Om ungdommelig følsomhed, Bonnie Tyler og kolde dage i Nuuk

“You took the words right out of my mouth. It must have been while you where kissing me.”

Jeg husker ordene fra en del af min fodboldkarriere i Måløv Boldklub. Det var omkring 1990. Jeg var rykket op som senior. Dette overgangs ritual fra barn til voksen var et stort og vigtigt skridt for en (lovende?) ung mand i en forstad til København. (Men ikke hvilken som helts forstad. En forstad med et imponerende nyt flot citycenter. Faktisk det eneste sted (ud over Odense), hvor man kan tage en rulle trappe direkte fra toget op i centret (der er sikkeret kommet flere af den slags succeser til senere..))

Den ungdommelige overmod var, sandt at sige, også en vaklen mellem mellem verdensmand og nul og niks og alt og intet. Og som det ofte går når bønder forsøger sig som baroner kunne trænerne ikke se min storhed og mit åbenbare talent. Så i stedet for at blive rykket op i 1.- 2. holds truppen kom jeg i 3. holds truppen. Tænk. Hvad mon Ronaldo ville sige til at spille på 3. holdet i Måløv Boldklub? Nej vel. Så skuffelsen var selvfølgelig total (ikke mindst fordi Ture og Mikkel T skulle spille med 1.- 2. holdet. Mikkel der i øvrigt altid fik pokaler ved afslutningerne i modsætning til undertegnede). Og som enhver anden primadonna, med respekt for sig selv, ville gøre, gik jeg i strejke.

Under strejken spillede jeg for Måløv Boldklubs ”Dream Team”. Holdet bestod af en samling fallerede ’evigheds- og/eller stortalenter’ der havde fortabt storhed, kærlighed til grøn Tuborg og benzin i blodet tilfælles. Selve fodboldspillet kom så i 4. - 5. række. Vi spillede altid søndag formiddag og det forgik på knoldede marker i Ganløse, Slagslunde og Veksø. Vi havde fået trykt ”Måløv Boldklub Dream Team” bag på træningsdragterne. Måske fordi vi jo ikke kunne være helt sikre på, at drengene fra omegnen var klar over hvem de egentlig stod over for.

Det var dog ikke altid, at The Dream Team var en velsmurt og sammentømret fodboldmaskine. For selvom Carlsberg mener sig som ’Part of the game’ er alkohol ikke på listen over præstationsfremmende stoffer for aktiv fodboldspil. (For mens det aldrig var svært at finde biler til udekampe, var en en men en ædrulig chauffør en mangelvare). De fleste på holdet var jo (som tidligere noteret) ENORMT store talenter og det var derfor altid bolden, dommeren, medspillerne, banen, modspillerne, vejret (og verden i det hele taget) den var gal med når tingene ikke lykkedes. Så bølgerne gik ofte højt.

Men efter kampen var vi alle en slags venner igen. Bonnie Tyler kom i kassetten og der var altid rigeligt med grønne Tuborg. Ingen kom til at tørste på vejen hjem.

Åh, ja, disse minder, suk…

Men sikke en skovtur rundt på den københavnske vestegn anno 1990. Og hvordan kommer Bonnie Tyler ind i alt dette? tænker I nok. Hvad er meningen? Er der overhovedet en mening? Hvordan hænger det sammen? Hænger det overhovedet sammen? Hvad er der mon sket med den unge adjunkt (på prøve) i al den tid? Er han blevet ganske forrykt deroppe i det kolde nord?

Men jo, der er skam en sammenhæng. Jeg har nemlig altid troet, at det var Meat Loaf der stod bag ordene: ”You took the words right out of osv”… Men nej og nej. Forleden var der nemlig et tv spot for Bonnie Tylers koncert i Qaqortoq (Julianehåb) og der, der kl 19:55 tirsdag aften efter nyhederne fra KNR faldt det på plads. Og sådan kan det gå, og sådan kan man pludselig få en tur ned af mindernes boulevard.

Eftersom Tyler allerede var ren nostalgi, der i 1990, må det have været en meget lang verdensturné hun har været på.

Men sådan er det at bo i et udkantsområde. Det understreges også af, at rapperen L Ron Harald giver koncert på Heat (aka diskoteket Manhattan) her i weekenden. Han blev verdensberømt i DK i 1998 med hittet Mæ å Min Kadett fra cd’en Pornogangster (der blev solgt i mere end 50.000 eksemplarer). Hvem der bliver de næste der kommer til Nuuk kan vi kun gætte på: Limahl med eller uden Kajagogoo? Grethe og Jørgen Ingmann? John Mogensen?



Ad denne omvej er vi nu tilbage til det kolde nord. Og koldt det er det. I dag -19 C og blæsende, så det hverken er vejr for mand eller mus. Faktisk damper det fra havet. Havrøg, eller hvad det hedder. Det sker fordi havvandet nærmest koger på grund af temperaturforskellen. Jeg er ikke helt sikker på om det er en vandtæt naturvidenskabelig forklaring…Men hvad. Og det er i hvert fald for koldt til skiløb. Det er kun den lille lift der er åben. Og skiløb er ellers blevet en af mine favoritbeskæftigelser. Det forgår på Lille Malene, hvor der er to skilifter. Og nok er det ikke de franske alper med høj sol, smarte solbriller og/eller baguette i håret. Men det duer, gør det. Og det gør mænd til drenge og drenge til mænd.

Og ud over den bidende kulde, så er lyset kommet tilbage. Det er gået hurtigt. Og det er godt. For mig.

Vi har ikke talt så meget om mit talent for fodbold her i organet. Så det vil jeg, sådan en passant, lige bringe på banen (den lå lige til venstrebenet..). Nok blev det ikke til mange triumfer for Måløv Boldklubs Dream Team. Men der er altid tid til at vinde et nyt slag. Og i næste weekend skal jeg til Ilulissat og spille om det Grønlandske mesterskab i indendørsfodbold. Jeg spiller for Nuuk klubben B-67. Det er flinke folk, og dygtige fodboldspillere, og hvem ved, hvordan det kommer til at gå?

Og hvad ellers? Ikke så meget. Den ene dag tager den anden. Mandag bliver til fredag og søndag til mandag. Jeg klarer mig. Og trives. Og glæder mig til, at mærke solen og havet på min krop. Og måske til at blive grønlands mester i indendørsfodbold??

Kh fra Jeppe

You may say I'm a dreamer...

Tik, tik, tik…
Op og ned af trapper, ind og ud af døre, goddag og farvel, og hej hej. Og så er jeg pludselig tilbage til hverdagen og arbejdslivet i Nuuk. Sådan kan det gå og sådan gik det. Fik jeg set det jeg ville? Fik jeg hørt min melodi? Hmm… I hvert fald gik der ikke mange sekunder, minutter og timer før jeg flød ivrigt med i den københavnske malstrøm.

Og når man lever midt i det er det knap til at se. Og det skal ikke hedde sig, at jeg i mit grønlandske exil er blevet beriget med den helt særegne grønlandske åndemaner/trommedanser indsigt om livet, døden og den slags.

Men det går hurtigt i København. Der er ingen tid at spilde. Hurtigt, effektivt og klinisk. Jeg var nær blevet opslugt af det frådende menneskehav på Strøget og havde det ikke været for mine dejlige, og opmærksomme, nevøer var jeg blevet lavet til matak i metrodørene. Dørene må være lavet af mennesker der ikke ser med milde øjne på tøven og/eller noget som helst slinger i valsen. Og jo, jeg kunne/burde selvfølgelig have holdt mig fra Magasin kl. 10 den dag udsalget begyndte. Det var i særdeleshed en overvældende og angstprovokerende oplevelse. (Så det gør jeg nok igen næste gang…) Men ved I hvor meget jeg har sparet? Ret meget (tror jeg). Men det mærkelige er, at der alligevel står minus ud for tallene på min konto?
- Så måske var det alligevel de kloge der narrede den mindre kloge…

...apropos de kloge og de knaps så smarte, så har jeg været lidt ude med riven efter den stakkels komiker Finn Nørrebygaard. Men Herren mildner, som bekendt, luften for de klippede får. Og forleden dag læste jeg da også i avisen, at der nu er ind til flere U-lande der samler ind til stakkels Finn. Den slags varmer jo unægtelig i en kold tid (Og koldt det er det her for tiden. Og sne har vi skam også fået en masse af). Den slags giver mig tro på en bedre verden. For er det ikke livsbekræftende (ikke det med sneen, men det med at de fattige også tænker på os..), at der findes ansvarsfulde mennesker ude omkring i verden. Mennesker der kan give en hjælpende hånd når krisen kradser her i Vesten? Man kan (næsten) se det for sig: Finn smilende i sin have, der nu er fuld af får fra indsamlinger fra den tredje verden. Der klippes til billeder af stjerne fra den afrikanske musikscene i et stort rørende kor: "We are the world, we are the world" og/eller ”Do they know it’s Christmas time at all?”

You may say I'm a dreamer, but I am not the only one.

Nå, men tilbage til MIG MIG MIG: Uden at klynke (for meget) var jeg nærmest klar til et par ugers ferie da jeg kom tilbage til Nuuk. Men det er trods alt nok lidt for tidligt at gå på efterløn. Så jeg ranke ryggen og møde dette nye nye år med lige dele ydmyghed og nysgerrighed (håber jeg).

Tik, tak og qujanaq fra Jeppe

Når jeg hører ordet kultur trækker jeg min revolver..

Min kære nevø (Jonathan) samler på billetter fra svømmehaller. Derfor var jeg forleden i svømmehallen for at få sådan en (eller to). Jeg var lidt fortravlet og skyndte mig gennem gruppen af børn og forældre op til billetsalget. De havde ingen brugte billetter, men jeg fik lov til at gå ind i omklædningsrummet for at se om jeg kunne finde en der. Jeg trådte over et gelænder og var på vej ind i omklædningsrummet, men HOV HOV, DET MÅ DU ALTSÅ IKKE, jeg vendte mig og så at opråbet kom fra to forældrepar, der så meget indigneret ud. Da jeg var som sagt var lidt fortravlet og da jeg jo sådan set havde fået lov, mente jeg, at jeg var i min gode ret til at gøre som jeg gjorde. Jeg bad dem derfor om at passe sig selv, men det skulle jeg aldrig have gjort. Så fik jeg læst og påtalt, at den duer ikke Granberg, for tænk på alle de børn der så mig træde over det gelænder. Hvad ville de mon tænke? Måske at man bare sådan kan gå og træde over gelændere? Hvad kan det ikke ende med? Det rene anarki? Stofmisbrug og kriminalitet? Revolution?

Og her er så en lille julequiz. Hvad tror I: Var de mon danskere eller grønlændere?

Aap.

Denne ’Jeg er til hver en tid i min gode ret til, at korrigere og rette på andre’- kultur (med henvisning til ’objektive’ kriterier for korrekt og normal opførsel) er noget af det jeg savner absolut mindst ved mit fædreland.

Nå, men nu er julen jo børnene, købmændene og hjerternes fest, så nu skal jeg nok være rar og ikke komme med sure opstød….

Her er det koldt om mørkt og jeg ser tv en gang i mellem. En journalist holdt en mikrofon op for den stakkels (godtroende) og (vist en gang) sjove Finn Nørrebygaard. Det var meningen, at vi skulle få ondt af staklen. Han behøvede ikke at sige noget. Man kunne se det i hans øjne. Historien handlede om tab. Det var smerte og sorg. Moralen synes at være: se blot Den ØKONOMISKE KRISE rammer også de rige og kendte. Vi er i samme båd. Det er hårde tider for rig og fattig.

Forskellen er vel bare den, at de fattige ikke har så meget at tabe, eller hvad?

Det har længe været sådan, at mange har tjent mere på at sidde og se græsset gro på deres græsplæne end at gå på arbejde. Det har været dejlige tider for Karius og Baktus. Og så har alle har ret til et fedt køkken, til en fed firehjulstrækker, til mindst to uger til de varme lande, til mindst én ny fladskærm om året og alle har ret til bla bla (find evt. selv på flere).

Det er jo så let. Køb lidt aktier hist og her. Og så er det bare, at lave en kop kaffe og vupti – så er der minsandten bonus. Men hvor mon de kommer fra, alle disse dejlige kroner? Er det manna fra himlen?

Jeg ved det ikke, men det må da gøre noget ved vores forestilling om værdi.

Det ikke en naturlov, at man bliver grisk og havesyge af at have mange kroner. Der er sikkert mange rige mennesker der både er glade, gavmilde og omsorgsfulde. Jeg har bare aldrig mødt dem. Jeg tror ikke, at det nødvendigvis er lykken at danse om guldkalven og fylde sin verden med kroner og ører, renter, fradrag etc etc.

Ikke at jeg tror, at mennesket nødvendigvis bliver mere lykkeligt af, at klæde sig i sæk og aske og leve på en sten. Men jeg har mødt meget mere umiddelbar venlighed og imødekommenhed blandt fattige mennesker end blandt rige. Selvom ham Finn ser så rar ud.

Måske er det værd at huske på, i denne tid, hvor man mange steder har været nød til at afskaffe juletræet al den stund, at der desværre ikke er plads til både pakker og træ i stuen. Måske ikke.

Med disse små (moralske) julehistorie (sendt fra Julemandens eget land) ønsker jeg alle trofaste men også de mere eller mindre løsagtige, læsere en Juullimi Pilluaritsi - glædelig jul.

Kærlig hilsen Jeppe

Ugeavisen

Ugeavisen
Hver uge får alle nuummiutter (de mennesker der bor i Nuuk) Ugeavisen ind af døren. Ud over de obligatoriske annoncer, der betaler gildet, er det en god kilde til viden om en af verdens mindste hovedstæder.

Se blot:

På forsiden reklamerer Brugsen med 10 kiwier for 20,- kr. og det er jo egentligt tankevækkende. Tænk engang: Kiwier fra – lad os bare sige New Zealand – der er transporteret og fragtet jorden rundt (sikkert en til flere gange) kan nu købes for 2 kr. pr. styk, på et fjernt og forblæst isfjeld! Det er da imponerende. I Godthåb Auto Service er der efterårskampagne (om vinteren?). Her kan man spare intet mindre end 38.900,- kr. !! Og her kan det nok være at en og anden dansker nær fik vaniljekranse og/eller gevaliakaffen galt i halsen. HVORDAN??

Jo, du skal blot købe din nye Volvo Penta marinemotor i kampagneperioden og benytte vinteren til at få den monteret.

Med Volvo Penta får du:
Driftsikkerhed
Større sejlkomfort
Let tilgængelige reservedele
Landsdækkende servicenet
Høj gensalgsværdi på båden

Ja, det er nærmest for godt til at være sandt.
Der står ikke noget om hvad herligheden koster, men jeg gætter på at det må være mere end de 38.900,- kr. (men hvis man så køber to…hvor meget har man så sparet?..tja bum bum…)

Selve avisen kan, for en ikke-nuummiut, måske virke en smule forvirrende. Annoncer for Salon Puk og Salon Lulu – (hvor Annica starter den 5. december. I kan allerede bestille tid hos hende), Arktis gaveshop, Café Mik – cafe og smørrebrødsforretning (sic!) og jobopslag findes i en uskøn pærevælling. På side tre er der jul i Pisattat. Vi skal huske søndagsåbent og kan købe fade, en stegesø i stentøj, knive fra Røsti. Og der er minsandten halv pris på Menu og Erik Bagger. Dette bliver dog en kende indforstået for denne læser. Menu og Erik Bagger? Var det ikke Stein Bagger han hed?
Og vupti. Straks går mine tanker til den flinke og sjove kunstner Finn Nørrebygård – der har bidraget til dansk kunst og kultur med blockbustere som blandt andet Musik og fis. Det viser sig, at Finn har tabt ikke mindre end 200 mio kroner på IT Factory. Det er jo nemt nok at være bagklog. Men Finn skulle nok have holdt sig til morsomhederne. I hvert fald har hans evner som erhvervsspekulant ikke kunnet stå mål med hans evner som entertainer. Jeg har aldrig tabt 200 mio. men jeg kan godt forestiller mig, at det må være svært at se det morsomme i dette. Han (Finn) talte om at putte håndgranater ind i ham Bagger, altså der hvor solen ikke skinner (…og det er ikke London). Tsk tsk, den pæne mand, ja, eller mænd, pæne er de jo sådan set begge. Men midt i medfølelse med Finn og med tanker på de mange forsamlingshuse han landet over har fyldt med sit gode humør, så får jeg alligevel den tanke, at hvis man har råd til at investere 200 mio. kr. så kan det vel ikke være helt galt. Eller er det bare mig, der er hægtet af?

Nå, tilbage til virkeligheden.

Katuaq - kulturhuset – har en biograf. Der vises i denne uge Tropic Thunder, High School Musical 3 og SAW 5 – der skulle være en gyser om en detektiv og mord og den slags.

Hvis dette ikke frister (det gør det ikke), så spiller TV2 minsandten Tusarnanrtitsineq – koncert den 12. december kl 22. Iserneq – entre i Pisiaarneq - forsalg 200,- og matumi pisineq - ved døren 250,-

Alternativt var der Juullimut Bingo i Godthåb Hallen Supaat den 7. december. Det er arrangeret af GSS håndbold.

På opslagstavlen kan man finde alt hvad julehjertet måttet ønske sig: Skabsfryser, rustfri dør 1500,- kr, aquacykel 1400,- eller hvad med en 20 fods container? Eller en nationaldragt str. 40?

Ja, livet er fuld af muligheder.

Vejrudsigten er ikke noget at skrive hjem om. Men jeg har udsigt til juleferie og det er godt:)




Kh Jeppe

Aap til Vise mænd

Spørg ikke hvad dit land kan gøre for dig, spørg hellere hvad kan du gøre for dit land.

Dette synes, at være visse vise mænds kategoriske imperativ. Men denne slags vise mænd skal ikke forveksles med de tre fra Østerland, der i kong Herodes dage, med den strålende stjernes hjælp, fandt jødernes konge - Jesusbarnet - i en lade blandt halm, får og geder. – Nej, disse vismænd bringer ingen gaver, intet røgelse (og dog..) og ingen myhraskær (hvad det så er?). Det her er den nålestribede slags. Regnedrenge. De kan deres tabeller og finder ikke deres svar i kaffegrums og horoskoper. De har derimod set i sol og måne, at det kommer til at knibe. Det kan gå galt. Vi må spænde livremme ind. Men bare rolig. Julefrokosten bliver ikke aflyst. Puha. Topskatten skal fjernes. Det er nemlig hårdt at være rig i disse alvorlige tider. Ja, det er i det hele taget ikke nemt. Men boligskatten, den bliver der ikke rørt ved.
Efter gode tider, med både Wienerbrød og chokolade, har den ØKONOMISKE KRISE lært boligejerne det ubehagelige ord recession. Jo, de stakkels boligejere har lidt nok. Det har bestemt ikke været en dans på Rhodos at være husejer på det sidste. Friværdien er styrdykket med op til flere procent, så de næsten har måttet aflyse ferien til Malta (der er toldfrit) og man har ventet med at skiftet bilen ud.

En sang kommer mig i hu:

Alt som var av søtt og godt
det er borte stort og smått.
Alt har børsten feiet bort,
det var veldig dårlig gjort!
Her er ikke noe nå -
ingen karameller små,
ingen loff med sirup på -
Å hvordan skal dette gå...


Å hvor skal vi bo i natt ?
Tanna her er slett og glatt !
Å jeg er så sint så sint
at jeg nesten flyr i flint !
Men det er nok ingen råd,
for vi er så altfor små.
Vi er trette begge to,
men har ingen sted å bo.


- Ja, hvad kan det ende med? Jeg spørger bare. Man ser overskrifterne for sig:

Oprørte boligejere besætter Kastrup lufthavn – 14 dage sydpå er en menneskeret

Illums Bolighus stormet af boligejere! – Alle har ret til et fedt køkken og en ny fladskræm.

Peberspray mod vrede boligejere. Politiet frygter flere optøjer.

Og inden længe får vi kilomenterlange køer foran herberg og varmestuer. Mariatjenesten og kirkens korshær bliver besat af desperate boligejere. - Men så galt går det nok ikke. Godt at der stadig findes vise mænd.

Selvstyre
Hey, der har været afstemning om selvstyre! Selvstyre, tænker I måske. Mener han ikke sæl-styre? Hehe…

- Men nej. Der er faktisk mange her i landet der både kan læse og skrive og som ikke sejler rundt ude på Christiania og/eller Christianhavns Torv. Og nu har de været til folkeafstemning om selvstyre og over 70% stemte aap - ja.

- Jeg fandt nyheden på DR’s hjemmeside. Ud fra placeringen, langt nede på hjemmesiden, så det ikke ud som det var noget der for alvor har interesseret dansken. - Måske har de siddet klistret foran skærmen og fulgt C20 index og Nasdaq og set verdens styrte i grus?

Hvad ved jeg. Men Søren Espersen fra Den Danske Folkeforening, benytter gerne lejligheden til at sige verden et par(småracistiske) sandheder. Espersen mente, at grønlænderne var blevet hjernevasket og havde fået olie på nethinden – i nævnte rækkefølge. Nu bliver I opslugt af USA, sagde han. Med andre ord, mener Espersen, at grønlænderne er nogle smådumme og fordrukne fangere. Og de kan selvfølgelig ikke administrere noget som helst, mindst af alt al den dejlige olie, der (måske) findes i undergrunden.

Jeg, der ikke kunne stemme, men dog alligevel har en stemme, skrev et indlæg til den udmærkede skolelæreravis Politiken. Jeg ved endnu ikke om Brandes og Hørup vælger at trykke mine ord. Men her er ordet frit. Så I skal ikke snydes:

Demagogen Espersen

Grønlænderne har stemt klart ja til selvstyre aftalen. Men Søren Espersen, mener at det udelukkende er sket fordi grønlænderne er blevet hjernevasket af en propagandakampagne. Landet kan ikke stå på egne ben, grønlænderne har fået oliemilliarderne på nethinden og uden Danmark og DF bliver landet nu opslugt af den store stygge ulv, USA, siger han.

Men da selvstyre kommissionen kom med forslaget til en selvstyreaftale mellem Grønland og Danmark var DF og Sørens Espersen på barrikaderne med advarsler om, at Danmark nu begik en historisk bommert. Hvorfor? – Fordi selvstyreaftalen blandt andet giver Grønland retten til den - formodentlig - meget righoldige undergrund. En undergrund som Espersen mener, bør tilfalde Danmark. – Måske ved Espersen noget om hvad det vil sige, at få oliemilliarder på nethinden?

Udtalelserne viser, at Espersen ikke mener, at grønlænderne er i stand til hverken at tænke eller handle selv. Det mener Espersen, at han bør gøre for dem.

Men grønlænderne både kan og vil selv. Og de er heldigvis fuldstændig ligeglade med hvad Espersen mener. Har Espersens udtalelser nogen som helst effekt, må det være at understrege, hvor vigtigt det er at Grønland har taget endnu et skridt mod selvstændighed.

Som dansker i Grønland er det derimod anderledes forstemmende og pinligt at være vidne til Espersens demagogi. Udtalelserne er gennemsyret af en herrefolksmentalitet, der ikke hører hjemme i det 21 århundrede.

Men disse ord vil jeg sige qujanaq (tak) og takuss (udtales dakuss og betyder vi ses)

ps Bemærk i øvrigt at det er muligt at efterlade kommentarer. I længden bliver det kedeligt at tale med sig selv.

Ikke et ord om tv

Jagten
Og vi drog igen på jagt, stadig morgenfriske og forventningsfulde. Denne gang kunne det jo (igen) ikke gå galt. Vi havde hørt rygter om, at rensdyrene mange steder (så godt som) selv hoppede op i båden.
Men som andre Titanicer har måttet sande, så er det svært at spå, især om fremtiden og endnu mere når det gælder rensdyr. Faktisk var vi kun lige nået ud af havnen før motoren gik i stå. Det var en kedelig oplevelse. Båden drev og ankeret blev kastet og så lå vi der, ret hjælpeløse og ikke specielt ’potente på den jægeragtige måde’. Det viste sig, at der ikke var mere benzin på. Det var jo lidt uheldigt – nogle ville måske kalde det urutineret? (tåbeligt?) – for vi havde heller ingen reservetank. Nå, men der var heldigvis (forhåbentlig) andre der skulle på jagt. Godt for motoren, men omvendt kunne det jo hænde, at de andre jægere (dermed) ville komme først og skyde hvad der var at skyde, mens resten af dyrene ville flygte langt væk. Det havde vi prøvet før.

Der kom en båd til undsætning. Nogle muntre grønlændere, der sagde ’når der er nok nogle danskere der er på vej på jagt’ mens de fnisede lidt. Det var ikke så godt for vores moralske jægerhabitus, men desværre sandt nok. Ud over at fnise kunne de heldigvis også låne os lidt benzin og så kom vi af sted mod tanken (tanken er ikke det nogle mennesker går og får i tide og utide, men en tankstation, der sælger benzin og diesel til mere eller mindre tomme motorbådstanke). Vi nåede at gå i stå igen 200 m fra. Derfra blev vi trukket det sidste stykke af nogle andre hjælpsomme sjæle. Men al det hurlumhej havde taget 1 ½ time. Ikke en god start.

Da vi kom frem til det udvalgte sted på Nordlandet, kunne vi se en masse spor. Men det er jo ikke noget at servere til aftensmad. Vi så kun to dyr og de var allerede døde, skudt af en anden jæger, der smilede venligt og vinkede. Men naturen var flot.
Og nej, der var ingen dyr der hoppede op i vores båd.

Så i den korte version er jeg, med andre ord, stadig solidarisk med alle tiders mænd. I ved, dem der gennem menneskehedens historie er vendt tomhændet hjem fra jagt. Og faktisk kom jeg hjem endnu mere tomhændet end jeg drog af sted. For jeg mistede mit kamera. Jeg opfatter ellers ikke mig selv som en der går og mister sine ting. Så jeg mener jo nok at det var Klaus der tog et billede og lagde kameraet fra sig og gik. - Men det finder vi aldrig ud af. Det behøver vi jo heller ikke. For jeg ved, at det var Klaus’ skyld.

Vejret

I øvrigt vil jeg mene, at jeg som dansker ved et eller andet om dårligt vejr. Måske især som tidligere cyklist i Danmarks fire årstider – i tåge, blæst og regnlandet. Især om vinteren kan vi danskere byde på ret elendigt vejr. Men det kan Nuuk altså også. Det skal bare ganges med to, tre, fire stykker. Selv når vejret er allermest elendigt. Som lige nu fx. Altså, så man virkelig må knibe sig selv i armen. To grader, sjap i ankelhøjde, regn fra helvede og 25 meter blæst i sekundet. Så man tænker, at nu, nu kan det da ikke bliver værre? Men jo. Det kan det.
Fx siger vejrudsigten, at det vil blæse 30 meter i sekundet og at der vil være vindstød af orkanstyrke (over 40 m/sek).



Jeg sidder lige nu og håber (igen) at håndværkerne, der har lavet husets fundament har passet deres arbejde og ikke drukket for mange (af de dyre) øl og derfor liiige tænkt, at, skål, det holder sgu nok til vi er taget hjem haha. For det knager i hele hytten og huset står og rokker frem og tilbage (og det er ikke engang løgn).


Og ikke nok med det. Når det regner, så forsvinder sneen. Det er ikke godt. For ud over at sne er rar at se på, så lyser den også det hele op når det er mørkt. Forleden dag var der strømafbrydelse i hele byen, men det var nærmest lidt tusmørke og slet ikke så sort som vinteren i Danmark.

Apropos Danmark, så kommer jeg alligevel ikke til Randers her om lidt. Det bliver i stedet i uge tre eller fire. I stedet har jeg besluttet mig for at tage hjem til jul. Og det glæder jeg mig til.

Stenalderen revisited

Her bor jeg. På 2. sal til højre på billedet.

Nå, men en læser har for øvrigt gjort mig opmærksom på, at jeg jo bare kan lade være med at tænde for skidtet.

Skidtet? - Ja. TV’et.

Jeg ser på min livecoach. Han nikker. Han er enig.

- Det er jo det jeg siger. De vil høre noget andet. De vil høre noget spændende. Verden er fuld af sure gamle mænd der peger fingre af verden.

- Men hvad skal jeg finde på?

- Skriv noget med at du har mødt ham muslimen Obama i Nuuk, eller hvad med at du var ved at blive ædt af isbjørne? Eller måske noget, der bekræfter deres fordomme, noget om stive grønlændere - uden tænder - der falder i søvn efter at være faldet i en bananskræl. Det skal enten være sjovt eller dramatisk, eller helst begge dele.

– Og du vil jo gerne være med i klubben ik´ Mulle?

Jo, tak. Vi vil alle samme godt være med i klubben. Og de utallige opfordringer til at skrive (tak Mor og Morten) gør selvfølgelig også indtryk på selv den køligste skandinav.

Nå, men jeg kan fortælle, at jeg får læst i en del bøger her, nu da kulde og mørket har sænket sig.

Det er egentligt meget passende. Lige efter efterårsferien blev det vinter. Først kom sne, siden lidt regn og så to storme og så blev det koldt igen. Det har været koldt siden. Koldt og klart. Solen går ned ved halv fire tiden og det er lyst omring otte om morgenen. Det gode er, at sneen knitrer under mine støvler, at nordlyset ikke kan beskrives med ord og at solen skinner og at luften er kold og klar.

Jagtsæsonen går på hæld. I morgen (søndag) er sidste chance for nærværende ambitiøse jæger-wannabe. I lørdags var Kjeld, Klaus og Jepper tidligt på færde. Godt pakket ind (og med mit storm post traumatiske stress syndrom (aktiveret over at være i en lille båd på det store hav) nogenlunde under kontrol) drog vi af sted. Vi sejlede 1 ½ time ind i Godthåbfjorden og var så taknemmelige over muligheden for at opleve den storslåede natur, at vi blev enige om kun at skyde to dyr.

Denne ydmyghed blev dog ikke belønnet af jagtguderne, for der var ingen, NUL, dyr. Det tætteste vi kom var spor efter en ræv - man kan sige at rensdyrene havde taget ræven på os – hvis man er lidt munter.



På vejen tilbage til båden ledte Klaus os igennem et tæt vildnis af buske og høje træer (dvs hovedhøjde). Her lykkedes det mig at falde og slå hovedet ned i en pind, hvorfor jeg – forståeligt nok – brokkede mig til vores guide (Klaus). Klaus er blandt mange andre ting historiker (hvorfor jeg kalder ham Klausewitz, efter en anerkendt (?) historiker af samme navn). Klausewitz, sagde jeg, hvor hele hule hævlede skal vi gå gennem dette vildnis? Se nu har jeg slået hovedet!

- Klaus svarede, at jeg bare skulle forstille mig vinterkrigen mellem Finland og Rusland i 1939. Det var sådan det var, sagde han. Og med den øjenåbner forsvandt mit brokkeri som dug for solen.

Ja, naturens muntre sønner var vi. Nærmest lidt berusede over det imponerende vinterlandskab. Det blev endnu bedre da vi mødte tre færinger før vi tog tilbage. De var også var på tur. De inviterede os rask ind i deres lille hytte til kaffe. Før kaffen blev kogt, som det hedder på de egne, skulle vi jo lige have lidt rødvin. Der går tre glas på en flaske kunne vi se og - for fanden, som Kjeld (der er meget økonomisk bevidst) konstaterede bagefter, det var en 120’er !! – den koster over 100,- kr!! Siden fik vi da også lidt kaffe og hjemmelavede boller og nogle røverhistorier. Jo, det var skam flinke folk. Efter denne opmuntrende oplevelse var vi klar til turen hjem til Nuuk. Glemt var det næsten, at vi kom tomhændet hjem. Næsten.
At komme tomhændet hjem er ikke rart. Jeg føler en form for slægtskab og sympati, ja, måske lige frem broderskab, med tidens tomhændet jægere? Med mænd i jæger/fanger samfund der igennem tiden kom hjem uden aftensmad.

- Det er ikke så godt for maskuliniteten.

- Måske er det derfor de store 4-hjulstrukne biler er blevet opfundet?

Så i morgen skal vi af sted ingen. Det huer mig ikke at stå op midt om natten. Men det huer mig at komme på jagt, så sådan bliver det. Vi skal til Nordlandet. Alene navnet lover godt. Det lyder som et vintereventyr.

Med alle de dejlige ting kan I måske forstå, hvorfor jeg ikke sidder meget bag skærmen og sende ord og tanker ud i universet. Uden at træde i det kan jeg konstatere, at der også foregår mere interessante ting end at sidde bag skærmen og taste der hvor I er. Måske er det godt. Så er ingen af os bevidsthedsmæssigt et andet sted.

Takuss fra Jeppe