Fremad, menneske og sammenhold - Siumut IA

Ja tak.
Og så kom foråret for alvor til Nuuk. I dag har det været lunt og dejligt. Jo, temperaturen har været helt oppe på omkring 7 (SYV!!) grader, og der har hersket nærmest sydlandske tilstande med folk og fæ i T-shirts og shorts (ok, sidstnævnte var retfærdigvis indenfor).
Sneen smelter i en rasende fart og vandet fosser ud og ned alle steder. Og ikke nok med det. I dag, her til aften, kommer vandet også ned fra himlen. Det regner faktisk med skomagerdrenge (hvis man kan sige det) og det blæser med fuld fart.

Vejret har ellers været godt. Altså med sol og blå himmel, (så jeg har fået flot rødlig teint) og her på 2. sal var det næsten glemt, hvordan rusk og regn lyder på ruden. Det er nærmest - hvis man har en poetisk åre - som en gammel ven, der efter lang tids fravær kommer på besøg. Og hvad er da mere passende på sådan en dag at sende nyt hjem til mine mange (mange) læsere, der har ventet i spænding på nyheder fra det høje nord? Ja, jeg spørger bare..

- Ja, det skulle da lige være, at spise chokolade og drikke kaf, men det har jeg jo gjort i rigelig mængder, og nu kan jeg til og med ikke finde på flere overspringshandlinger. Og det er jo også vigtigt, at læserne får noget for abonnementet. Men det var et sidespring.

Apropos gamle venner, så har jeg haft besøg af en af slagsen (til og med af kød og blod!) i den forløbne uge. Min gamle ven, kritiker og wing man i stort og småt fra de 42 dage på isen ud for den grønlandske nordvest kyst i 2004 har været på besøg. Og selvom han ikke, som bror og fætter, fyldte alle mine sko op med sammenkrøllede aviser, så har vi alligevel haft mange gode og meningsfulde stunder. Det er blevet til en del skiløb, grønlandsk kaffe, diskussioner om stort og småt, stærkmands konkurrencer (som jeg allerede har glemt resultatet af) og et par enkelt ture ud i det pulveriserende natteliv. Og traditionen tro fik vi igen besøg af en isbjørn. Den blev, som det åbenbart kræves af pøblen, sat på hjul og stejle under stor mediebevågenhed og rigelige mængder glosuppe (glostrup) for lokale, fremmedarbejdere (som mig) og/eller turister.



Vi fik med andre ord set det meste, Morten oven i købet vaskeægte hvaler. Og her taler jeg ikke om Nuuk by night, men om pukkelhvaler i Godthåb Fjorden…

Så, jooo, vi ser skam lyst på tingene for tiden. Det har også lidt, at gøre med, at det aldrig bliver rigtigt mørkt i denne tid. Der er lige et par timer fra halv et til tre, men derudover er det svært at bevare sortsynet. Det er nye tider og lyset giver energi, D-vitaminer og kampgejst. Måske er det derfor, at der er udskrevet valg til Landstinget.

Vi skal til urnerne den 2. juni og nogle optimister mener, at der NU må blæse nye vinde over landet. Og lad dette være en kærkommen lejlighed til at komme en af mine (mange) kritiske læsere i møde. Denne (navnet er redaktionen bekendt) påpegede forleden dag, at der jo rent faktisk ikke står ret meget om Grønland i nærværende spalte. Jeg, undtagelsesmennesket, ser mig selvsagt som i besiddelses af et enormt fortælleoverskud og er ganske upåvirkelig af alle former for kritik. Men omvendt kan det måske være lidt om snakken. Og da jeg, som de fleste mennesker, føler mig lidt klogere end gennemsnittet, er det derfor en handske jeg må tage op.

Men lad det være sagt med det samme: Jeg føler mig altså på mere sikker grund når talen falder på min egen eksistens skrå brædder (hvad den, altså talen, ofte gør. For mig) end når jeg skal forsøge mig på skarpsindige analyser af magt og afmagt i Grønland.

Med dette forbehold. Hermed:

Der plejer, at gå som det plejer. Og plejer vil her sige, at Siumut vinder. Partiet har siddet urokkeligt på magten siden hjemmestyrets indførsel i 1979. Jeg ved, at der er forskellige holdninger til grønlandsk politik og grønlandske politikere nede i Danmark. Men faktisk er der en del lighedspunkter mellem grønlandsk og dansk politik. Begge steder føler den (bysmarte) kulturelle elite sig lidt tættere på Gud og visdom, og mener sig dermed selvskreven til magten.

Men som det er tilfældet i Danmark er det her i landet de andre der bestemmer. Dem Grundtvig kaldte 'folk som de er flest'. Her kaldes de, ’dem med gummistøvler’. Det er stemmen fra de stummes lejr. Og her i Grønland hedder deres parti altså Siumut – der betyder fremad. Siumut er en kolos i grønlandsk politik, (der vist er søsterparti til Socialdemokraterne i Danmark..(?)) Siumut har som en stolt supertanker navigeret nærmest uanfægtet af adskillige politiske skandaler, kammerateri, nepotisme og andre uheldigheder gennem det is (og hval) fyldte politiske farvand. Politisk blandes selvstændighedstrang og grønlandisering (med bloktilskud) og mærkesagerne er ikke mere nepotisme og højere politiker lønninger, men Tryghed, vilje og fællesskab.

”Vi er født i dette land, som vi har arvet fra vores forfædre, arvet fra deres forfædre og igen arvet fra deres forfædre. Vi skal aflevere dette land til vores efterkommere som deres rette hjemland. Vores forfædre har i mange, mange år levet i deres elskede land, på den yderes eksistensgrænse under barske betingelser, uden at forvente hjælp udefra.”

Sådan.

Overfor denne kolos af magtfuldkommenhed står IA (Inuit Ataqatigiit, inuti betyder menneske og Ataqatigiit, sammenhold – bare rolig, det er noget jeg har slået op). Partiet kaldes venstreorienteret og har den stærkt sympatiske Kuupik Kleist i spidsen. Jeg har ledt lidt efter buzzwords og onelinere på deres hjemmeside, men uden held. I kan dog høre en af partiets sang her:

http://www.ia.gl/fileadmin/user_upload/File/inatsisartut09/Ataqatigiinneq.mp3

Der er selvfølgelig flere mindre partier, men nu må det være rigeligt med al den snik snak om politik. Og vi får se. Spændende bliver det. Storbygrønlænderne med 4-hjulstrukne Oakley solbriller i panden, råber Yes we can!! - med munden fuld af cafe latte. Mens de tavse gummistøvler fra bygderne holder godt fast i taburetterne.

- Ja, hvem ved? Måske bringes der i de danske dagblade ligefrem en lille notits om valgets udfald! Så hold godt øje den 3. juni!!

Og med denne lange smøre er der røget en ny dag ud af kalenderen. Og i dag er jeg allerede træt af, regn og rusk, det jeg i et anfald af melankoli kom til at kalde ’en gamle ven’. Det er ikke rart, at være ude i og det skal ikke gentage sig.

Tak for tålmodigheden.

Kærlig hilsen

Jeppe

Og til slut billedet af en lille mand, jeg mødte.

Statusopdateringer om Grønland klædt i forårsdragt

Her til aften sluttede nyhederne på KNR med billeder af Ilulissat klædt i forårsdragt, som den kønne, smilende grønlænderinde så malende udtrykte det. På billederne dalede en smule sne ned fra de grå skyer og man kunne se en lille båd sejle mellem isbjergene i fjorden.

Man skulle med andre ord have meget gode øjne og/eller et meget positivt sind for at få øje på forårsdragten.

Det lignede unægtelig mere vinter med lys på. Men det har vi heldigvis her, ja, faktisk både vinter med lys på og et positivt sind. Og hør! - mon der ikke bor en spurv, her i denne lille kurv? Jo, minsandten, det er en snespurv. Og den pipper skam, hvis man hører godt efter. Og det gør vi her. Kvidr, kvidr.

Her i nord er vi af gode historiske grunde skeptiske over, hvad de går og finder på nede i Danmark (og her kan jeg tale for alle der bor i Grønland). Den stålsatte Hans Egede med arvesynden og den strenge pietisme var som bekendt kun et varsel om flere hvide mænd i skibe. Og hvor de end kom frem gik de straks i gang med at ødelægge Grønland med deres sprut og deres pis og papir, som Gasolin så smukt formulerede det:

”Det er den hvide mand, send ham hjem/Han vil stjæle dit land, send ham hjem/Han tager din sjæl i pant, hvis han kan det//I Danmarks land var han en lille mand, men i Upernavik blev han mægtig og rig/Det er den hvide mand/send ham hjem/Han vil stjæle dit land/Send ham hjem.”

Men jeg vil ikke stjæle noget (og jeg bor for den sags skyld heller ikke i Upernavik). For tiden føler jeg mig mere som en ensom huleboer med istapper i skægget, der kaster længselsfulde øjne skiftevis mod foråret i sit gamle fædreland (snøft) og på kalenderbladende. Så efter sidste omgangs, ja, nærmest hysterisk morsomme indlæg, drypper vi nu lidt virkelighed i bægeret.

Og så var det, at jeg hørte om et nyt socialt forum. Facebook tænker I nok, det er da ikke nyt. Men nej, jeg tænker kvidr kvidr, twitter. Det hedder det nemlig. Twitter. Hvorfor ikke? Jeg er måske ikke den eneste ensomme kateket i universet? Princippet er at kan man følge hinandens status opdateringer.

Hmm…hvilken status? Men ok, jeg forsøger (tilgiv mig min uvidenhed). Hermed:

Status opdateringer: Lad mig se: Påskeferien!! Mens Jesus kaldte på sin skaber på korset (og fik eddike til gengæld) fik jeg fint besøg fra Danmark. Bror Rasmus og fætter Peter (kalak). Det skal hermed anbefales. Hvis man altså har hang til omgang med selvretfærdige og 100% objektive idiosynkrasier. Og det har jeg :)

Vi fik både forår, vinter og endnu mere vinter og fik klaret turistpligterne på en uge. Og minsandten om ikke de to flyfriske fætre fik lokket en isbjørn til byen for første gang i 10 år! Den blev selvfølgelig, som en anden Jødernes konge, aflivet og hånet af pøblen. Og sidenhen drog de tilbage til kone og børn, mens jeg fandt de gule gummihandsker (der er lidt for små) og sæven frem. Og nu har jeg skrubbet gulvet det bedste jeg har lært (og det er ikke så ringe endda).

Men nu er det igen blevet hverdag med arbejde og den slags (?). Snart kommer der synlige beviser (ud over lyset) på foråret. Den 7. maj begynder læseferien og dermed skal jeg ikke undervise mere i dette skoleår. Og ikke nok med det. Jeg er også i fuld gang med at samle flasker, så jeg kan købe en båd (sammen med to kollegaer). Så kan det nok være, at jeg skal ud og fiske i det store hyttefad (når det ikke blæser). Derudover er en båd efter sigende en af de bedste kure mod den berygtede lille-by-kan-ikke-komme-væk-kuller.



Statusopdatering: Mens vi venter på båden og foråret kan jeg da fortælle, at det ikke går op i fis og ballade det hele. Takket være Hans Egede (og andre velmenende fx gymnasielærere) er vi skam alvorlige og gudfrygtige mennesker her på øen.

På torsdag skal jeg således ned og høre en Hr. Peter Øvig Knudsen fortælle om ’Pekinggadebaden’. Det er en journalist, der skriver om en gruppe revolutionære unge, der røver banker og vil sende pengene ned til de fattige (og vist skæve børn i Pisa). Ja, ja, tænker I sikkert: Den er god med dig din gamle grønlænder. Det lyder da åndsvagt. Der er da ingen der gider og høre om unge røvere der kommer fra Pekinggade. Men det er sandt nok og bare vent: Jeg tror, at der er en chance for at historien også kommer til Danmark på et tidspunkt! Jo, vi har skam fingeren på pulsen her i byen. I pausen spiller Leo Mathisen.

Slut for statusopdateringer.

Kh Jeppe

Om smagen af asfalt og smerten i det danske samfund

Med lånet af en dekoder har jeg, for en kort periode, finger på tv-pulsen. Jeg kan nu holde mig ajour og forsyne mig fra det overflødighedshorn af uimodståelige køtilbud, som de danske public service stationerne har på hylderne. Lige før jeg slukkede for skidtet og slog op i Marcel Prouts’ På sporet af den tabte tid og Tolsjoys Krig og fred, nåede jeg, at høre den buldrende øltønde Klaus Hjort Frederiksen kloge den om ’smerten i det danske samfund’.

Det slog mig, at selvom Danmark er et meget homogent land, hvor få har for meget og færre for lidt, og de fleste køber ind i Netto, må der trods alt være forskel på, hvor og hvor meget det gør ondt. Mon ikke ministeren har ondt et andet sted end posemand og terrorist på tålt ophold i Sandholm lejeren?

Selvom jeg lyttede godt efter lykkedes det ikke helt at finde ud af, hvor denne fusentast har ondt. Måske er det i meningsmålingerne? Det var altså ligesom der manglede et ’t’. For ærlig talt, så tænker jeg altså mere på ’ond’ end på smerte når jeg ser denne minister. Det var ganske sikkert også en formulering en dygtig spindoktor havde udstyret ham med, i forsøget på at gøre ham en smule menneskelig og sympatisk.

Men det var sandt at sige ikke det indtryk ministeren efterlod her i stuen. Det kan nu også skyldes mine to mdr. som mistænkelig snydetamp af en a-kasse-snylter, der efterlod en grimmer eftersmag. Og det er jo alt sammen ham Hjort Frederiksens skyld. Men det er han sikkert ret ligeglad med. Jeg er jo både nuværende grønlænder og tidligere kystbanesocialist er dermed i virkeligheden en inhabil domsmand.

Selvom det er bekvemt sådan, at gå og gøre sig til domsmand over dette og hint er verden sjældent sort/hvid. Og Hjort Frederiksen er sikkert en god kristen der bærer sit kors med oprejst pande, mens han smiler til forårssolen. Og det, altså foråret, er skam også kommet til Nuuk. Det var dog ikke til at se i fredags. Torsdag aften blæste det op og fredag formiddag var det storm og sne. Det var en imponerende altædende snestorm som jeg ikke har oplevet før. Det var bare at tænde for kaffemaskinen og finde Thomas Manns Troldomsbjerget frem. I det hele taget har det været knitrende koldt. Ja, næsten som i de gode gamle dage, hvor tysken gik over isen og Ole Madsen scorede med hælen mod svensken.

Jeg holder stadigvæk af at suse på ski ned af Lille Malene. Men jeg har dog ikke haft så travlt, at jeg ikke kunne tage dette billede (som bliver større hvis du klikker på det):



I denne uge er der noget i luften. Der er ikke så mange forårsbebudere her som i gamle Danmark. Eller også er det fordi de er knap så velkendte for denne fremmearbejder. En fremmearbejder ser dog, at solen er meget skarp og insisterende. Og her kommer det med sort og hvid igen. For I ved nok at sne er hvid og at asfalt er sort. Og her har vi altså begge dele. Og nu da solen er begyndt at varme smelter sne og is på asfalten. Og det er en blandet fornøjelse. For selvom man er skabssocialistisk cyklist er det jo ikke rart, at møde på arbejde med munden fuld af asfalt og halvdelen af vejbanen på den hvide nystrøgede skjorte. Vel? (det er fordi jeg ikke har skærme på ciklen endnu).

En anden forårsbebuder er stenbidere. Hun-stenbideren kaldes en kvabso. Det er fordi den er så grim. Og det er ganske vist. Her om foråret er det en formildende omstændighed at kvabsoen har vommen fuld af rogn. Jeg købte én på brættet (der hvor fritidsfiskerne sælgers noget af deres fangst) og efter lidt kyndig assistance lykkedes det, da den jo var meget medgørlig, at få et fint forhold til kvabsoens afkom.

Også i dag har jeg oplevet noget, som jeg håber at forstå senere.

Som I nok kan fornemme på den linde strøm af veloplagte munterheder i ovenstående er jeres Bredahl ikke så meget i kanvassen som i forrige afsnit. Sådan går det heldigvis ofte i livet.

Kærlig hilsen fra
Jeppe

3900 Happiness

Jeg kan ikke komme på Internettet. Det er ikke rart. For nok er jeg nu, så godt som, halv grønlænder (jeg undskylder af samme årsag eventuelle stravefjel). Altså et barn af naturen, der kun behøver havets frugter og de store vidder. Men den anden halvdel af mig har det svært.

Jeg vil gerne være sådan lidt overskudsagtig. Jeg mener: frisk, ung (sic!), nyuddannet overskuds idræts/dansklærer, med mod på eventyr og på uddannelsen af blomsten af den grønlandske ungdom. Men hvis sandheden skal frem (Det skal den ikke altid. Men her er lidt): Det er jeg ikke altid.

I hvert fald. Lige nu synes jeg at vinteren har varet tæt på en evighed. Jeg længes efter kugleregnen om mandagen på Solitudevej, forårets fuglesang og de små blomster der kommer op af jorden. Så når internettet holder op med at virke, så sender jeg tanker til Job (ham fra biblen), ham der skulle gennemgå alverdens prøvelser (se selv efter i Jobs bog).

I går da jeg kom hjem fra min lange dag (onsdag) var jeg ’off line’. Det er jo på mode i Danmark. Sådan retræte eller regression. Hiv telefonstikket ud, ud med bluetoothen og luk den bærbare ned. Folk er villige til at betale store summer for den slags - hvis de får det at vide på en fancy workshop.

Et af mine frikvarterer hedder internettet. Så læser jeg (ligegyldigheder) om AC Horsens venstre back, om QPR’s nye unge angriber, der nok bliver synet af flere topklubber i England og så tænker jeg over om det mon er en Dame, Nordstrand eller selveste oraklet Don Ø der starter inde for FCK?

Jeg blev urolig. Men det er sket før, at TELE Post har rod i systemet.

Men her dagen efter er den stadig gal - og det er jeg også: ”Nøgen kom jeg ud af moders skød, nøgen kommer jeg tilbage. Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet.” Bander Job (sådan cirka) da alt er taget fra ham.

Jeg ringer i stedet til TELE Posts kundeservice. Det er fordi du mangler, at betale en regning, siger den venlige stemme. Aha, ja, så, siger jeg. Den blev sendt til dig i december, siger den. Aha. Men den har jeg ikke fået, siger jeg. Har I sendt en rykker, siger jeg. Ja, siger den. I januar. Den har jeg ikke fået, siger jeg. Vi kan sende den til dig på mail, siger de. Jeg siger ja tak. Kan I åbne for internettet, så jeg kan betale (det der webbank via internettet)? Nej, siger den. Du skal betale først. Røvhul, tænker jeg, og siger, ok, tak for hjælpen. Det er vist næsten catch 22. Du skal betale for at få adgang, men uden adgang kan du ikke betale. Hjælp mig Kafka.
Men som mange gode historier er det dog ikke helt sandt. For jeg kan tage min bærbare pc med på arbejde og betale regningen der. Godt vi har internettet.

Men nu skal alting jo ikke handle om mig og mig og mig.
Udenfor har det været koldt med mere sørøg. I husker måske. Jeg kom til at kalde det havrøg. Sørøg hedder det og det er ikke havet det koger (endnu en god historie). Det er sådan her: Havvandet fordamper altid. Men når luften er omkring – 18 C, så fortættes dampen tæt på overfladen og det kan ses med øjnene (se fx billedet øverst). Det er noget jeg har læst.

I går dryssede der lidt sne fra de grå skyer, men i dag skinner solen.

Og jeg har jo også været i Ilulissat (Jakobshavn).

Det er jo der den store isbræ ligger. I ved. Den Conny Hedegaard har besøgt med en del af denne verdens mægtigste mænd og kvinder for at vise klimaforandringer. De er nu tilbage i magtens korridorer, men der er stadigvæk store, ja, kæmpe store isbjerge. Ilulissat er det rigtige Grønland. Det siges. Måske er det på grund af de hylende slædehunde, den bidende kolde vind, hustruvolden og på denne dag et hundeslædevæddeløb til at bringe folk ud fra de varme stuer (det var kvalifikation til GM i slædehundevæddeløb. Jørgen Kristensen vandt i tiden 1 tiimit 29 min,35 sek).

Og så var der jo GM – Grønlands mesterskabet - i indendørsfodbold. Vi var kommet fra Tasiilaq i øst til Qaqortoq (Julianehåb) i syd. Og der var to hold fra Nuuk. NUK og så B-67. B-67 er danskerklubben. At jeg er den eneste fuldblodsdansker på holdet er i den sammenhæng en ligegyldig detalje. Især for folk i Ilulissat. De råbte buhh, æv og uhh. Vi var også storbygrønlændere i det smarteste og mest moderigtige tøj fra NIKE med Carlsberg logo på trøjen. Danskeklubben fra danskerbyen (et kort øjeblik følte jeg en smule sympati for FC København. Men den forsvandt hurtigt). Og piiiift. Så fløjter dommeren og der bliver skubbet og sparket - også til bolden - og publikum råber UHH, BUHH og JAAA. Og der jubles og så gik det som det gik og vi blev nr. 3. Vi vandt over dem der siden vandt (i den indledende pulje), - så ja, vi er faktisk de ægte mestre. Vi var (også helt objektivt set) det bedste hold og det var selvfølgelig bolden, banen, dommerne, vejret, modstandernes skyld, at det ikke blev til mere.
Jeg har en bronzemedalje hængende, og hvis jeg pudser længe nok på den, så bliver det sikkert til guld..



Og nu er jeg tilbage bag kateteret. Her er der gode dage og dårlige dage. Og så hører jeg lidt radio med endnu mere 'breaking news' med gadekampe og skyderi og jeg skal komme efter dig. Det er selvfølgelig igen de der indvandrer den er gal med. DR 1's kriminal/krigsrapporter Claus Buhr slikker sig om munden. I’m lovin’ it, hvisker han, før han online med tilpas alvorlig mine bringer os endnu mere blodig 'breaking news'.

Og Jønke. Han mener, at det bestemt ville være en god idé med strengere straffe og udvisninger. For hans brødre i motorcykelklubben vil jo bare have fred, så de i ro og mag kan pudse på deres motorcykler og (evt. med en have saks) klippe fingrene af et par forgældede narkomaner i omegnen af Randers. Og selvom det er svært at spå om fremtiden, så tror jeg, at Jønke har det der skal til. The X-Factor. Hvem ved, måske bliver han en dag dommer i X faktor?

Men bedst som jeg ser mit kære gamle Nørrebro som en slagmark, så ser jeg at Helmut Lotti with the golden symphonic orchestra giver koncert i Falkoner Salen den 5. april kl. 20. Time to swing. Nu er Frederiksberg jo ikke Nørrebro. Men jeg er alligevel lidt mere fortrøstningsfuld nu.

Giv tid giv tid.

I kan i øvrigt se billeder på: http://picasaweb.google.com/JepperBP/GMIlulissat09

Kh Jeppe

Om ungdommelig følsomhed, Bonnie Tyler og kolde dage i Nuuk

“You took the words right out of my mouth. It must have been while you where kissing me.”

Jeg husker ordene fra en del af min fodboldkarriere i Måløv Boldklub. Det var omkring 1990. Jeg var rykket op som senior. Dette overgangs ritual fra barn til voksen var et stort og vigtigt skridt for en (lovende?) ung mand i en forstad til København. (Men ikke hvilken som helts forstad. En forstad med et imponerende nyt flot citycenter. Faktisk det eneste sted (ud over Odense), hvor man kan tage en rulle trappe direkte fra toget op i centret (der er sikkeret kommet flere af den slags succeser til senere..))

Den ungdommelige overmod var, sandt at sige, også en vaklen mellem mellem verdensmand og nul og niks og alt og intet. Og som det ofte går når bønder forsøger sig som baroner kunne trænerne ikke se min storhed og mit åbenbare talent. Så i stedet for at blive rykket op i 1.- 2. holds truppen kom jeg i 3. holds truppen. Tænk. Hvad mon Ronaldo ville sige til at spille på 3. holdet i Måløv Boldklub? Nej vel. Så skuffelsen var selvfølgelig total (ikke mindst fordi Ture og Mikkel T skulle spille med 1.- 2. holdet. Mikkel der i øvrigt altid fik pokaler ved afslutningerne i modsætning til undertegnede). Og som enhver anden primadonna, med respekt for sig selv, ville gøre, gik jeg i strejke.

Under strejken spillede jeg for Måløv Boldklubs ”Dream Team”. Holdet bestod af en samling fallerede ’evigheds- og/eller stortalenter’ der havde fortabt storhed, kærlighed til grøn Tuborg og benzin i blodet tilfælles. Selve fodboldspillet kom så i 4. - 5. række. Vi spillede altid søndag formiddag og det forgik på knoldede marker i Ganløse, Slagslunde og Veksø. Vi havde fået trykt ”Måløv Boldklub Dream Team” bag på træningsdragterne. Måske fordi vi jo ikke kunne være helt sikre på, at drengene fra omegnen var klar over hvem de egentlig stod over for.

Det var dog ikke altid, at The Dream Team var en velsmurt og sammentømret fodboldmaskine. For selvom Carlsberg mener sig som ’Part of the game’ er alkohol ikke på listen over præstationsfremmende stoffer for aktiv fodboldspil. (For mens det aldrig var svært at finde biler til udekampe, var en en men en ædrulig chauffør en mangelvare). De fleste på holdet var jo (som tidligere noteret) ENORMT store talenter og det var derfor altid bolden, dommeren, medspillerne, banen, modspillerne, vejret (og verden i det hele taget) den var gal med når tingene ikke lykkedes. Så bølgerne gik ofte højt.

Men efter kampen var vi alle en slags venner igen. Bonnie Tyler kom i kassetten og der var altid rigeligt med grønne Tuborg. Ingen kom til at tørste på vejen hjem.

Åh, ja, disse minder, suk…

Men sikke en skovtur rundt på den københavnske vestegn anno 1990. Og hvordan kommer Bonnie Tyler ind i alt dette? tænker I nok. Hvad er meningen? Er der overhovedet en mening? Hvordan hænger det sammen? Hænger det overhovedet sammen? Hvad er der mon sket med den unge adjunkt (på prøve) i al den tid? Er han blevet ganske forrykt deroppe i det kolde nord?

Men jo, der er skam en sammenhæng. Jeg har nemlig altid troet, at det var Meat Loaf der stod bag ordene: ”You took the words right out of osv”… Men nej og nej. Forleden var der nemlig et tv spot for Bonnie Tylers koncert i Qaqortoq (Julianehåb) og der, der kl 19:55 tirsdag aften efter nyhederne fra KNR faldt det på plads. Og sådan kan det gå, og sådan kan man pludselig få en tur ned af mindernes boulevard.

Eftersom Tyler allerede var ren nostalgi, der i 1990, må det have været en meget lang verdensturné hun har været på.

Men sådan er det at bo i et udkantsområde. Det understreges også af, at rapperen L Ron Harald giver koncert på Heat (aka diskoteket Manhattan) her i weekenden. Han blev verdensberømt i DK i 1998 med hittet Mæ å Min Kadett fra cd’en Pornogangster (der blev solgt i mere end 50.000 eksemplarer). Hvem der bliver de næste der kommer til Nuuk kan vi kun gætte på: Limahl med eller uden Kajagogoo? Grethe og Jørgen Ingmann? John Mogensen?



Ad denne omvej er vi nu tilbage til det kolde nord. Og koldt det er det. I dag -19 C og blæsende, så det hverken er vejr for mand eller mus. Faktisk damper det fra havet. Havrøg, eller hvad det hedder. Det sker fordi havvandet nærmest koger på grund af temperaturforskellen. Jeg er ikke helt sikker på om det er en vandtæt naturvidenskabelig forklaring…Men hvad. Og det er i hvert fald for koldt til skiløb. Det er kun den lille lift der er åben. Og skiløb er ellers blevet en af mine favoritbeskæftigelser. Det forgår på Lille Malene, hvor der er to skilifter. Og nok er det ikke de franske alper med høj sol, smarte solbriller og/eller baguette i håret. Men det duer, gør det. Og det gør mænd til drenge og drenge til mænd.

Og ud over den bidende kulde, så er lyset kommet tilbage. Det er gået hurtigt. Og det er godt. For mig.

Vi har ikke talt så meget om mit talent for fodbold her i organet. Så det vil jeg, sådan en passant, lige bringe på banen (den lå lige til venstrebenet..). Nok blev det ikke til mange triumfer for Måløv Boldklubs Dream Team. Men der er altid tid til at vinde et nyt slag. Og i næste weekend skal jeg til Ilulissat og spille om det Grønlandske mesterskab i indendørsfodbold. Jeg spiller for Nuuk klubben B-67. Det er flinke folk, og dygtige fodboldspillere, og hvem ved, hvordan det kommer til at gå?

Og hvad ellers? Ikke så meget. Den ene dag tager den anden. Mandag bliver til fredag og søndag til mandag. Jeg klarer mig. Og trives. Og glæder mig til, at mærke solen og havet på min krop. Og måske til at blive grønlands mester i indendørsfodbold??

Kh fra Jeppe

You may say I'm a dreamer...

Tik, tik, tik…
Op og ned af trapper, ind og ud af døre, goddag og farvel, og hej hej. Og så er jeg pludselig tilbage til hverdagen og arbejdslivet i Nuuk. Sådan kan det gå og sådan gik det. Fik jeg set det jeg ville? Fik jeg hørt min melodi? Hmm… I hvert fald gik der ikke mange sekunder, minutter og timer før jeg flød ivrigt med i den københavnske malstrøm.

Og når man lever midt i det er det knap til at se. Og det skal ikke hedde sig, at jeg i mit grønlandske exil er blevet beriget med den helt særegne grønlandske åndemaner/trommedanser indsigt om livet, døden og den slags.

Men det går hurtigt i København. Der er ingen tid at spilde. Hurtigt, effektivt og klinisk. Jeg var nær blevet opslugt af det frådende menneskehav på Strøget og havde det ikke været for mine dejlige, og opmærksomme, nevøer var jeg blevet lavet til matak i metrodørene. Dørene må være lavet af mennesker der ikke ser med milde øjne på tøven og/eller noget som helst slinger i valsen. Og jo, jeg kunne/burde selvfølgelig have holdt mig fra Magasin kl. 10 den dag udsalget begyndte. Det var i særdeleshed en overvældende og angstprovokerende oplevelse. (Så det gør jeg nok igen næste gang…) Men ved I hvor meget jeg har sparet? Ret meget (tror jeg). Men det mærkelige er, at der alligevel står minus ud for tallene på min konto?
- Så måske var det alligevel de kloge der narrede den mindre kloge…

...apropos de kloge og de knaps så smarte, så har jeg været lidt ude med riven efter den stakkels komiker Finn Nørrebygaard. Men Herren mildner, som bekendt, luften for de klippede får. Og forleden dag læste jeg da også i avisen, at der nu er ind til flere U-lande der samler ind til stakkels Finn. Den slags varmer jo unægtelig i en kold tid (Og koldt det er det her for tiden. Og sne har vi skam også fået en masse af). Den slags giver mig tro på en bedre verden. For er det ikke livsbekræftende (ikke det med sneen, men det med at de fattige også tænker på os..), at der findes ansvarsfulde mennesker ude omkring i verden. Mennesker der kan give en hjælpende hånd når krisen kradser her i Vesten? Man kan (næsten) se det for sig: Finn smilende i sin have, der nu er fuld af får fra indsamlinger fra den tredje verden. Der klippes til billeder af stjerne fra den afrikanske musikscene i et stort rørende kor: "We are the world, we are the world" og/eller ”Do they know it’s Christmas time at all?”

You may say I'm a dreamer, but I am not the only one.

Nå, men tilbage til MIG MIG MIG: Uden at klynke (for meget) var jeg nærmest klar til et par ugers ferie da jeg kom tilbage til Nuuk. Men det er trods alt nok lidt for tidligt at gå på efterløn. Så jeg ranke ryggen og møde dette nye nye år med lige dele ydmyghed og nysgerrighed (håber jeg).

Tik, tak og qujanaq fra Jeppe

Når jeg hører ordet kultur trækker jeg min revolver..

Min kære nevø (Jonathan) samler på billetter fra svømmehaller. Derfor var jeg forleden i svømmehallen for at få sådan en (eller to). Jeg var lidt fortravlet og skyndte mig gennem gruppen af børn og forældre op til billetsalget. De havde ingen brugte billetter, men jeg fik lov til at gå ind i omklædningsrummet for at se om jeg kunne finde en der. Jeg trådte over et gelænder og var på vej ind i omklædningsrummet, men HOV HOV, DET MÅ DU ALTSÅ IKKE, jeg vendte mig og så at opråbet kom fra to forældrepar, der så meget indigneret ud. Da jeg var som sagt var lidt fortravlet og da jeg jo sådan set havde fået lov, mente jeg, at jeg var i min gode ret til at gøre som jeg gjorde. Jeg bad dem derfor om at passe sig selv, men det skulle jeg aldrig have gjort. Så fik jeg læst og påtalt, at den duer ikke Granberg, for tænk på alle de børn der så mig træde over det gelænder. Hvad ville de mon tænke? Måske at man bare sådan kan gå og træde over gelændere? Hvad kan det ikke ende med? Det rene anarki? Stofmisbrug og kriminalitet? Revolution?

Og her er så en lille julequiz. Hvad tror I: Var de mon danskere eller grønlændere?

Aap.

Denne ’Jeg er til hver en tid i min gode ret til, at korrigere og rette på andre’- kultur (med henvisning til ’objektive’ kriterier for korrekt og normal opførsel) er noget af det jeg savner absolut mindst ved mit fædreland.

Nå, men nu er julen jo børnene, købmændene og hjerternes fest, så nu skal jeg nok være rar og ikke komme med sure opstød….

Her er det koldt om mørkt og jeg ser tv en gang i mellem. En journalist holdt en mikrofon op for den stakkels (godtroende) og (vist en gang) sjove Finn Nørrebygaard. Det var meningen, at vi skulle få ondt af staklen. Han behøvede ikke at sige noget. Man kunne se det i hans øjne. Historien handlede om tab. Det var smerte og sorg. Moralen synes at være: se blot Den ØKONOMISKE KRISE rammer også de rige og kendte. Vi er i samme båd. Det er hårde tider for rig og fattig.

Forskellen er vel bare den, at de fattige ikke har så meget at tabe, eller hvad?

Det har længe været sådan, at mange har tjent mere på at sidde og se græsset gro på deres græsplæne end at gå på arbejde. Det har været dejlige tider for Karius og Baktus. Og så har alle har ret til et fedt køkken, til en fed firehjulstrækker, til mindst to uger til de varme lande, til mindst én ny fladskærm om året og alle har ret til bla bla (find evt. selv på flere).

Det er jo så let. Køb lidt aktier hist og her. Og så er det bare, at lave en kop kaffe og vupti – så er der minsandten bonus. Men hvor mon de kommer fra, alle disse dejlige kroner? Er det manna fra himlen?

Jeg ved det ikke, men det må da gøre noget ved vores forestilling om værdi.

Det ikke en naturlov, at man bliver grisk og havesyge af at have mange kroner. Der er sikkert mange rige mennesker der både er glade, gavmilde og omsorgsfulde. Jeg har bare aldrig mødt dem. Jeg tror ikke, at det nødvendigvis er lykken at danse om guldkalven og fylde sin verden med kroner og ører, renter, fradrag etc etc.

Ikke at jeg tror, at mennesket nødvendigvis bliver mere lykkeligt af, at klæde sig i sæk og aske og leve på en sten. Men jeg har mødt meget mere umiddelbar venlighed og imødekommenhed blandt fattige mennesker end blandt rige. Selvom ham Finn ser så rar ud.

Måske er det værd at huske på, i denne tid, hvor man mange steder har været nød til at afskaffe juletræet al den stund, at der desværre ikke er plads til både pakker og træ i stuen. Måske ikke.

Med disse små (moralske) julehistorie (sendt fra Julemandens eget land) ønsker jeg alle trofaste men også de mere eller mindre løsagtige, læsere en Juullimi Pilluaritsi - glædelig jul.

Kærlig hilsen Jeppe