte dødens klamme ånde. Men Klaus, der har boet i Nuuk i 11 år havde aldrig oplevet noget lignede. På et tidspunkt kunne den rimelig store motor ikke klare mosten og vi var hjælpeløse som en lille fjer på et frådende hav. Var vi kæntret ville vi være druknet. Vandet er koldt og dybt og ingen overlever mere end en halv time og der var ingen der kunne hjælpe.
Men motoren, og dermed vi, fik fat igen og vi søgte langsomt mod nødhavn. Vi siger jeg. Men jeg lå nederst i båden og klaprede tænder og var ikke til anden hjælp end 80 kg kød og knogler i bunden af båden. Jeg klamrede mig til den 4 årige dreng, vist mest for min egen skyld. Nødhavnen var svær at se. Ud over mørket piskede vinden vandet mod båden og den kraftige regn gjorde sigtbarheden meget dårlig. Men nødhavnen blev fundet og vi kom lidt i læ. Vi var dog kommet for tæt på et skær og vinden pressede båden mod stenene og vi valgte at springe for livet over på land. Vi bandt båden, så godt vi kunne til klipperne, på det vi troede først at det var en ø. Øen viste sig dog at være en lang mole og vi krøb mod lyset fra husene. Vi bankede på et vilkårligt hus og de flinke mennesker kørte os fire forkomne størrelser hjem.



Efter at have sundet os lidt og fået tørt tøj på tog vi tilbage for at se om båden kunne reddes. Det var ikke et kønt syn. Vinden var taget lidt af, men det var blevet lavvande og båden var kæntret og lå i overfladen med bunden i vejret. Vi forsøgte at gøre noget, men blot fire meter fra kysten kan der være 100 m dybt og det var natten mellem søndag og mandag, regn og rusk og en båd fuld af vand er tung. Så det eneste vi kunne gøre var at trække den så langt ind i nødhavnen som muligt. Jeg kom hjem kl 02:00 efter at have været på farten i tyve timer. Lige nu er det mandag morgen og jeg sidder i min seng og hører vinden og regnen tromme mod ruden. Det var en rystende oplevelse og jeg har gået lidt rundt om mig selv og forsøgt at samle tankerne. Stormen var blevet varslet, men da vi tog af sted fredag var vejrudsigten fin. Vi skulle selvfølgelig have tændt skibets radio for at sikre os at det fortsat så fint ud søndag. Det vil jeg forslå næste gang. Derudover skulle vi nok have taget redningsveste på. Altså, jeg lå helt bogstaveligt oven på redningsveste uden at overveje at tage en på. Det siger mig et og andet om manglende overblik. Der blev målt vindstød op til 38 m i sekundet og vejret her er ikke til at spøge med. Det vidste jeg godt. Men nu ved jeg det endnu mere.
I øvrigt kom der ingen rensdyr med hjem. Vi så ingen dyr, men til gengæld hørte jeg stilheden og oplevede efterårets farver, det blå hav, den kolde klare luft og de høje hvide tinder. Og det er ikke så lidt.